Borgmester til festglade unge: »Vi vil gerne holde fest for jer, når corona er overstået«

Flere undergrundsfester i Espergærde er blevet lukket af politiet. Arkivfoto.
Foto: Maurício Mascaro

Helsingør Kommunes borgmester Benedikte Kiær (K) lover de unge i Helsingør Kommune en fest, når corona-epidemien er under kontrol.

– Det skal nok blive godt igen. Vi er snart alle sammen vaccinerede, og vi skal holde nogle fede fester. Jeg lover, at de unge kommer til at feste igen, og vi vil også gerne holde en fest fra kommunens side, når corona er overstået, siger Benedikte Kiær og fortæller, at hun også selv ser frem til at komme til fest igen.

Borgmesteren understreger dog, at de store fester må vente endnu. Det er imidlertid ikke alle unge, der følger dét budskab, og det gør borgmesteren forarget. Der har nemlig været afholdt flere undergrundsfester i kælderen under Espergærde Bibliotek på trods af forsamlingsforbud og afstandskrav som følge af coronarestriktioner. Festerne er blevet lukket af politiet.

– Der er blevet holdt rigtig mange ulovlige fester på kommunens arealer. Selvom de har nøgle til lokalerne, er de jo brudt ind. De ved udmærket godt, at lokalerne ikke må bruges lige nu. Det er misbrug af vores tillid og langt over stregen, siger Benedikte Kiær.

Store fester er som at antænde en knastør halmballe. Det er en corona-bombe
Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør

– Hvis man hører til de mange, som godt kan finde ud af at overholde reglerne og hygger sig i mindre grupper, så skal man ikke føle sig ramt, siger borgmesteren, som forstår de unges frustration over epidemiens restriktioner.

18-årige Marcus, som er gymnasielev, kan dog ikke vente med at feste til kommunen giver ham og andre unge en fest. Han har det seneste år været til privatfester næsten hver weekend på trods af restriktioner. Han er anonym af frygt for andres reaktion på, at han ikke overholder restriktionerne.

Læs også: Studerende skal fremvise negativ coronatest, men kontrollen er tilfældig

– Jeg tænker jo rationelt. Jeg havde aldrig overvejet at feste et sekund, hvis mine forældre eller jeg var i farezonen, siger 18-årige Marcus.

Det argument køber borgmester Benedikte Kiær ikke.

– Selvom man ikke bliver særlig syg som ung, så har det nogle konsekvenser, som er ret alvorlige. Jeg forstår godt, at man kan tænke ’Det er da ikke så slemt’, men kommer vi over nogle bestemte smittetal, så bliver der lukket ned for folkeskoler og gymnasier helt automatisk. Det er ikke noget, vi kan diskutere os ud af, siger borgmesteren.

Sådan er reglerne for kommunal nedlukning 

Sundhedsministeriet har fastsat grænseværdier, som afgør, hvornår et sogn eller kommune skal lukke skoler, institutioner, fritidstilbud og kulturaktiviteter.

Hvis følgende tre krav er opfyldt, lukker sognet:

  • Incidenstallet i et sogn overstiger 400 smittede pr. 100.000 borgere
  • Mere end 20 smittetilfælde i alt de sidste syv dage
  • En positivprocenten er på 2 procent eller mere

Overstiger incidenstallet for kommunen 200 pr. 100.000 borgere, lukker hele kommunen.

Kilde: Sundhedsministeriet, sum.dk

“Jeg følte, jeg var tæt på at blive ramt af depression”

På trods af, at både Marcus og hans forældre er blevet smittet, ville Marcus dog gøre det hele igen.

– Vi kan ikke bare spilde den vildeste tid i vores liv, hvor vi i forvejen ikke har haft mulighed for at gå på diskotek. Det er jo en måde at komme tilbage til den normale hverdag, når vi drikker, siger han, og fortæller, at tanken om alternativet er hårdt.

– I starten var vi hjemme i en måned, og der var det allerede slemt. Jeg følte, at jeg var tæt på at blive ramt en depression. Jeg ramte en mur, siger Marcus.

Læs også: Corona-nedlukningen har lagt en dæmper på unge ludomaner

Den følelse er Marcus ikke ene om. En ny rapport fra Hope-projektet, som undersøger danskernes under Covid19-pandemien, fastslår, at unge er den del af befolkningen, som føler sig både mest ensomme og mest stressede under epidemien.

Samtidig viser de seneste tal i rapporten, at ensomheden har nået et nyt højdepunkt blandt de unge, hvor flere end på noget andet tidspunkt i epidemien, føler sig ensomme.

“Som at antænde en knastør halmballe”

Det har borgmester Benedikte Kiær sympati for.

– Jeg kan godt forstå, at de unge synes, at det her er træls. Det er noget rigtig møg, men store fester er som at antænde en knastør halmballe. Det er en corona-bombe, siger den konservative borgmester. Hun opfordrer til, at de unge i stedet mødes og går ture i det fri, eller sætter sig ned på stranden og har det sjovt i en mindre gruppe.

Læs også: Nordjysk bodybuilder peptalker coronatrætte gymnasieelever på nettet

Samme budskab har elevrådsformand på Espergærde Gymnasium, Kristina Klink Heilmann, som opfordrer til, at man bliver testet både før og efter alle arrangementer, så gymnasiet kan være på forkant med smitte og undgå nedlukning.

– Man bør kun ses med de mennesker, som man har valgt at have i sin boble. Det går selvfølgelig ikke at mødes fem i dag og fem andre i morgen, men ses man kun med ens nære omgangskreds, kan man både vælge at drikke et par øl eller mange, siger elevrådsformand Kristina Klink Heilmann.

Borgmester Benedikte Kiær opfordrer forældrene i kommunen til at sige nej til de unge, hvis de vil deltage i en stor fest eller vil holde én.

– Hjælp de unge med at holde noget småt og hjælp dem med inspiration. Man kan godt lave noget fedt, selvom man ikke er mange, siger Benedikte Kiær og understreger, at smitten skal holdes nede for at undgå endnu en nedlukning i kommunen.

Sådan gjorde vi: Vi læste artiklen om den øgede smitte i et sogn i Espergærde og Benedikte Kiærs opsang til de unge på Facebook. Vi besluttede os for at undersøge hvorfor, de unge fester og tog derfor kontakt til unge i området via Facebook. Vi gennemførte et telefonisk interview med Benedikte Kiær, Kristina Klink Heilmann og Marcus. Marcus’ fulde identitet er redaktionen bekendt.