Nordjysk bodybuilder peptalker coronatrætte gymnasieelever på nettet

Herlev Gymnasiums elever er blevet coronatrætte.

Derfor har et hold studerende og deres medielærer lavet en video med et af tidens mest opløftende danske internetfænomener, Jasper C. Willumsen. Du kan se videoen øverst i artiklen.

I løbet af januar fik internettet øje på Jasper C. Willumsens videoer, hvor den hårdt pumpede bodybuilder fra Nordjylland som en anden amerikansk wrestler, kommer med opløftende peptalks til sine følgere på Instagram. Oftest akkompagneret af spændte muskler, dybe mandebrøl og høj rockmusik.

Det eneste, jeg egentlig vil gøre for mine medmennesker, er, at hjælpe dem med at gå efter deres mål og drømme, leve i nuet og være taknemmelig for deres liv
Jasper C. Willumsen

Selvom opgaven med at lette stemningen på et østsjællandsk gymnasium ligger udenfor Jasper C. Willumsens repetoire, sagde han alligevel ja, fordi han ønsker at videregive sin livserfaring til dem omkring ham, fortæller han.

– Der er mange unge mennesker, der ser sort. Men det handler om at vende situationen om, så du opnår lykke hver evig eneste dag. Det handler om at se på de små ting – og det er, hvad jeg forsøger med mine taler, siger Jasper C. Willumsen.

Herlev Gymnasium arbejder systematisk for at forbedre trivsel

På Herlev Gymnasium oplever rektor Jan Vistisen, at elevernes coronatræthed er stor. Han påpeger, at der er nogle velfungerende elever, som har valgt at droppe ud under coronapandemien.

Det overrasker Jan Vistisen, og han understreger, at et klassemiljø ikke kan fungere bag en skærm.

– I nogle af de bedste og mest sammentømrede klasser, er der elever, som vælger at gå ud, hvilket ville have været helt umuligt før i tiden. Det er fordi, at et klassesamfund simpelthen ikke kan fungere, når alle sidder bag en skærm, siger Jan Vistisen.

Læs også: Ny undersøgelse: Én ud af fem danskere tror ikke, at corona er farligere end influenza 

Humor og positivitet er vejen gennem coronatræthed. I hvert fald hvis man spørger Herlev Gymnasium.

Jan Vistisen siger, at de forsøger at løfte humøret blandt de coronatrætte elever på en ny og sjov måde.

– Vi har lavet alt muligt forskelligt for eleverne, som tænker ud af boksen for at forbedre elevernes humør og trivsel, nu når alt det sociale liv er dødt, siger Jan Vistisen.

Jan Vistisen mener, at fokus på elevernes trivsel er vigtigt både før, under og efter en pandemi. Han påpeger, at Herlev Gymnasium arbejder systematisk på at forbedre trivslen.

– Vi har nogle studievejledere, der fungerer som tovholdere på trivslen. De har fordelt klasserne imellem sig og taler med de lærerteams, der tilhører hver klasse. På den måde tager vi hånd om dem, der har nogle særlige problemer, siger Jan Vistisen.

Læs også: Hjælpelinjer: Unge, der i forvejen mistrives, har fået det værre under corona

Jan Vistisen er opmærksom på, at der er gymnasieelever, som ikke trives socialt.

Fakta om studie om gymnasieelevers trivsel før corona

– Studiet trækker på tal fra instituttets UNG19-undersøgelse, som var før coronakrisen

– 29.000 gymnasieelever fra hele landet deltog

– Gymnasieeleverne blev spurgt ind til fire former for social trivsel:

  • støtte fra klassen
  • støtte fra lærere
  • sammenholdet i klassen
  • det sociale fællesskab på gymnasiet

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, SDU

– Vi er godt klar over, at der er nogle elever, som ikke trives så godt. Men det, tror jeg, er et generelt ungdomsproblem, siger Jan Vistisen.

Hver fjerde gymnasieelev mistrives

Ugens tal fra SDU viser, at gymnasieelever havde stor mistrivsel før coronapandemiens udbrud. Det viser en undersøgelse med data fra 2019, hvor 29.000 gymnasieelever blev spurgt ind til psykisk helbred og social trivsel.

Forsker for Statens Institut for Folkesundhed og hovedforfatter på undersøgelsen, Ziggi Ivan Santini, mener, at det er et problem, at hver fjerde gymnasieelev oplever social mistrivsel.

– Hver fjerde elev trives dårligt socialt på mindst én ud af de fire former for trivsel, som undersøgelsen bygger på – det er jo meget, siger Ziggi Ivan Santini.

Ziggi Ivan Santini mener, at undersøgelses konklusioner tegner et problematisk billede af, hvor slemt det står til med den sociale trivsel blandt gymnasieelever før coronapandemien.

– Det er jo et problem nok, hvis det ”bare” er én elev. Men når det er én ud af fire elever, så siger det noget om sværhedsgraden, og det siger noget om, hvor mange der er i risiko for psykiske problemer, der kan følge med, siger Ziggi Ivan Santini.

Motiverende taler på Instagram med et positivt budskab

Én af grundene til Jasper C. Willumsens virale succes er, at hans motiverende budskaber bliver leveret på et dansk-engelsk, der til tider kan karakteriseres som ufrivilligt komisk. Det rører dog ikke den nordjyske bodybuilder.

Det vigtigste for Jasper C. Willumsen er ikke et fejlfrit engelsk sprog. Det vigtigste er selve kernen i, hvad han siger.

– Jeg har aldrig været den bedste til engelsk, men jeg er ikke bange for at falde, siger Jasper C. Willumsen.

Hans håb er at kunne hjælpe andre.

– Det eneste, jeg egentlig vil gøre for mine medmennesker er at hjælpe dem med at gå efter deres mål og drømme, leve i nuet og være taknemmelig for deres liv, siger Jasper C. Willumsen.

Sådan gjorde vi: Ugens tal hos Institut for Folkesundhed viste, at hver fjerde gymnasieelev trives dårligt socialt. Tallene er fra 2019, men da unges helbred har været i stor fokus under coronapandemien, tænkte journalisten, at det kunne være relevant at undersøge, hvad Herlev Gymnasium gør for at imødekomme trivselsproblemer og coronatræthed. Derfor kontaktede journalisten rektoren på Herlev Gymnasium, som fortalte om den motiverende tale fra internetfænomenet Jasper C. Willumsen, hvilket var en nytænkende og kreativ måde at bekæmpe coronatræthed på.