Vi nærmer os dagen for kommunalvalg den 16.november, og det er blevet umuligt at lukke øjnene for de mange valgplakater i Gentofte Kommune. Den nuværende borgmester Michael Fenger (K) dominerer i Hellerup, hvor flere af hans valgplakater hænger ulovligt.
På de første 100 meter af Callisensvej fra Strandvejen hænger der intet mindre end 77 valgplakater af Michael Fenger. Reglerne for ophængning af valgplakater siger, at de ikke må hænges op lavere end 2,3 meter direkte fra fortovet målt fra nederste kant af valgplakaten.
Vi har målt Michael Fengers valgplakater, og de nederste på lygtepælene overholder bestemt ikke kravet, da de kun hænger lidt over en halv meter fra fortovet:
Forelagt vores måling af borgmesterens plakater, svarer Michael Fenger følgende:
– Det er mit indtryk, at alle de opstillede partier gør sig umage med at følge reglerne. Men selvfølgelig kan der ske fejl. Samtidig har plakaterne en tendens til at rykke sig nedad på lygtepælene i den periode, de hænger. Det er et generelt problem, som vores forvaltning har gjort alle partierne opmærksomme på – og som vi også ser i vores nabokommuner. Kommunens medarbejder fjerner de plakater, som er til fare for trafikken – fx skygger for signaler mv. og som er til fare for cyklister, siger Michael Fenger.
Der hænger 6 valgplakater af borgmesteren på alle lygtepælene på vejen, og de er opsat lige under hinanden. Det er derfor svært at forestille sig, at alle 77 valgplakater skulle have rykket sig nedad. Det er dog Michael Fengers eneste svar på, hvorfor hans valgplakater hænger ulovligt.
En Facebook-bruger har delt et billede af Callisensvej i gruppen ”Det sker i Hellerup”. Det har fået flere til tasterne for at give udtryk for deres utilfredshed.
Læs nogle af kommentarerne i galleriet herunder:
Vi har spurgt Michael Fenger, hvordan han kan forsvare behovet for 77 valgplakater på én vej.
– Jeg er ny borgmester i Gentofte efter at Hans Toft efter 28 år trådte tilbage i maj. Derfor har jeg behov for, at mit ansigt og navn bliver synligt. Når det er sagt, så er der jo også masser af veje i kommunen, hvor mine plakater ikke hænger – og hvor det er andre kandidater, der dominerer, siger Michael Fenger.
Læs også: Derfor stiller få unge op til kommunalvalg
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen kom fra Facebook-gruppen “Det sker i Hellerup”. Journalisten har været rundt i kommunen for at tage billeder og måle hvor højt valgplakaterne hænger. Borgmester Michael Fenger har sendt sine kommentarer på mail.