Café-kaffe til de hjemløse

Hjemløse-kaffe: Baresso er åben for at indføre "Suspended Coffee"-ordningen, men RIccos Kaffebar afviser det. Foto: Nicoline Siebken Skandov
Hjemløse-kaffe: Riccos Kaffebar afviser konceptet “Suspended Coffee”, mens Baresso er åben for idéen.
Foto: Nicoline Siebken Skandov

Den internationale kaffekæde Starbucks har indført en såkaldt “Suspended Coffee”-ordning i deres kaffebar. Kunden kan vælge at betale for to kopper kaffe, drikke den ene og suspendere en gratis varm kop kaffe indtil en frysende hjemløs kommer forbi. I Danmark er Baresso åben for idéen, mens Riccos Kaffebar afviser.

Ricco afviser totalt

Riccos Kaffebar består af 12 barer over hele København. De vil på ingen måde indføre samme ordning hos dem, siger Ricco Sørensen, grundlæggeren af kaffekæden.

– Det er ikke en vej, jeg har nogen som helst ambitioner om at gå. Det er et hult forsøg på social tilstedeværelse fra Starbucks side. Det er let at sige, fordi de lægger ansvaret over på deres kunder om at være socialt ansvarlige. Det ansvar kunne de tage på deres egne skuldre i stedet for at lægge det over på deres gæster, siger han.

Det er klamt, når man involverer socialt udsatte grupper i markedsføringen uden reelt at gøre noget
– Ricco Sørensen, grundlægger af Riccos Kaffebar

Det er ikke, fordi Riccos Kaffebar ikke vil støtte op om at hjælpe de socialt udsatte grupper.

– Vi laver en masse projekter med udsatte sociale grupper, og vi sponsorerer alt, hvad vi kan. Det er bare ikke noget, vi reklamerer med. Det er noget, vi gør, da det ligger i vores virksomheds genetik. For det andet skal det ikke være noget, en gæst pludselig skal påduttes. Jeg kan ikke se, at det skal gøre godt for andet end markedsføring, siger Ricco Sørensen.

Baresso: Det er et sympatisk koncept

Baresso har serveret kaffe for danskerne siden 1999. Hos dem er tiltaget en mulighed, selvom de ikke er langt i beslutningsprocessen.

– Det er en mulighed hos os, da det er et sympatisk projekt. Vi er opmærksomme på konceptet, og vi evaluerer på det lige nu, da det skal tænkes godt igennem. Vi arbejder generelt med, hvordan man kan bruge kaffen på at gøre noget godt for hinanden, så det er i god tråd med resten af vores projekter, siger Sinne Fredslund Madsen, kommunikationsansvarlig hos Baresso.

Læs også: Kommune har ingen planer om hjemløse-kontakt

Klamt tiltag uden substans

– Det er klamt, når man involverer socialt udsatte grupper i markedsføringen uden reelt at gøre noget, mener Ricco Sørensen. Vi er ikke en stor virksomhed som Starbucks, men når man er det, så bør man have et socialt engagement, som ligger meget dybere end “Suspended Coffee”. De kunne i stedet sige: “På alle de kaffebarer, vi har i verden, så er der 50 kopper kaffe gratis til hjemløse om dagen eller bygge 4 herberg i de storbyer, vi er i”. Det ville have en substans, siger han.

Læs også: Udenlandske hjemløse overladt til nattefrost

Baresso-kunder bakker op

Baresso kan netop godt lide, at konceptet involverer kunden, og at kaffebaren er facilitator for den gode gerning.

– Vi kan godt lide idéen om at involvere gæsten. Vi har projekter som foregår i både Afrika og Syd- og mellemamerika. Så indtil videre har det været internationale projekter. Det er meget interessant med det lokale og nære i “Suspended Coffee”-idéen, siger Sinne Fredslund Madsen.

Læs også: Hjemløse som byvandringsguider er et hit

Og Baresso har fået god respons, når de har luftet idéen for kaffedrikkerne, fortæller hun.

– Rigtig mange af vores kunder på Facebook har gjort os opmærksom på konceptet. Der er mange, der har tilkendegivet, at de synes, det er et godt projekt, så der er opbakning hos kunderne indtil videre, siger hun.