Hjemløse som byvandringsguider er et hit

Da projekt Poverty Walks så dagens lys i juni 2010, var det som et eksperiment. Et eksperiment der inviterede helt almindelige borgere til en guidet byvandring af en hjemløs eller tidligere hjemløs i et udvalgt område i København. Siden er det kun gået fremad, fortæller Projektleder på Poverty Walks Susannah L. Sønderlund:

»Det er gået over alt forventning.«

Hun tilføjer, at der siden projektets start for knap halvandet år siden, har været over 4000 mennesker på en af de utraditionelle byvandringer, og at det er en blandet skare der møder op.

»Det er alt fra pensionistgrupper i Lemvig til gymnasieklasser på Bornholm, badmintonklubber og lægehuse. Alle slags mennesker dukker op, så projektet favner bredt.«

Formålet med de guidede ture er, at give ordet til en overhørt stemme i samfundet i håb om, at gøre op med fordomme og uvidenhed om socialt udsatte i dagens Danmark. Samtidig foregår det på guidernes egne præmisser. De bestemmer selv hvor mange ture de vil gå og hvor meget de vil fortælle om dem selv.

I Rådet for Socialt Udsatte er man også positive over for projekt Poverty Walks. Sekretariatsleder Ole Kærgaard fortæller:

»Rådet for Socialt Udsatte synes det er et fint initiativ fordi det er et tilbud til mennesker som har svært ved, at leve op til de krav, der almindeligvis stilles på arbejdsmarkedet. Det er et tilbud der fungerer på de socialt udsatte menneskers egne betingelser.«

Han tilføjer, at der er brug for mange flere af sådan nogle initiativer, der giver socialt udsatte mennesker en chance for også at bidrage.
 

Stor interesse

En af projektets guider er den tidligere hjemløse Henrik Svale Andersen. Han har været med siden projektet startede og er stadig med på trods af, at hans situation har ændret sig. Han har tidligere haft ture på Nørrebro, men pga. sit fysiske helbred holder han nu i stedet foredrag på Brugerforeningen på Blågårdsplads, hvor han fortæller de samme ting han tidligere har fortalt på hans tur. Projektet har taklet hans nye situation godt, og han mener også han stadig har noget at give til projektet:

»Jeg har nogle pointer jeg gerne vil fortælle om, for jeg synes det er urimeligt, at nogen skal leve som hjemløs.«

 Han fortæller, at interessen for at høre om de hjemløses liv i Poverty Walks er stor.

»Jeg har nok at lave«, siger han.

Læs også: http://www.udenfor.dk/dk/Menu/Nyheder/Hjeml%C3%B8se+skal+vise+deres+K%C3%B8benhavn+frem