Cyklist efter ulykke: »Min største frygt i trafikken er elcyklister«

Julie Hyld skulle en tur på skadestuen efter et sammenstød med en elcyklist.
Foto: Privat

Elcykler har for alvor indtaget hovedstaden. Koncepter som Bycyklen har gjort det muligt for enhver at leje elcykler i København med få hundrede meters mellemrum – ung som gammel, turist som københavner.

Men der er en bagside af medaljen, mener motionscyklisten Julie Hyld. For et par uger siden brækkede hun armen i en kollision med en elcykel, og det er ikke første gang, hun har haft problemer med elcykelister.

– Min generelle holdning til elcykler er helt vildt negativ, fordi det langt fra er alle, der kan finde ud af at kontrollere dem. Jeg oplever ofte, at det folk, der ikke er vant til at køre i den hastighed, som tager en elcykel, siger Julie Hyld.

Hun er 28 år og bor på Vesterbro, og cykling er hendes primære transportmiddel. Hver dag cykler hun til sin arbejdsplads i indre København, og benytter derudover motionscykel minimum et par gange om ugen på distancer af mindst 65 kilometer.

Jeg hører tit fra folk i min omgangskreds, at de slet ikke mener at turister burde have mulighed for at leje elcykler
Julie Hyld, motionscyklist

Læs også: Flere seniorer kommer til skade på cyklen 

– Jeg oplever tit problemer, når jeg er ude på min racercykel. Når man kører racercykel, er man rimelig bevidst om at opføre sig ordentligt i trafikken. Men elcyklister kører ofte hasarderet og skaber farlige situationer, siger Julie Hyld.

Kræver øvelse

Elcyklerne er et godt koncept, men det er vigtigt at tage sine forholdsregler, inden man bruger dem, mener Marianne Foldberg Steffensen, der er leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.

– Det handler om erfaring. Man skal øve sig, når man bruger en elcykel. Man skal være opmærksom på elcyklens kræfter, hvis man ikke har prøvet det før, siger hun.

Læs også: Cyklist offer for københavnerfænomen

Transportforsker Malene Freudendal-Pedersen mener også, at elcykler gavner samfundet. Det giver muligheder for rigtig mange mennesker, men forbrugerne skal være særligt opmærksomme på farten, siger hun.

– At der ikke er nok plads på cykelstien til alle de forskellige typer tempi, er et problem i København. Måske skal man til at tænke på at lave cykelstier, hvor der er plads til forskellige tempi, siger Malene Freudendal-Pedersen.

Turister er særligt farlige

Som gæst i byen er det de tohjulede, der er blandt de bedste måder af udforske byen på, står der på VisitCopenhagens hjemmeside. Personligt synes Julie Hyld, at adgangen til elcykler for turister skal skærpes.

– Jeg hører tit fra folk i min omgangskreds, at turister slet ikke burde have mulighed for at leje elcykler. Personligt synes jeg også, at man burde opstille nogle regler for, hvordan man skal bruge dem ordentligt.

Sådan gjorde vi: Jeg kom i kontakt med en case, der for nyligt havde brækket armen som følge af et sammenstød med elcykler. Derefter lavede jeg telefoniske interviews med ekspertkilder, der kunne udtale sig om fordele og ulemper forbundet med elcykler i København og generelt.