I 2002 gled Metroens elektroniske døre for første gang op for de københavnske pendlere. Fødslen var hård og modtagelsen blandet. ”Vi skulle have haft den Metro for 100 år siden”, tænkte Jeanette Moss, da Metroen blev bygget. I dag tager hun det underjordiske tog dagligt, når hun skal fra Lufthavnen til Billedkunstskolen på Kongens Nytorv, hvor hun arbejder.
Palle Bærentzen er enig. Han har arbejdet som rengøringsmand i Metroen siden 2004. Selvom han ikke har været med helt fra start, husker han tydeligt dengang, Metroen blev bygget.
”Jeg bor på Frederiksberg på Nordre Fasanvej, og jeg kan da huske, de flyttede den gamle lokalstation tyve meter. Dengang tænkte jeg, at det var 100 år for sent. Vi skulle have haft Metroen meget tidligere.”
De københavnske pendlere er dårligt opdragede
Metroen har været Palles arbejdsplads de sidste otte år, men for de fleste er den bare et hurtigt og effektivt transportmiddel, der tager dem fra A til B.
”De fleste folk er jo stressede. De skal nå noget. Det er jo det, de bruger metroen til som pendlere. Så nogen gange er det lidt stressende og forvirrende at arbejde her. Der er så helvedes mange mennesker, og de opfører sig ikke lige pænt alle sammen. Man skulle tro, de slet ikke var opdraget hjemmefra, dem der kommer hernede. De efterlader deres affald over alt. Så er det jo svært at få det til at se pænt ud.”
Metroselskabet spiller op til fest
Metroen er velholdt og skinnende ren. Det er fredag morgen. Gulvet er en mosaik af tunge vinterstøvler, skinnende herresko og tennissko i spraglede farver. Pendlerne står stuvet sammen. Nogen lader øjnene søge de kroge af toget, der ikke allerede er besat af blikke, imens andre begraver sig i gratisaviser og smartphones.
Midt i menneskemassen står Henrik Silver. Han har en Sinatra inspireret hat på hovedet og en kæmpestor tuba om halsen. I selskab med tre andre jazzmusikanter er han på vej til Nørreport, hvor de skal spille i anledningen af Metroens fødselsdag. Orange kaffekopper fra 7-eleven lyser op i hænderne på dem.
”Vi startede med at spille for ingen mennesker på Kongens Nytorv klokken syv i morges. Folk bliver enormt glade, når de kommer forbi”, fortæller kollegaen Jan Harbeck. ”Ja, og så er der dem, der holder sig for ørene”, tilføjer Henrik Silver: ”De synes, det er meget tidligt til den slags jazzmusik.”
Dengang Metroen var noget, man så på TV
Over jorden holder Metroselskabet fødselsdagsfest. Balloner, ballet, jazzmusik og ganegodter skal gøre pendlernes dag til en fest. Fødselsdagsbarnet selv kan desværre ikke komme med. Under jorden hænger et par enlige balloner, og der er klistret flag i forruderne på de førerløse tog, men ellers går metroen, helt som den plejer.
Christian og datteren Silja er nogle af de københavnere, der tager Metroen hver dag. ”Vi bruger metroen hver dag, flere gange om dagen, når vi skal på arbejde eller ud og handle”, fortæller Christian.
I dag går turen fra hjemmet nær Lindevang Station til Frederiksberg, hvor de skal i svømmehal. Badetøjet er pakket i en stor taske, der kigger frem under klapsæderne, som de har slået sig ned på.
Christian mindes da, man byggede Metroen: ”Da Metroen blev bygget, boede vi stadig i Jylland. Dengang var Metroen sådan noget, man så på TV. Jeg kan huske, vi tænkte, at næste gang vi var i København, skulle vi prøve at have en tur med Metroen”. Turen husker han helt tydeligt: ”Den var jo splinterny. Det var næsten sådan helt futuristisk.”
”Der skete der virkelig noget”
Der er sket meget i Metroen siden da. ”Der har været fødselsdage, mavedans på Nørreport og noget, der hed Urban Forrest, hvor balletdansere fra den Kongelige Ballet dansede op og ned af rulletrappen og i elevatoren”, husker Palle Bærentzen.
En af de arbejdsdage, han husker bedst, var under klimakonferencen COP15 i 2009. ”Den dag havde Metroen det højeste passagertal nogensinde. 240.000 passagerer på en dag. Der kom jo 100.000 demonstranter ud til Bellacenteret, og så skulle de jo alle sammen tilbage igen. Det var håbløst!”
Overskægget danser over overlæben, imens Palle fortæller om den kaotiske dag. Med rutineret balance læner han sig stabilt op af en stolpe. Hans øjne følger fraværende stationerne, efterhånden som de driver forbi, men de liver op, som han nærmer sig enden på sin beretning. Trods sine 59 år, ligner han en skoledreng, der har hængt trusser til tørre på lærerens bil, da han med et gavtyvesmil runder historien af med et: ”Det var skide sjovt! Der skete der virkelig noget.”
Metroen er uundværlig
I løbet af de sidste ti år er Metroen blevet uundværlig for mange københavnske pendlere. ”Den betyder rigtig meget. Alternativet for mig er at tage bussen på arbejde, og det ville jo tage tre-fire gange så lang tid”, forklarer Christian, inden Silja og han hopper af på Frederiksberg Station.
Når Metroen mod forventning ikke kører, kan man virkelig se, hvor vigtig den er blevet for trafikken i København, fortæller Palle. Han har ofte har siddet med på første parket, når teknikken svigter. ”Busserne og taxaerne slet ikke klare det pres, der kommer. Der er som regel 80.000 mennesker med på en helt almindelig formiddag. Går Metroen i stå, så går al trafik i stå. Pludselig står der 200-300 mennesker ved sådan et busstoppested og skal med.”
I Vanløse stiger Palle af for at hente sin rengøringsvogn, så han kan holde fødselsdagsbarnet pænt på dagen. Præcis som han gør alle andre dage. Han trækker kraven på den blå uniform tættere op omkring halsen, og lister ud på perronen, hvor den gule vest forsvinder mellem menneskene, der står klar til at tage Metroen, som den vender om og sætter kurs mod Lufthavnen.
Læs også Københavns førerløse tog fylder rundt og Portræt af en 10 årig maskine i udvikling