Dansk startup sender nu paller til udlandet: »Det er et mål, vi i lang tid har stræbt efter«

Den danske iværksætter, Caner Atici (t.h.), har med sin startup siden 2018 leveret nødder til eventsteder, tankstationer, kantiner, caféer, og mange andre steder rundt omkring i Danmark
Foto: Fiddle’s

For mange virksomheder er det at få sendt paller til udlandet en del af kerneopgaverne, men for Fiddle’s, der producerer krydrede og glaserede nødder i Glostrup, er det starten på et nyt kapitel. Indtil for nylig har Fiddle’s udelukkende solgt til danske virksomheder, og at der nu er hul igennem til det internationale marked glæder Caner Atici, der er ejer og administrerende direktør.

– Vi sender faktisk i forvejen pakker til private i udlandet, men det er første gang, vi kommer ind i en udenlandsk detailkæde. Det er faktisk ret stort, at vi er nået her, hvor vi kan sende tre europaller på 210 centimeter i højden til Island. Det er et mål, vi i lang tid har stræbt efter, og når det så bliver til virkelighed, så er det jo fedt.

Man må trække i nødbremsen, hvis det går for stærkt
Fiddle’s har de seneste år været i rivende vækst, hvor kundeporteføljen i dag tæller navne som Bremen Teater, Q8 og VEGA, og nu også islandske Samkaup, der driver 60 dagligvare- og discountbutikker i Island. Dog er der visse bump på vejen for Caner Atici og hans virksomhed, som beskæftiger én fastansat, og selvom virksomheden oplever en stor interesse i produktet, er det ikke lige nemt for startuppen at skalere produktionen, lyder det fra Caner Atici.

– Vi er et sted, hvor det er vanskeligt at skalere. Hvis vi forestiller os, at en stor detailkæde i Danmark vil have vores produkter i alle sine butikker, har vi simpelthen ikke kapacitet nok til at fremstille dem. Derfor er det vigtigt for os at tænke strategisk i forhold til, hvor vi vælger at udvide. I dag kan vi kun pakke 3.000 poser om dagen, men her i løbet af 2023 får vi en ny maskine, som vil øge produktionskapaciteten til at kunne pakke mellem 12.000 og 15.000 poser per dag.

Stigende interesse i iværksætteri
Caner Atici er blot en ud af mange iværksættere i Danmark, og det danske iværksættergen er de seneste år blevet styrket, lyder det i en analyse fra Dansk Erhverv. Fra 2018 til 2022 er andelen af danskere i gang med at starte ny virksomhed steget med 3,3%-point til 4,2%. Det glæder Jasmina Pless, der er Chef for iværksætterpolitik ved Dansk Erhverv, men hun mener stadig, vi har en del at indhente.

– I Danmark er vi så privilegerede, at der er en rigtig god mulighed for at få job, og det betyder jo så, at iværksætterlivet er i skarp konkurrence med livet som ansat. Vi kan se i andre lande, at iværksætterlivet kan være en af de få muligheder, der er, og det har så den effekt, at iværksætterånden er betydelig mindre i Danmark.

I et land som Danmark er det bliver de fleste iværksættere af ren og skær lyst og motivation, pointerer Jasmina Pless og henviser til, at det i andre lande kan være den eneste vej til et godt liv.

Læs også: Ung iværksætter strikker sweater-skulptur til Aarhus Pride

– Det, der er godt ved iværksættermiljøet i Danmark er, at folk ofte starter noget op, fordi de har en rigtig, rigtig god idé. Så det er ikke, fordi iværksætterne bliver tvunget til at plukke æbler og sælge dem på et marked, men starter en virksomhed fordi de føler, at de reelt kan gøre en forskel.

Det er ikke kun de gode vilkår på det danske arbejdsmarked, som gør, at vi blot ligger på en 13. plads i andel af iværksættere i OECD-landene. Vi bør se mod Holland, som har en iværksætterandel på 14,2%. Det er betydeligt højere end i Danmark, hvor tallet ligger på 8,6%, mener Jasmina Pless.

– Måske er det leje, som Holland har, et rigtig godt og sundt leje. I Holland er der rigtig gode incitamentsstrukturer – de har eksempelvis gjort det nemt for virksomheder at betale deres medarbejdere i aktier, så man kan give ejerandele til sine ansatte. Så er der også betydeligt bedre og mere favorable skattevilkår sammenlignet med Danmark.

Iværksætteri er et hit i populærkulturen
Danskerne er også begyndt at se mere positivt på iværksættere som faggruppe, viser analysen. Fra 2018 til 2022 er der sket en stigning på 16%-point i andelen af danskere, som ser positivt på iværksættere som faggruppe. Jasmina Pless mener, at udviklingen skyldes populærkulturens indtog i iværksætteriet.

– Vi kan jo virkelig se, at programmer, som Løvens Hule har været med til, at den generelle befolkning også har fået øjnene op for iværksætteri. For folk, der ikke kender nogen iværksættere eller måske ikke er så tæt på iværksætteri i deres hverdag, der er det jo rykket ind i stuerne i bedste sendetid. Derfor har den danske befolkning fået en langt større interesse for iværksætteri og et bedre kendskab til, hvad det vil sige at være iværksætter.

FAKTA: Iværksætterlysten stiger i Danmark

  • Danmark har en iværksætterandel på 8,6%, hvilket er under OECD-gennemsnittet, der ligger på 10,3%.
  • Der er i 2020 blevet stiftet 34.779 nye virksomheder. Det er det højeste antal nye virksomheder siden 2008.
  • I 2022 har 4,4% af befolkningen startet en virksomhed indenfor de sidste 3,5 år, hvilket er en stigning på 1%-point fra 2020.
  • Andelen af befolkningen der i 2022 var i gang med at starte ny virksomhed er steget til 4.2% fra 2,1% i 2020.
  • Danmark ligger på 12. plads i andelen af iværksættere på tværs af OECD-landene. I 2018 lå Danmark på en sidsteplads

Kilde: Dansk Erhverv

Danske iværksættere skal tænke større
Det er langt fra alle danske iværksættervirksomheder, der har ambitioner om at skalere deres virksomhed ud over landets grænser. I Danmark er der ofte en mindre interesse for iværksætterne i at skalere og eksportere til udlandet, når vi sammenligner med vores nordiske naboer, lyder det fra Jasmina Pless.

– Når vi spørger iværksætterne: hvad er dine ambitioner? Skal denne virksomhed vokse ud over landets grænser? Så er der betydeligt flere i f.eks. Sverige, som svarer, at de har en ambition om, at virksomheden skal være global. I Danmark er ambitionen ofte, at beholde virksomheden i Danmark, men de virksomheder, der så tager skridtet og skalerer virksomheden internationalt, har ofte god succes med det.

Læs også: Nye ideer skal gøre tilværelsen lettere for iværksættervirksomheder

Hvad der kan skyldes den manglende vilje til at få en fod inde i det internationale marked er ifølge Jasmina Pless svært at svare på, men hun peger på, at de danske iværksætteres tilgang er et godt sted at starte.

– Jeg tror, desværre, at det drejer sig om jantelov. Man kommer måske ofte til at vurdere, at ens muligheder er mindre end de i virkeligheden er.

Sådan gjorde vi: Journalisten følger virksomheden og den administrerende direktør, Caner Atici på det sociale medie LinkedIn, hvor der blev lagt et indlæg op som annoncerede Fiddle’s nye samarbejdsaftale med den islandske detailkæde, Samkaup. Journalisten tog efterfølgende kontakt til Caner Atici med henblik på at foretage et interview, som kan give os et lille vindue ind i iværksætterverdenen. Herefter researchede journalisten om iværksætteri i Danmark, hvor han stødte på Dansk Erhvervs analyse, “Danskernes iværksætterlyst er steget.” Efterfølgende blev Jasmina Pless kontaktet af journalisten med henblik på at gennemføre et interview, som kunne sige noget overordnet om iværksætterlandskabet i Danmark.