
Foto: Jonathan Muldkjær Hørlyck
Der lægges op til en diskussion om en af de vigtige beslutninger i Allerød, når den strategiske byplanlægger Mathias Thøgersen d. 25. april samler borgere, politikere og fagfolk til debatmøde om Centerhallens fremtid. Det sker i Centerhallens egne lokaler.
Spørger man Mathias Thøgersen selv, så er intet afgjort, før hallens buede tag ligger i grus. Flertallet bestemmer, indtil flertallet ikke længere er der, og ifølge Mathias Thøgersen kræver det blot, at 11 byrådsmedlemmer ombestemmer sig.
Selvom et flertal i byrådet allerede har stemt nedrivningen igennem, tror Mathias Thøgersen stadig på mulighederne. Spørger man manden bag initiativet til mødet, er beslutningen tilmed forældet i en tid med store klimaambitioner.
– De her planer for Centerhallen er ude af trit med, hvad der ellers sker rundt om i landet, siger han.
Mathias Thøgersen, der tidligere har arbejdet med byplanlægning sammen med Københavns Kommune, har gennem netop dette arbejde haft fokus på, hvordan man gør byer mere bæredygtige og attraktive. Han mener generelt, at der bør bevares langt flere bygninger, især når man har omtanke for klimaet.
– Vi skal bevare langt flere bygninger, end vi har gjort hidtil, i forhold til klimaet, men også i forhold til biodiversitet. Det ressourceforbrug, der er ved at bygge nyt, hvis det skal ske, er ret stort, siger han.
Det kunne da være interessant, hvad klimaregnskabet så er, men det har vi ikke regnet på.
Karsten Längerich (V), Borgmester i Allerød Kommune.
I et notat fra Allerøds byråd fremgår det, at pladsen skal bruges til parkeringspladser, og at selve nedrivningen anslås til at koste 1 million kroner. Mathias retter her en kritik mod selve argumentet for behovet for parkeringspladser. Ifølge ham er det en forældet tilgang til byudvikling.
– Troen på, at man skaber et godt byliv bare ved at bygge parkeringspladser, er noget man tænkte i 60’erne, men ikke så meget i dag, siger Mathias Thøgersen.
Mathias Thøgersen mener, at der er masser af plads til biler i området i forvejen, og foreslår at tænke i mere kreative og målrettede løsninger som eksempelvis ved at reservere pladser til ældre. Han tilføjer desuden:
– I 90 procent af tiden er der masser af parkeringspladser i bymidten.
Fakta om Centerhallen
- Centerhallen, som den står i dag, er bygget efter, at den oprindelige brændte ned i 2005.
- Den oprindelige Centerhal blev bygget i 1954.
- Det er ikke første gang, at hallen er nedrivningstruet. Første gang var i 1970’erne.
Kilde: alleroed-online.dk -
Læs også:Netavisen – Kulturhal kalder sidste omgang
Borgmester: Det er til fordel for klimaet at rive hallen ned
Allerøds Borgmester, Karsten Längerich (V), afviser dog kritikken. Ifølge ham er Centerhallen i dag stort set ubenyttet, og det giver derfor bedre mening at fjerne den.
– Vi har en hal stående, som der er meget få brugere af. Kommunen bruger en masse energi på at holde den opvarmet og vedligeholdt. Så den vej rundt er det en forbedring ikke at varme hallen op, frem for at varme den op, siger han.
Selvom man i princippet kunne have renoveret bygningen, ser borgemesteren klimaperspektivet som et argument for selve nedrivningen. I den forbindelse er en istandsættelse ikke en grønnere løsning, og borgmesteren mener derimod, at sådan et projekt vil koste for meget på energikontoen. Han siger:
– Hvis vi skal bibeholde en masse gamle bygninger, som der er få brugere af, så kommer vi til at bruge meget energi både på at renovere dem og vedligeholde dem i den stand.
Men til spørgsmålet om det konkrete klimaregnskab erkender borgmesteren, at Allerød Kommune ikke har regnet på klimakonsekvenserne af nedrivningen. Han siger:
– Det kunne da være interessant, hvad klimaregnskabet så er, men det har vi ikke regnet på.
Sådan gjorde vi: Nyheden tager udgangspunkt i en begivenhed delt på Facebook, der inviterede til debatmøde om Centerhallens fremtid i Allerød Kommunes. Dette debatmøde kommer i kølevandet på en langvarig debat om Centerhallen. Begge interviews er foretaget telefonisk.