På gågaden i Dragør finder man flere lokale butikker, men ifølge rapporten, Lokale erhvervspræstationer 2022 fra IRIS Group ligger kommunen i bunden af listen, når det kommer til de lokale erhvervspræsentationer. Helt præcist ligger Dragør nummer 71 på listen, der inkluderer alle landets 98 kommuner.
IRIS Group måler årligt alle danske kommuner på et samlet indeks over lokale erhvervspræstationer. Rapporten giver derfor indblik i, hvordan erhvervslivet klarer sig rundt omkring i landets kommuner.
Rapporten er baseret på data fra 2020, oplyser IRIS Group på deres hjemmeside.
Rapportens hovedresultater:
- Gentofte Kommune er placeret øverst på listen som den kommune, der har landets bedste kommunale præstationer.
- Nederst på listen ligger Stevns Kommune placeret.
- Hovedstaden dominerer listens top ti med kommunerne: Gentofte, Ballerup, Glostrup, Brøndby, Tårnby og Gladsaxe.
Lufthavn volder problemer
Udover de lokale butikker i Dragør by ligger Københavns Lufthavn også placeret på sydspidsen af kommunen. Vender man blikket mod lufthavnen, kan netop den være årsagen til, at Dragør scorer lavt, når det kommer til kommunens erhvervspræstationer. Sådan lyder det fra Jens Nyholm, som er direktør i IRIS Group.
– Københavns Lufthavns aktivitetsniveau faldt i 2020 til en tiendedel, af hvad det var tidligere, og den vestlige del af Københavns Lufthavn ligger i Dragør, så dér ligger nogle transport- og logistik virksomheder, som har været hårdt ramt i krisen, fordi de leverer til lufthavnen, der har været lukket, siger Jens Nyholm.
Vejen frem for Dragør
Men ude på den Amager Sydspids’ gågade ser rapportens billede af en by i erhversmæssig krise noget anderledes ud. Sådan lyder det i hvert fald, når man taler med Nicklas Kristensen, der er indehaver af herretøjbutikken, EAST of Copenhagen.
Så det er ikke et billede, du kan nikke genkendende til?
– Nej, ikke rigtigt. Når man kigger rundt herude i Dragør, så syntes jeg faktisk, at det går rigtig fint for de butikker herude, siger Nicklas Kristensen, der til august har haft butikken i Dragør i ti år.
Læs også: Danske erhvervselever skal også dygtiggøres i digitale kompetencer
Nicklas Kristensen mener selv at have fundet nøglen til, hvordan man kan fremme Dragørs lokale erhvervspræstationer. Ifølge ham handler det om kreativitet.
– Det handler om at tænke ud af boksen, for eksempel i form af brands. Jeg har mange kunder, der spørger: ‘Hvorfor har du ikke Tommy Hilfiger’. Så svarer jer: ‘Fordi du kan købe Hilfiger i 140 andre butikker i Danmark’, siger han.
Sammenlignet med sidste år er Dragør Kommune gået 8 pladser frem, viser rapporten. Nabokommunen Tårnby ligger til forskel fra Dragør Kommune i toppen af listen på en niende plads.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen opstod på baggrund af rapporten. Først interviewede journalisten Nicklas Kristensen i sin butik beliggende i Dragør. Dernæst er Jens Nyholm interviewet telefonisk.