Carla Mickelborg har pailletter foroven, leopardpletter forneden og en tofarvet kasket på hovedet. På Emmerys på Østerbro lyser hun op imellem øko-safter og arabicabønner, mens hun drikker en kop kaffe.
– Det er fedt, når der er kontrast i hverdagen, så det hele ikke bare er ren leverpostejsmad, goddaw du.
Carla Mickelborg trækker sin iPhone op af lommen, hurtigt som en ladt pistol fra et hylster. Hun knipser et skud af sin kaffe. Americano med soyamælk. Carla Mickelborg er 24 år, studerer tv- og medietilrettelæggelse og blogger i sin fritid.
Det er svært, når jeg bliver træt og bliver nødt til at drikke kaffe. Eller når jeg bare craver noget helt vildt og derfor ikke kan holde fasten
Carla Mickelborg. Studerende, der faster to dage om ugen
Hun følger 5:2-kuren, som er den nyeste trend indenfor sundhed og diæter, fordi hun vil gerne tabe sig og være sund. Og Carla Mickelborg kan mærke en forskel.
– Efter en hel dags faste føler jeg mig høj på energi. Jeg føler mig i live, siger hun.
Det kan da ikke være sundt
På 5:2 -kuren spiser du som du plejer fem af ugens dage, men faster i de sidste to. Du må dog indtage 500 kcal på dine fastedage, hvilket svarer til en fuldfed ostemad og en caffe latte. Efter sigende vil du til gengæld både tabe dig og opnå en række andre gevinster på sundhedskontoen. Første gang Carla Mickelborg hørte om kuren var fra en ven.
– Da jeg hørte, at han fastede tænkte jeg, at det da ikke kan være sundt ikke at spise noget. Og han var pilot. Jeg ville da ikke tage ud og flyve med en, der ikke havde fået noget at spise.
Ikke desto mindre blev hun inspireret til at prøve principperne selv. Carla Mickelborg har før prøvet et hav af forskellige kure og har sin egen blog, hvor hun skriver om sine erfaringer. Faktisk har hun slet ikke tal på, hvor mange madmåder, hun har afprøvet.
Læs også: Chokolademand: Chokolade skal være nyt kostråd
Nyt er godt
Carla Mickelborg er dog ikke den eneste, der har kastet sig over den asketiske kur. Flere og flere danskere afprøver afholdenheden og holder ved. De craver åbenbart noget nyt, og det er 5:2-kuren. Ny og anderledes. Det tiltaler Carla Mickelborg.
– Det er altid motiverende at prøve nye kure. Jeg synes, at det er lidt for ensformigt, hvis man hele tiden skal spise på den samme måde.
Carla kaster med håret. Hårlokkerne krøller som snoet spaghetti, og hendes øjenvipper er lange og buede.
– Dagene op til en fastedag kan jeg godt tænke lidt meget i mad. Men når jeg først er i gang, så er det skønt. Det er rart, at jeg ikke skal tænke på mad. Der er ikke noget at fare vild i.
Hun smiler, når hun fortæller om sin slankekur, men det er ikke altid lutter lagkage, og fastekuren kan til tider blive en lidt for stor mundfuld.
Jeg kan bedst lide når noget er nyt og friskt og spændende. Der skal ske noget. Hvis der går for meget hverdag i den, så keder jeg mig, og så vil jeg væk
Carla Mickelborg. Studerende, der faster to dage om ugen
– Det er svært, når jeg bliver træt og bliver nødt til at drikke kaffe. Eller når jeg bare craver noget helt vildt og derfor ikke kan holde fasten.
Det er en af grundene til, at flere eksperter mener, at denne kur blot er endnu en i rækken. Tomme kalorier.
Læs også: Forsker sulter sig hver anden dag
- Diæten blev først udbredt i England, efter at Michael Mosley, en kendt læge og TV-vært, udgav en bog om den. Derudover afprøvede han kuren på egen krop i dokumentaren ”Eat, Fast and Live Longer”.
- Efter sigende skulle fasten kunne udløse en række sundhedsgevinster som vægttab, fornyet energi og nedsat risiko for at udvikle en række livsstilssygdomme som diabetes og hjerte-karsygdomme.
- Der er stadig kun begrænset videnskabeligt belæg for effekterne af 5:2-kuren.
Faste er ikke helt tosset
Carla tager et sip af sin soyalatte. Hendes leopardben er urolige, og hun vender blikket mod vinduet og Østerbrogades vrimmel.
– Jeg kan bedst lide når noget er nyt og friskt og spændende. Der skal ske noget. Hvis der går for meget hverdag i den, så keder jeg mig, og så vil jeg væk.
En trang hun dog også tilskriver det at være ung, og som måske forsvinder med årene.
– Jeg håber da, at jeg på et tidspunkt har prøvet nok kure af og har fundet min helt egen vej i det. Men det med at faste – det synes jeg ikke er helt tosset.
Carla griber sin similibeklædte telefon og spejler sig i den skinnende overflade. Hun tager et billede og sender det, selvom hun ikke synes, at det var helt godt nok. Hun tager et nyt senere.
One Response to "»Efter en hel dags faste føler jeg mig i live«"