Efter flytning: »Jeg bor i Ishøj, men mit hjem er Vallensbæk«

Da Linda Erleben blev skilt, gik ned med depression og blev arbejdsløs i 2012, måtte hun flytte fra sit hjem i Vallensbæk til en almen lejebolig i Ishøj.

Linda Erleben fik tilbudt en almen lejebolig i Vallensbæk til 12.000 kr. om måneden, men hendes økonomi var ikke den samme som før skilsmissen. De almene lejeboliger, som Linda Erleben faktisk havde råd til i Vallensbæk Kommune, havde en venteliste på 15-20 år. Så da hun fik tilbudt en almen lejebolig i Ishøj til 6.000 kr., så hun ikke andre muligheder end at flytte fra sin hjemkommune Vallensbæk.

Det gik især udover hendes to børn, der gik i skole i Vallensbæk.

– Det er især mine børn, det har haft konsekvenser for. De har ikke noget socialt liv i Ishøj, da de stadig går i skole i Vallensbæk, hvor deres far bor. Det har også været svært for mig. Selvom jeg har boet i Ishøj de sidste ni år, så føler jeg, at mit hjem er Vallensbæk, siger Linda Erleben.

Professor: Almene boliger er borgernes sikkerhedsnet

En undersøgelse fra Landsbyggefonden fra 2018 viser, at mens landsgennemsnittet for andelen af almene lejeboliger i kommunerne er på 12 pct. af den samlede boligmasse, så er kun 7 pct. af den samlede boligmasse i Vallensbæk Kommune almene lejeboliger.

Professor John Andersen fra Roskilde Universitet, der forsker boligmarkedet, peger på, at det er middelklassens sikkerhedsnet, det går udover, når en kommune ikke bygger nok almene lejeboliger.

– Middelklassen kan også blive syge, de kan miste deres arbejde eller blive skilt. At have almene boliger fungerer som et sikkerhedsnet for borgerne. Det gør, at man for eksempel ikke skal rykke sine børn ud af deres skole, når man bliver skilt, fordi man ikke har råd til en ejerbolig, siger John Andersen.

Vennerne må ikke komme til Ishøj

Selvom Linda Erlebens børn fortsatte deres skolegang i Vallensbæk, så synes hun alligevel, at flytningen har haft negative konsekvenser for børnenes sociale liv.

– Der er nogle af mine børns venners forældre, der siger, at de ikke må tage til Ishøj og lege udenfor, fordi de synes, at Ishøj er farligt. De tror, at børnene skal ned og spille fodbold i et nabolag, hvor der er masser af bander og kriminalitet, siger Linda Erleben.

Dette billede overrasker ikke professor John Andersen.

– I de her homogene områder opstår der nemmere stereotyper omkring ‘de andre’. Det, at håndværkeren og akademikeren bor i samme kommune, fungerer som en vaccination imod fjendebilleder og stereotyper, siger John Andersen.

I dag arbejder Linda Erleben som statsautoriseret fodterapeut i sin gamle hjemkommune Vallensbæk. Et arbejde som ikke kan betale for en bolig i Vallensbæk.

Fodterapeut er det, man kalder et velfærdserhverv. Et arbejde som er med til at sikre den velfærdsmodel, som er karakteriserende for, hvordan det danske samfund er indrettet. Professor John Andersen fortæller, at kommuner der ikke bygger billige almene lejeboliger, har sværere ved at tiltrække mennesker, der arbejder inde for disse erhverv.

– I kommuner som Vallensbæk, der også vil levere ordentligt service til deres borgere, der er det et problem, hvis SOSU-medarbejderen, pædagoger eller lærere ikke har råd til at flytte til kommunen. Det er det godt at have nogen almene boliger, som de i hvert fald kan starte i, og så man kan gøre det attraktivt for disse mennesker, der sørger for at vores samfund hænger sammen, at flytte til kommunen, siger John Andersen.

Tre løsningsmodeller: straf, tvang eller den frivillige

John Andersen peger på, at der findes tre løsningsmodeller, hvis man i et samfund ønsker, at mennesker fra forskellige sociale lag kan bo i samme kommune. Han kalder dem tvang-, straf- og den frivillige model.

– I Frankrig gør man det, at kommuner, der ikke vil bygge almene boliger, simpelthen må betale. De får en økonomisk straf for det. De skal betale til en nationalfond, der sørger for, at der bliver bygget almene lejeboliger i andre steder i landet.

Den model kalder John Andersen strafmodellen. En anden løsning han fremhæver er, at man fra Christiansborg kan beslutte at gribe ind.

– Man kan vælge at tvinge kommunerne til at bygge flere almene lejeboliger ved at sige, at en obligatorisk procentdel af et nybyggeri – f.eks. 10 – 15 procent skal være almene lejeboliger, siger han.

Den sidste model John Andersen ser som en mulig løsning, kalder han for den frivillige.

– Hvis man politisk meldte ud fra Christiansborg, at man vil have, at de kommuner, der ligger langt under gennemsnittet, skal have flere almene lejeboliger, så kunne man forhandle noget tilskud til finansiering eller nogle andre incitamenter, så man gjorde det mere attraktivt for kommunerne at bygge lejeboliger, siger John Andersen.

Linda Erleben vil i hvert fald ikke tøve med at flytte tilbage til Vallensbæk, hvis der kom flere og billigere almene lejeboliger.

– Hvis jeg fik muligheden for at flytte tilbage til Vallensbæk, så vil jeg gøre det. Det vil slet ikke være noget, jeg skulle tænke over. Netværket er der, jeg arbejder der, og mine børn går i skole i Vallensbæk. Det er der, jeg føler mig hjemme, siger Linda Erleben.

Sådan gjorde vi: Jeg kom i kontakt med Linda Erleben gennem en Facebook-gruppe. Herefter kontaktede jeg professor John Andersen. Begge interviews er udført telefonisk.