Finansminister Bjarne Corydon (S) har netop fremlagt regeringens nye akutpakke, der skal sikre arbejdspladser til 12.500 langtidsledige, der står til at ryge ud af dagpengesystemet. Men pakken forpligter ikke virksomheder til at ansætte en langtidsledig, og derfor er det umuligt at sige, om pakken virkelig vil få 12.500 mere i arbejde. Sådan lyder det enstemmigt fra flere forskere ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.
“Der er noget elastik i det, som godt kan gøre én utryg og især ville gøre én utryg, hvis man er lige ved at falde ud over kanten (af dagpengesystemet, red.),” siger professor i arbejdsmarkedsforskning Per Kongshøj Madsen.
Præmien sikrer ikke ansættelser
Den nye akutpakke indebærer at virksomheder, der ansætter en langtidsledig på vej ud af dagpengesystemet, efter tolv måneder får op til 25.000 kr. i præmie. Man håber derved, at virksomhederne vil ansætte omkring 12.500 langtidsledige.
Selvom regeringen har indgået aftalen med Dansk Arbejdgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner er arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard ikke overbevist om, at det forstørrer sandsynligheden for, at virksomhederne vil ansætte flere ledige.
“Man kan sige, at hovedorganisationerne har godkendt aftalen, men det er jo ikke ensbetydende med, at den enkelte arbejdsgiver ude i den enkelte kommune vil følge den her anbefaling,” forklarer han.
Per Kongshøj Madsen kalder pakken “en forholdsvis blød model” og peger på, at det er svært at sige, om 25.000 kr. er nok til at få virksomhederne til at ansætte en langtidsledig frem for at vælge frit mellem ansøgere.
Thomas Bredgaard deler bekymringen: ”Det er en tilskyndelse man får, og det har vi så også til gode at se, hvordan arbejdsgiverne vil reagere på. Det handler også lidt om, om man føler et samfundsansvar.”
Afhænger af flere faktorer
Ifølge Per Kongshøj Madsen afhænger akutpakkens succes også af andet end, om virksomhederne vil ansætte flere ledige for et pengebeløb. Pakken vil for eksempel virke i langt højere grad, hvis der kommer fremgang i beskæftigelsen generelt. Om akutpakken virkelig får 12.500 langtidsledige i arbejde vil, ifølge arbejdsmarkedsforskeren, først kunne vurderes i juli næste år.
Læs også: