Fællestræning på arbejdspladsen nedsætter smerter

Frygten for at tage på i vægt får rygere til at starte på motion ved rygestopFoto: USAG-Humphreys
Motion i arbejdstiden sammen med kollegaerne er langt mere effektivt end hjemmetræning. 
Foto: USAG-Humphreys

Sundhedsarbejdere har en stor risiko for at få muskel- og ledsmerter på grund af det fysisk hårde og anstrengende arbejde, de udfører. Smerterne kan medføre et langvarigt sygefravær. Ved at træne kan man nedsætte anstrengelserne under arbejdet med patienterne, og derved kan smerterne blive mindre.

Træning sammen med kollegaer i arbejdstiden nedsætter anstrengelserne og smerterne yderligere. Det viser et eksperiment udført af et forskerhold hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som hører under Beskæftigelsesministeriet.

Læs også: SOSU’er og sygeplejersker anmelder mere vold

200 danske sygeplejersker, fordelt på tre københavnske sygehuse, har deltaget i eksperimentet. Sygeplejerskerne blev inddelt i to grupper: 89 skulle selv finde tid til at træne uden for arbejdstiden, og 111 skulle træne i arbejdstiden sammen med kollegaer under vejledning af en træningsinstruktør.

– Sygeplejerskerne, der trænede på arbejdspladsen, trænede i ti minutter ad gangen. De havde mulighed for at deltage dagligt mandag til fredag, oplyser Lars Andersen, der har været ansvarlig for undersøgelsen.

Fællestræning gavner mere end hjemmetræning

Forskningsresultaterne peger på, at der er forskel på om man træner alene derhjemme eller sammen med kollegaer på arbejdspladsen. Projektets resultater viser, at sygeplejerskernes fysiske anstrengelser blev nedsat mest hos de, der trænede sammen i arbejdstiden.

Det må gøre en forskel, at man rejser sig fra sin stol og får rettet ryggen, men det kan ikke erstatte, at vi selv skal træne, når vi kommer hjem.
Anne Jacobsen, fysioterapeut og arbejdsmiljøkonsulent på Bisbjerg og Frederiksberg Hospital.

Ud over de færre smerter og det nedsatte sygefravær styrker fællestræningen forholdet mellem kollegaer. Det mener Lars Andersen.

– En anden fordel er, at det giver forbedrede samarbejdsrelationer inden for de teams, som de arbejder i, fortæller Lars Andersen.

Læs også: Tre trin til at finde motivationen til træning

Træningen fortsætter på Bispebjerg og Frederiksberg

På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har man efter projektets afslutning valgt at tilbyde træning i arbejdstiden på 21 afdelinger, og træningstilbuddet er blevet taget godt imod af de ansatte.

– Da projektet kørte, var det kun sygeplejersker, der fik lov at være med. Der var nogle medarbejdere, der syntes, at det var lidt uretfærdigt. Alle træningsredskaberne var der, så jeg tænkte: ”hvorfor ikke fortsætte og prøve at se, om det kan lykkedes os at fortsætte sådan et initiativ?”, fortæller Anne Jacobsen, fysioterapeut og arbejdsmiljøkonsulent på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Ifølge Anne Jacobsen er det vigtigt at have en pause i løbet af arbejdsdagen, hvor man kan få rettet ryggen op og få pulsen op.

– Jeg synes, at man skal have en aktiv pause i løbet af en arbejdsdag, uanset om man arbejder som sygeplejerske, sidder som lægesekretær, eller står i køkkenet og laver mad. Min holdning til dette, som fysioterapeut, er, at vi skal have mere sundhed frem på arbejdspladsen.

Træning for dem der har tid og lyst

Anne Jacobsen fortæller, at træningen ligger uden for de travle perioder i løbet af arbejdsdagen. Den ligger først på dagen eller ud på eftermiddagen, hvor patienterne ikke skal føres til røntgen eller opereres, siger Anne Jcobsen.

– Det er, hvor de lige kan trække ti minutter ud, og så er det for dem, der har tid og lyst. Man tilfører en energi, men man tager jo også noget tid fra arbejdet, men det gives godt igen. Det skaber en arbejdsglæde og en energi. Det skaber også et øget samarbejde blandt de deltagende, fortæller Anne Jacobsen.

Det er dog vigtigt, at man ikke lader de korte træningspauser i løbet af arbejdsugen blive en erstatning for selv at dyrke motion i fritiden.

– Forskerne har fundet ud af, at det giver en ændring i smerteniveauet. Min baggrundsviden siger, at det må gøre en forskel, at man rejser sig fra sin stol og får rettet ryggen, men det kan ikke erstatte, at vi selv skal træne, når vi kommer hjem, afslutter Anne Jacobsen.