Fattige børn er oftere ensomme

En ny undersøgelse viser sammenhæng mellem ensomhed og familiens økonomiske situation. »Det er ikke lige så udtalt, som det var i gamle dage, men det er der stadigvæk,« siger professor.
Foto: Torsten Cordes

Ensomhed.

Den følelse genkender knap hver sjette barn fra familier, der har færre penge end andre familier. Det viser en ny undersøgelse fra Børns Vilkår, der samtidig kan konkludere at, det kun er fem procent af de børn, som har angivet, at deres familie har flere penge end andre, der føler sig tit eller meget tit ensomme.

– I vores undersøgelse kan vi se en sammenhæng mellem familiens økonomi og barnets følelse af ensomhed. Vi har ikke et direkte svar på hvorfor. Et bud kan være, at forældrene måske ikke har samme overskud til at vise interesse for børnene, og at der måske heller ikke er råd til, at barnet kan deltage i samme aktiviteter som andre og dermed føler sig udenfor og anderledes, fortæller direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Her er resultaterne fra rapporten:

Børnene skulle i undersøgelsen selv angive familiens økonomiske situation, hvilket jo ikke kan sammenlignes 1:1 med familiernes reelle økonomiske situation, men der findes andre undersøgelser, som finder samme sammenhæng.

Sidste år undersøgte Syddansk Universitet ensomhed i forhold til socialgrupper og fandt frem til, at forekomsten af ensomhed er dobbelt så stor i lav socialgruppe som i høj socialgruppe. Det var nemlig kun 4 pct. fra høj socialgruppe, der ofte eller meget ofte følte sig ensomme, hvorimod det var hele 8 pct. fra lav socialgruppe, som ofte eller meget ofte følte sig ensomme.

Det er noget, professor emeritus ved Syddansk Universitet Bjørn Evald Holstein, som har forsket i ensomhed, godt kan genkende:

– Det er rigtig nok, at der er nogle forskelle mellem socialgrupperne. Børn fra lavere socialgrupper har lidt højere grad af ensomhed. Det er ikke lige så udtalt, som det var i gamle dage, men det er der stadigvæk, siger han.

Børnefattigdom har store negative konsekvenser

Forklaringen på sammenhængen mellem ensomhed og socialgruppe er ikke enkel:

– Der er ikke noget enkelt svar på det, men af årsagerne er, at børn, der lever i familier med lav socialgruppe, har flere belastninger at bøvle med i deres dagligdag. De lever oftere i familier, der er i kaos, de har oftere tynde sociale netværk af venner, og de bliver belastet af deres forældres økonomiske problemer, hvilket alt i alt kan resultere i ensomhed, siger Bjørn Evald Holstein.

Læs også: Fattige børn er ensomme

Direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjedahl, mener, at det er vigtigt at kunne følge udviklingen i fattigdom og reducere den, fordi den kan have store negative konsekvenser for børn:

– Politisk arbejdes der med en ydelseskommission, der blandt andet skal se på de ydelser, som er med til at skabe fattigdom. Det er vigtigt, at børn i videst muligt omfang skånes for fattigdom, da børnefattigdom har store negative konsekvenser, og børn ikke har indflydelse på de økonomiske rammer, de vokser op under, siger han.

Sådan gjorde vi: Idéen til denne artikel opstod, da journalisten blev gjort opmærksom på Børns Vilkårs rapport fra november 2019 om børn og ensomhed. Flere medier havde skrevet om rapportens hovedpointer, derfor var det interessant at dykke ned i den specifikke vinkel: sammenhængen mellem socialgruppe og ensomhed.