Opdateret 28. august 2020: Mostafa Yamani har kontaktet NetAvisen og bedt os informere om, at virksomheden Favor Drop har skiftet navn og ikke længere eksisterer i sin oprindelige form.
Julen er ved at nærme sig, og det betyder, at du snart skal ud i juleræset og købe julegaver. Men hvad nu, hvis du kunne få nogen til at gøre det for dig?
Den nystartede virksomhed Favor Drop har siden oktober opereret med levering af alt, hvad der kan falde dig ind og kan være i en personbil, inden for en time i Storkøbenhavn. Men nu har firmaet udvidet konceptet til julegaver, hvor du blot skal aflevere ønskesedlen, og så klarer de resten inden for tre dage.
Stifteren af Drop Favor, Mostafa Yamani, tror på, at julegavekonceptet er, hvad Storkøbenhavn har brug for. Han har nemlig oplevet stor efterspørgsel blandt sine kunder, der dagligt bestiller diverse varer hos ham:
– Vores kunder fortæller os ofte, at de har meget travlt og ikke gider stå i lange køer i butikkerne, som man gør op til jul. Derfor tror vi, at det er en rigtig god idé med julegaveleveringen, siger Mostafa Yamani, der læser HA Almen Erhvervsøkonomi ved Syddansk Universitet.
Jeg synes, at det er meget smart. Men som studerende vil jeg ikke bruge pengene på det. Men jeg kan godt forstå konceptet, fordi man ofte har meget travlt i december og har ikke særlig meget tid til at købe gaverne.
Amalie Kardel Olsen, studerende ved CBS
Favor Drop er et samarbejde mellem fire søskende, som har rødder i Egypten, som ikke selv holder jul. De vil derfor klare alle julegaveindkøbene for dem, der måske ikke selv har tiden eller overskuddet til det.
– I Egypten har man ofte tilknyttet nogle personlige assistenter til sit hjem, så det er der, vores idé stammer fra. Vi vil gerne efterleve konceptet ved, at man lynhurtigt kan få leveret noget til døren, siger Jasmin Yamani, der er søster til stifteren af Favor Drop.
Et godt koncept for travle mennesker
Antropolog, forsker i hverdagsliv og forbrugskultur og direktør i sit eget konsulentfirma, Jeppe Trolle Linnet, fortæller, at han i første åndedræt var lidt skeptisk over for konceptet, da det gik imod julegaveidéen, som viser personlig opmærksomhed til modtageren.
– Men hvis indkøbslisten er tænkt godt igennem, så giver det god mening for travle mennesker, siger Jeppe Trolle Linnet.
Læs også: Online juleshopping: sådan undgår du at blive snydt
Jeppe Trolle Linnet siger, at hvis det blot er indkøbstiden, som man udelader her, så fjerner man måske kampen ved at hente de rette julehaver, og historien om jagten om den perfekte gave forsvinder. Men omvendt, så kan det også være en smart løsning, hvis man lige præcis ved, hvad man vil give folk, påpeger han.
– Jeg synes konceptet giver mening for travle mennesker. Man vil gerne give noget til folk, som de sætter pris på, og som man har brugt ressourcer på, men man vil helst ikke bruge tiden på at købe ind. Det er en logisk udvikling i og med, at folk har travlt og kan betale andre, som gerne vil gøre det for én, siger Jeppe Trolle Linnet, antropolog, forsker i hverdagsliv og forbrugskultur og direktør i sit eget konsulentfirma.
Jeppe Trolle Linnet mener også, at med et leveringsfirma som Favor Drop fjerner man det usynlige ved julegaveindkøbet, og man holder fast i det, der virkelig skaber værdi, som er situationen, hvor man faktisk giver gaven.
De unge forstår konceptet, men har ikke råd
Prisen for indkøb og levering af julegaver kommer an på antallet af gaverne på ønskesedlen. 1-5 gaver koster 270 kroner, 6-10 gaver koster 350 kroner, 11-15 gaver koster 550 kroner og 16-20 gaver koster 800 kroner. Hvis mange af gaverne skal købes samme sted, kan prisen godt forhandles.
To studerende, som NetAvisen har testet julegavekonceptet på, mener dog, at det stadig er for dyrt.
Amalie Kardel Olsen, der studerer erhvervsøkonomi, international markedsføring og ledelse ved Copenhagen Business School, er en af dem, der med sikkerhed ville gøre brug af konceptet, hvis hun havde pengene til det, fordi hun synes, det er så stressende at købe julegaver.
– Jeg synes, at det er meget smart. Men som studerende vil jeg ikke bruge pengene på det. Men jeg kan godt forstå konceptet, fordi man ofte har meget travlt i december og har ikke særlig meget tid til at købe gaverne, siger Amalie Kardel Olsen.
Læs også: Danskerne vil hente deres pakker i skuret
Heller ikke Sonny Mike Olsen, der studerer kommunikation og performance design ved Roskilde Universitet, finder det oplagt at få andre til at købe sine julegaver.
– Jeg kan sagtens se, at det er supersmart for nogle andre, som har lidt mere travlt i hverdagen end mig selv og har krævende jobs. Jeg vil dog hellere spare penge end at spare tid, men for folk, der hellere vil spare tid end penge, kan jeg sagtens se, at det vil fungere, siger Sonny Mike Olsen.
Favor Drops mål er at udvide lerveringskonceptet til hele landet, men lige nu holder de sig kun til det meste af Storkøbenhavn for at holde leveringstiden på hverdagsindkøbene på under en time.
One Response to "Fire søskende vil købe dine julegaver"