Firma fyrer kvinde for Facebook-kommentar

Kvinde blev fyret på grund af Facebook.
En ung kvinde blev fyret på grund af en bemærkning på Facebook.
Foto: Morguefile

Det var bemærkningen ’velkommen i klubben’ i en kommentartråd på Facebook, som kostede Anna hendes arbejde i et cateringfirma. Hun havde arbejdet i firmaet et par måneder, og havde flere gange ikke fået sin løn til tiden. Da en Facebook-ven brokkede sig over, at hun ikke fik sin løn, kommenterede Anna, at hun også var træt af ikke at få løn til tiden. Det skulle senere koste hende jobbet.

– Der var ikke en eneste gang, hvor jeg fik lønnen til tiden. Nogle gange kunne der gå 14 dage, før den kom. Jeg måtte låne penge af mine forældre for at betale huslejen til tiden, fordi lønnen var så forsinket, fortæller hun.

Læs også: Kommentarer på Facebook får folk fyret

Hendes kollega i virksomheden havde også modtaget sin løn for sent og var ligeså utilfreds med arbejdsforholdene som Anna. En dag fik kollegaen nok og delte sin frustration på Facebook over, at hun igen måtte gå weekenden i møde uden at have fået sin løn. Anna var ikke venner med chefen på Facebook, men det var kollegaen, så chefen kunne både se kollegaens og Annas kommentarer.

– Jeg så statusopdateringen og ville fortælle hende, at hun ikke var den eneste, så jeg skrev: velkommen i klubben!

Dagen efter ringer kollegaen og siger, at hun har fået en bortvisning for illoyal omtale af virksomheden. To dage efter modtager Anna en opsigelse med posten.

Fagforening kontakter chefen

Anna tager kontakt til chefen og forklarer, at hun er uforstående overfor opsigelsen. Et par uger forinden har hun indgået en aftale med chefen om, at hun skulle begynde at drive en café for virksomheden. Hun var skuffet over chefens bratte beslutning, da hun havde glædet sig til de nye udfordringer. Anna kontakter derfor sin fagforening Krifa, og da de tager kontakt til chefen i virksomheden, fortæller hun, at Anna selv har sagt op, og at hun i øvrigt var skuffet over Annas arbejdsindsats.

– Hun fortalte fagforeningen, at jeg selv havde opsagt jobbet, men hun havde jo ikke noget bevis for det. Jeg stod med en fyreseddel, hvor det stod sort på hvidt, at jeg var blevet opsagt, fortæller Anna.

Kunne ikke finde nyt job

Anna var så stresset i de måneder, hun arbejdede i firmaet, at hun efterfølgende gik ned med en depression. Hun har ikke kunne finde noget nyt arbejde, men har måtte tage lån, så hun kunne få det hele til at løbe rundt.

– Jeg har været meget mærket af det på mange områder, nu håber jeg bare, at det snart slutter, så det kan komme ud af verden, lyder det fra hende.

Anna er ikke aktiv på Facebook længere og kommenterer sjældent på andres opdateringer.

‘Anna’ har valgt at deltage i interviewet under dæknavnet ’Anna’, da hun har oplevet trusler fra chefen, og sagen stadig ikke er fuldt ud afsluttet. Firmaet er nu gået konkurs, og Anna står til at få erstatning. Redaktionen er hendes rigtige navn bekendt.