Flere forsinkelser når lokomotivføreren bliver alene om bord

 

Denne situation bliver sjælden på otte strækninger i Danmark Foto: René Strandbygaard
Denne situation bliver sjælden på otte strækninger i Danmark
Foto: René Strandbygaard

Transportministeriet og DSB planlægger at otte togstrækninger skal skæres i bemandingen, så kun lokomotivføreren er tilbage. Det betyder at der ikke længere vil være en togfører til at fløjte toget klar til afgang og tjekke billetter. En idé der ifølge pendlertalsmanden for København-Ringsted-ruten, Jan Søgaard, vil betyde flere forsinkelser.

– Som det er nu bliver folk ved med at tvinge dørene op, og det vil blive værre, når der ikke står nogen, der kan stoppe dem, der kommer løbende i sidste øjeblik, siger Jan Søgaard.

I og med hele ansvaret for startproceduren lægges over på lokomotivføreren, så vil det nok føre til forsinkelser
Carsten Jokumsen, informationsmedarbejder i Dansk Jernbaneforbund

Læs også: Dansk Jernbaneforbund: Dørene er farlige når togene bliver enmandsbetjente

Han er desuden bekymret for at passagerernes hæmningsløse iver for at nå toget, frem for at vente på det næste, vil betyde en øget brug af nødbremsen.

– Der vil måske være flere, der kommer i klemme i døren eller mellem toget og perronen, og det kan skabe nogle forsinkelser, hvis der skal trækkes mere i nødbremsen, mener Jan Søgaard.

Læs også: Ingen ved om stoppepligt for lastbiler vil redde liv

Dansk Jernbaneforbund er også bekymret for forsinkelser, når lokomotivføreren kommer til at stå alene med opgaven, når toget skal af sted fra perronen.

– Førhen har det ansvar været delt ud på flere hænder, så det vil sandsynligvis betyde nogle forsinkelser. Det afhænger selvfølgelig af, hvor godt teknologisk udstyret strækningerne bliver. Men i og med hele ansvaret for startproceduren lægges over på lokomotivføreren, så vil det nok føre til forsinkelser, når man skal overskue hele toget, forklarer Carsten Jokumsen informationsmedarbejder i Dansk Jernbaneforbund.

De otte strækninger

  • Roskilde-Næstved
  • København-Helsingør
  • Aalborg-Frederikshavn
  • København-Ringsted
  • København-Kalundborg
  • København-Nykøbing f.
  • Aarhus-Aalborg
  • Fredericia-Esbjerg

Allerede den 15.december vil lokomotivførerne på Kystbanen fra København til Helsingør være det eneste personale om bord i dagtimerne.