Fodboldmetaforer om EU giver os hjemmebanefordel

Foto: Nathan F. Kilde: Flickr.
Foto: Nathan F. Kilde: Flickr.

Når Connie Hedegaard kommer hjem til Danmark, har hun en klar hjemmebanefordel. Herhjemme er hun nemlig meget populær, selvom klimaplanerne i Bruxelles ikke altid lykkes, og selvom Konservative synker i meningsmålingerne.

Der er en tendens til, at medier og politikere forfalder til fodboldmetaforer eller -sammenligninger, når de skal forklare lovgivningsprocessen og politikken i Bruxelles.

Læs også: Kend din fodboldmetafor om EU

Selvom de 28 medlemsstater er meget forskellige, er fodboldmetaforerne en af de ting, som de fleste af os kan forstå. Det mener lederskribent for Politiken, Kristian Madsen, der under VM for to par år siden skrev et debatindlæg om emnet.

–  Det er det sidste, vi alle sammen kan forstå. I gamle dage brugte vi biblen som fælles referenceramme, men i dag er det fodbold, som er vores fælles begrebsramme, siger Kristian Madsen.

Efter biblen kommer EM

Anne Fabricius, lektor i sprog ved Roskilde Universitet, er enig i, at det bibelske sprog er forsvundet ud af hverdagssproget i Europa, og at fodbold er én af de ting, der har erstattet det. Ifølge hende er metaforerne særligt brugbare til at formidle komplekse ting.

–  Det er en vej ind i noget, der er svært at forstå. Med fodbold-terminologen bruger man sproget fra et spil og fører det over i politik, som om det hele er politiske kampe, siger hun.

I fodbold har et hold alt andet lige glæde af, at det går dårligt for det andet hold. Men det er jo ikke givet, at Danmark har glæde af, at det går dårligt økonomisk for Grækenland. Og hvis vi omvendt er på hold med Grækenland, hvem er det så vi kæmper mod?
Professor Simon Borchmann

Kristian Madsen mener egentlig, at det er dårlig stil i kommunikationsverdenen, hvis man overdriver brugen af metaforerne. Alligevel har det sine klare fordele.

–   Det gør det umiddelbart nemt at forstå noget. I stedet for at skrive om en paragraf, en høring og ”med henblik på”, så kan man sige, at det bliver sparket til hjørne, og så kan vi alle sammen forstå det, også selvom vi ikke er dybt inde i fodbolden, siger Kristian Madsen.

Tyskland vinder ikke altid

–  Fodbold er et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker til en bold i 90 minutter, og så vinder tyskerne altid til sidst.

Det kendte citat blev genbrugt af formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, da han i sidste uge besøgte København. Han blev i en paneldebat spurgt om, hvordan han oplever Tysklands rolle i EU. Her sammenlignende han fodboldcitatet med forestillingen om, at det er Tyskland, der bestemmer det hele i EU-samarbejdet.

–  Når der er møde i Det Europæiske Råd, og der sidder 28 regeringschefer i samme rum, siger man stadig, at Angela Merkel vinder i sidste ende. Men det er ikke sådan, det foregår – alt sker ved forhandlinger, kompromiser og anonyme afstemninger, sagde han.

Hans pointe var, at det egentlig ikke er Tyskland, der altid vinder slutrunderne, hverken i fodbold eller politik, fordi det ikke er så simpelt.

Når Kommissionen får gult kort

Det er ikke kun i medierne, at der bruges metaforer som mandsopdækning, selvmål eller defensivt og offensivt spil. I fodbold er gult kort en advarsel. Hvis du får to, ryger du ud.

Faktaboks: Det gule kort blev indført med Lissabon-traktaten i 2009, og det betyder, at landende kan råbe op, hvis Europa-Kommissionen begynder at fremsætte lovforslag på områder, som lige så godt kunne reguleres i nationalstaten. Det gule kort bunder i nærhedsprincippet om, at beslutningerne skal tages så tæt på borgerne som muligt. Det kræver mindst en tredjedel af stemmerne fra de nationale parlamenter, og blev brugt første gang i 2012, hvor Danmark var med til at uddele det gule kort, fordi Kommissionen havde fremsat et forslag om at regulere strejkeretten.

I EU er det medlemsstaterne, der kan give det gule kort til Europa-Kommissionen. De kan give en advarsel, hvis de mener, at lovgivningen i EU breder sig over områder, som kan klares bedre i medlemsstaterne.

Hvis Kommissionen får det gule kort, kan de vælge at fastholde forslaget, trække det tilbage eller fremsætte et andet. Der er altså ikke noget, der hedder to gule kort eller rødt kort.

Sproget er ikke bare for sjov

Lektor Anne Fabricius vurderer, at brugen af fodboldmetaforer til EU-formidling kan have negative konsekvenser for vores forståelse af politik.

–  Det kan have den konsekvens, at det skjuler nogle magtfaktorer. Hvis vi forestiller os to ligeværdige hold,der kæmper og har én vinder, overser vi måske en tredje magtfaktor, siger hun.

Læs også: Sproget spænder ben for viden om EU

Simon Borchmann, der er professor ved Institut for Kultur og Identitet ved Roskilde Universitet, er enig i, at der er problemer forbundet med anvendelsen af fodboldmetaforer. Ifølge ham er der både formidlingsmæssige og ideologiske problemer.

– Fodboldmetaforer kan forsimple nogle komplekse forhold og give os det indtryk, at vi har forstået noget, vi faktisk ikke har forstået tilstrækkelig godt, siger han.

Aldrig bare ét vinderhold i politik

Ifølge Simon Borchmann er det derudover en ideologisk problemstilling, hvis man forbinder fodbold med bestemte succeskriterier, der samtidig indebærer nogle bestemte roller og relationer. For det er sjældent, at en politisk forhandling skal forstås som noget, der har én vinder og én taber.

– I fodbold har et hold alt andet lige glæde af, at det går dårligt for det andet hold. Men det er jo ikke givet, at Danmark har glæde af, at det går dårligt økonomisk for Grækenland. Og hvis vi omvendt er på hold med Grækenland, hvem er det så, vi kæmper mod? Her underbetoner fodboldmetaforer samarbejdet og de demokratiske aspekter, vurderer han.