Christiansborg bliver i disse dage fyldt op med nye ansigter.
64 af de 179 nye folketingsmedlemmer er blevet valgt ind for første gang. De skal nu vænne sig til en ny hverdag på “borgen.”
Det er en svær tid, de går i møde, forklarer Folketingets tidligere formand, Bertel Haarder (V):
– Vær forberedt på at den første tid bliver rædselsfuld, siger han.
De kan ifølge Haarder (V) altså godt forberede sig på, at det bliver en hård start:
– De kan ikke finde rundt. De syntes ikke, at de bliver orienteret, fordi ledelsen ikke fortæller dem noget. De har ikke noget kontor. De har ikke nogle medarbejdere, understreger han.
Hvad skal jeg forholde mig til, hvor kan jeg side og spise min frokost, hvor kan jeg gå på toilettet, og hvor kan jeg besvare nogle opkald? Det håber jeg, at nogle kan sætte mig ind i.
Mike Fonseca (M).
Fem gode råd fra DJØF
Frederik Iuel er karrierekonsulent hos fagforeningen DJØF, og han er vant til at rådgive medarbejdere, som er startet på en ny arbejdsplads.
- 1. Sæt dig ydmygt ind i, hvad det er for et hus, du er kommet til.
– Find ud af, hvad der er “do’s and don’ts.” - 2. Vær opsøgende og nysgerrig på dine kollegaer.
– Bank på deres dør og spørg: ”Hvem er du?” og ”Hvad laver du?”. - 3. Sørg for, at du ligger på linje med din chef/gruppeformand.
– Spørg din chef, hvilken rolle du skal spille. Vær opmærksom på, hvad du gerne vil. - 4. Lav en plan for, hvad du selv vil opnå på de fire år, du er der.
– Skriv det ned, lav et regneark eller en PowerPoint. - 5. Vær bevidst om dine læringspotentialer.
– Du skal være bevidst omkring, hvad du skal blive bedre til. Pas på med at spænde ben for dig selv.
Et af de nye medlemmer er 27-årige Mike Fonseca fra det nystiftede parti Moderaterne. Han skulle torsdag møde ind til sit første møde som folketingsmedlem. Hos ham er der flere spørgsmål, som han håber at kunne få besvaret på sin første dag i Folketinget:
– Hvad skal jeg forholde mig til, hvor kan jeg spise min frokost, hvor kan jeg gå på toilettet, og hvor kan jeg besvare nogle opkald? Det håber jeg, at nogle kan sætte mig ind i, siger Mike Fonseca (M).
Ifølge Bertel Haarder er der dog håb forude for de nyvalgte medlemmer:
– Hvis de er gode til selv at finde sig noget fornuftigt at arbejde med, kan det hurtigt ændre sig. Så får de en tilfredsstillelse i, at de selv bestemmer, hvad de arbejder med og får resultater, siger Bertel Haarder (V).
Partirobot eller tro mod sig selv
Både Mike Fonseca (M) og Helene Liliendahl Brydensholt (AL) er spændte på deres tid i Folketinget. De vil forsøge at tage erfaringer med fra deres tidligere stillinger, men de vil holde fast i, hvem de er:
– Jeg håber, at jeg så lidt som muligt bliver en del af de grimme sider af det politiske spil. Jeg vil holde fast i mig selv, siger Helene Liliendahl Brydensholt.
Lige præcis det mener Bertel Haarder, er noget af det vigtigste:
– De skal forblive sig selv. De må ikke blive partirobotter, som bare siger det, som der står i partiprogrammet. Det gavner ikke partiet, siger Bertel Haarder.
Kitlen er skiftet ud med en skjorte og en lille blazer
Mike Fonseca (M) kommer fra jobbet som sygeplejeske og deltids brandmand. Han forbereder sig derfor på en noget anderledes arbejdsuniform:
– Jeg tænker at tage noget nogenlunde anstændigt tøj på, ikke en hoodie og Adidas bukser. Jeg tror, at jeg tager en skjorte og en lille blazer på. Måske en t-shirt og en blazer. I hvert fald noget stille og roligt. Jeg er jo stadigvæk mig, siger Mike Fonseca (M).
– Jeg har en slidt rygsæk. Så jeg tænker, at jeg skal have skaffet mig en ny taske, for den er sådan lidt sporty, den jeg render rundt med nu.
Helene Liliendahl Brydensholt (AL).
Helene Liliendahl Brydensholt (AL) er også nyvalgt folketingsmedlem. Hun skifter arbejdet som kommunikationsmedarbejder ud med folketingsmedlem for Alternativet. Hun har dog, modsat Mike Fonseca, været vant til at betræde gangene på Christiansborg. Det er derfor ikke nyt tøj, hun skal investere i:
– Jeg har en slidt rygsæk. Så jeg tænker, at jeg skal have skaffet mig en ny taske, for den, jeg har nu er sådan lidt sporty, siger Brydensholt.
Bertel Haarder husker tilbage på sin brøler på Folketingets talerstol:
– Jeg blev engang fotograferet på Folketingets talerstol i skjorteærmer. Der var en kvinde, der sendte billedet til mig og kaldte mig en vagabond. Jeg lignede en fra Enhedslisten, siger Bertel Haarder.
Ifølge ham er der bestemte normer for, hvordan man går klædt i Folketinget:
– Der er en norm for, at man har en jakke på, hvis man tilhører centrum-højre. Jo længere man kommer ud på venstrefløjen, des mere tvangfri er påklædningen, siger Bertel Haarder (V), tidligere formand for Folketinget.
Læs også: Valget blev afgjort på Nørrebro: »Man skal ikke tildele Rådmandsgades Skolen en stor rolle«
Sådan gjorde vi: Vi kontaktede tre af de nyvalgte folketingsmedlemmer og spurgte dem om, hvad de forventede af deres første dag i Folketinget. Efterfølgende kontaktede vi Bertel Haarder og DJØF og bad dem give gode råd til de nye medlemmer.