Holdning og håndtryk vidner om en selvsikker ung mand. Tøjet matcher ikke bare fra top til tå, det matcher også det grå vejr. Den store dunjakke sidder tæt over arme og brystet. Der skal mere end hård kuling til at vælte ham omkuld.
Mohammed Majdi Yasin har boet hele sit 17-årige liv i Mjølnerparken på Nørrebro i København. Et boligbyggeri berygtet for kriminalitet og utryghed. I en tidlig alder begyndte han til kampsport, hvilket var hans mors idé. Ifølge en ny rapport fra Center for Boligsocial Udvikling, så var det en god idé.
Rapporten konkluderer nemlig, at udsatte unge der deltager aktivt i en sportsklub har mindre risiko for at påbegynde en kriminel løbebane. Mohammed Majdi Yasin tror dog også, at hans mor havde andre motiver.
– Jeg tror, det var fordi, jeg ikke skulle være så piget. Og fordi jeg hele tiden slog på ting derhjemme, da jeg hele tiden så karatefilm og boksning i tv. Det ville jeg da også kunne. Jeg gad heller ikke sidde derhjemme og snakke om sko. Jeg havde nærmest bedre styr på stilletter end drengesko. Det går sgu ikke, siger Mohammed Majdi Yasin.
Til sidst så tænker man, er det det værd? Det er det overhovedet ikke.
Mohammed Majdi Yasin
Han er vokset op med sin mor og tre søstre. Når han fortæller om sin mor, liver den mørke og monotone stemme op. Hun har betydet alt. Mens vennerne var i biffen eller hang ud på gaden, så var Mohammed Majdi Yasin hjemme eller til træning.
– Hun kunne sagtens være ligeglad og sige, du kan gøre, hvad du vil, ligesom de fleste forældre her gør. Hun valgte at fortælle, hvad man får ud af det, og hvad konsekvensen er. Hun gjorde alt for os, fortæller han.
I stedet for at hænge ud på gaden så fokuserede han på sin sport. De sidste år har han gået til thaiboksning i klubben Copenhagen Muay Thai. CMT, som klubben bliver kaldt i daglig tale, hvis målgruppe er unge drenge og mænd fra udsatte boligområder, har betydet meget for Mohammed Majdi Yasin.
Læs også: »Vores forskelle fra andre gør os ens«
– Vores træner sagde altid, at man skal behandle andre, som du selv vil blive behandlet. Hvad får du ud af at slås på gaden? Få dig et liv. Hvis du er så stor på gaden, hvorfor er du så ikke så stor i ringen? Når man står i ringen, så pumper adrenalinen, og så lærer man at kontrollere den. På den måde får man lettere ved at omgås andre mennesker, siger han.
Kedsomhed og narrestreger
Selvom at den 17-årige københavner har en mor, der holder et vågent øje på ham, og han fokuserer på sin træning, så har han oplevet lidt af hvert, som han selv siger. Gruppepres og forkerte bekendtskaber er ikke svært at finde i Mjølnerparken.
– Min mor tog fat i mig og sagde, hvad fanden har du gang i? Vil du virkelig ende med ikke at kunne tage i supermarkedet uden at kigge dig over skulderen? Man er, hvem man går med. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, fortæller Mohammed Majdi Yasin med et tomt blik i øjnene.
Efter morens opsang begyndte han igen at tage sin træning mere seriøst. Det blev et frirum, hvor han kunne lægge al sin energi. Han træner dog ikke kun for at holde sig fra gaden. Han gør det for at vinde.
– Når man begynder at tænke på kondition, kropsvægt og kampform, så begynder du at holde dig væk fra alt det der, for der er ikke noget flovere end, at tabe end kamp på grund af du ikke har nok luft. Til sidst så tænker man, er det det værd? Det er det overhovedet ikke, siger Mohammed Majdi Yasin, der gerne vil læse på Copenhagen Business School, når han er færdig med at gå i gymnasiet.
Læs også: Byhaver skal løfte udsatte boligområder
Sidste år blev den unge kæmper dog tvunget til at stoppe med thaiboksning. Han blev ikke slået ud af en modstander. Han blev stoppet af en tandbølje. En realitet der var hård at sluge, når sporten har været en del af en hele livet, og alle i ens omgangskreds ikke taler om andet.
Tunge vægte, bøger og fester
Der gik dog ikke længe før Mohammed Majdi Yasin havde kastet sin kærlighed på en ny sport – styrketræning. En træningsform der passer godt ind i en hverdag med gymnasium, fritidsjob, fester og kæreste. Men ligesom med thaiboksning så træner han ikke for sjovt. Han vil konkurrere blive den bedste.
– Min kærlighed til sporten er højere end til druk og kvinder. Jeg vil hellere træne end at være sammen med damer. Sådan har det faktisk altid været. Men man kan jo altid blive rød i kinderne, når der kommer en pige. Min kæreste spørger mig også altid. Hvad vælger du? Træning eller mig? Så vælger jeg træning, siger han.