Efter nederlaget i semifinalen mod Aalborg Pirates er Herlev Eagles klar til at rejse sig igen og tage kampen op om bronzepladsen. Holdet er optimistisk og ser frem til den kommende kamp mod Esbjerg Energy, som spilles fredag den 14. april, med håbet om en sejr på hjemmebane.
I tilfælde af et uventet nederlag forbliver Maksim Popovic, en af profilerne hos Herlev Eagles, dog positivt stemt i forhold til sæsonen.
– Hvis vi taber, er vi stadig tilfredse med, hvor langt vi er kommet. Det er første gang siden 1980’erne, at klubben har spillet sig videre til en medaljekamp, så det i sig selv er jo kæmpestort og historisk.
Herlevs Eagles direktør Lars Skjøth ser sig også tilfreds, uanset hvad resultatet ender ud med i de kommende to kampe.
– Jeg vil da gerne have et synligt bevis på, at sæsonen har været god. At vinde vil medføre en kæmpe stolthed, men om vi vinder eller taber, har vi alle grunde til at være stolte. Vi er en af de små klubber med et af de mindste budgetter, så uanset om vi kommer på tredje- eller fjerdepladsen, har det været en helt fantastisk sæson. Jeg er meget, meget stolt.
Maksim Popovic har imponeret i den seneste sæson, hvor især en af hans scoringer har tiltrukket opmærksomhed. Ud fra sine egne samt de seneste præstationer fra hans medspillere er han optimistisk og tror på, at holdet kan opnå en sejr.
– I år har vores hold haft en fantastisk sæson. Vores unge, danske spillere har virkelig præsteret og leveret flot. Vi er så klar til at spille god ishockey, og vi er optimistiske i forhold til en sejr. Vores chancer for at vinde over Esbjerg Energy er gode.
Læs også: 50 år gammelt motorsportscenter lukket: »Jeg frygter, at de unge vil ende i et kriminelt miljø«
Opnået historie
Herlev Eagles er for første gang siden 80’erne nået til semifinalen, men måtte acceptere et samlet nederlag om en plads i finalen til Aalborg Pirates. Selvom det i 1984 lykkedes klubben at komme hele vejen frem til finalen og hente en sejr, har den ikke siden 80’erne vundet en medalje. Med andre ord har Herlev Eagles ikke vundet en medalje i det nuværende turneringsformat. Det kan derfor blive skrevet historie for ørnene fra Herlev, hvis de vinder.
Jeg ser frem til at fuldføre kampene og vinde bronze til klubben. Det er kæmpestort, og vi vil gøre alt, for at klubben skal vinde bronze for anden gang.
Maksim Popovic, professionel ishockeyspiller for Herlev Eagles
Lars Skjøth udstråler tilfredshed over holdets præstationer i den snart afsluttede sæson.
– Vi har haft en fantastisk sæson og har opnået det bedste resultat i mange år. Vores spillere er blevet udviklet til dygtige Metal Liga-spillere.
Intens weekend i møde
Den næste og sidste kamp om bronze finder allerede sted dagen efter, lørdag den 15. april, hvor Herlev Eagles skal spille på udebane i Esbjerg. Hvis det skulle lykkes begge hold at vinde en kamp hver, vil vinderen af bronzemedaljen blive afgjort ud fra den samlede målscore fra begge kampe.
Efter den afgørende kamp på lørdag markeres afslutningen på ishockeysæsonen, og klubberne kan nu se frem til en periode med velfortjent afslapning.
– Efter vores sidste kamp på lørdag skal vi i byen og fejre, at sæsonen er slut. Forhåbentligt har vi også vundet bronze, fortæller Maksim Popovic og afslutter med et grin.
Den kommende lørdag, når holdet skal spille sin sidste kamp i Esbjerg, markerer afslutningen på den nuværende sæson for Herlev Eagles. Træning frem mod den kommende sæson begynder om 3-4 uger efter.
Sådan gjorde jeg: Journalisten meldte sig ind i en Facebook gruppe for beboere i Herlev. Gruppen havde flere opslag om Herlev Eagles’ resultater og kampe. Journalisten kontaktede klubben via Facebook og på dens egen mail og kom i kontakt med en af holdets spillere, Maksim Popovic, samt holdets direktør Lars Skjøth.