Interessen for børneyoga eksploderer

Børneyoga har over de sidste par år oplevet en stigende popularitet. Flere af landets yogacentre har fyldte hold.  Foto: Kakisky
Børneyoga har over de sidste par år oplevet en stigende popularitet. Flere af landets yogacentre har fyldte hold.
Foto: Morguefile.com

Yogatimer med øvelser som ’salamanderen’, hvor man sveder sig frem til harmoni mellem krop og sind, er ikke længere kun for voksne. Man kan i dag sende sine børn til yoga i mere end 23 yogacentre rundt om i landet.

Her oplever flere af yogainstruktørerne, at der har været en markant stigning i efterspørgslen og interessen for børneyoga. Den er i dag så stor, at flere yogacentre har ventelister i op til tre måneder. Netavisen har talt med seks yogainstruktører, som underviser børn helt ned til 4 års alderen.

Jeg tror der er stor interesse for børneyoga, fordi mange børn har behov for det, når de bliver presset lidt for hårdt og er stresset i skolen

Annete Meldgaard, yogainstruktør hos Yogamo.

Yoga for de små er en succes

Pernille Dybro-Kristensen bag yogacenteret dyb:ro:yoga i Hjørring fortæller, at hun har oplevet en tydelig stigning i interessen for børneyoga over de seneste par år.

– Hvis jeg i 2009 kunne samle et hold på 5-7 børn i det nordjyske var det fantastisk. Nu er der en stor efterspørgsel, og alle holdene er booket, forklarer hun.

Over de seneste år er efterspørgselen steget med mere end 25 procent og holdene er fuldt booket frem til januar, siger Pernille Dybro-Kristensen.

Læs også: Ekspert: Pas på med varme-yoga

Hos Dansk Yoga, som er Danmarks største sammenslutning af yogalærere, oplever de også, at børneyoga for alvor er ved at blive populært hos danskerne.

– Jeg har indtryk af, at der er en stigende efterspørgsel på børneyoga, siger formanden Line Nyborg, og fortæller at hun får meget positiv feedback fra yogalærere, som arbejder med børn.

Forskellen mellem voksenyoga og børneyoga er ikke stor, men tilgangen til undervisningen er mere i børnehøjde. Børneyoga er mindre krævende og udmattende, og man leger yogaen ind i børnene, siger yogainstruktør Annete Meldgaard fra Yogamo på Samsø.

Grunden til at børneyoga i dag er så populært, forklarer hun med, at børnene oplever et pres i deres hverdag.

– Jeg tror der er stor interesse for børneyoga, fordi mange børn har behov for det, når de bliver presset lidt for hårdt og er stresset i skolen, siger hun.

Dem talte vi med

  • Pernille Dybro-Kristensen, dyb:ro:yoga.
  • Sabina Leth Bjerregaard, Youryoga.
  • Line Nyborg, Dansk Yoga.
  • Annette Meldgaard,  Yogamo.
  • Kristian Engberg fra Sattva Yoga, der administrerer Lille Yogahus.
  • Charlotte Bom, Yoga Hjørnet.

Børneyogauddannelser har også ventelister

I Karlslunde tegner der sig samme billede for yogainstruktør Sabina Leth Bjerregaard fra Youryoga.

– Efterspørgslen er stigende, og der er en stor interesse fra voksne, og det smitter efterhånden af på deres børn. Når de voksne finder ud af, hvad yogaen giver dem, så vil de også gerne give det til deres børn. På den måde stiger efterspørgslen stødt på børneyoga, siger hun.

Hun forklarer også, at da hun for et par år siden tog børneyogauddannelsen, så var folk meget skeptiske. Nu får Sabina Leth Bjerregaard så mange henvendelser, at hun har ventelister og har udvidet sine hold fra 4-5 børn til mere end 20 i dag.

Samme popularitet gør sig også gældende på uddannelsesområdet, siger Kristian Engberg fra Sattva Yoga, der administrerer Lille Yogahus Børneyogalæreruddannelsen, som er landets eneste børneyogalærer-certificering efter internationale standarder.

– Der er ventelister på alle uddannelses-moduler indtil sommeren 2015, så vi oplever helt sikkert en stor efterspørgsel. På uddannelsens første år var der 3 kursus-moduler med 12-14 elever på hver. I år har alle 7 moduler været fuldt bookede med 18 elever på hver, siger han.

Institutioner vil også lave yoga

Idrætsklubber, børnehaver og folkeskoler inddrager også yogaen i børnenes hverdag. Derfor bliver flere af yogainstruktørerne kontaktet af skoler, som vil have dem ud og undervise børnene såvel som lærere og pædagoger, der kan bruge redskaberne i undervisningen.

Læs også: Folkeskoleelver er ikke svedige nok 

Hos de forskellige yogainstruktører er der mange grunde til, at børneyoga er så populært og efterspurgt, men det er især gennemgående, at børnene får en ro og mulighed for at slappe af.

– Yoga giver ungerne en sund modvægt til omverdenens fokus på med gøren, effektivitet og præstation, som i en travl hverdag ikke efterlader megen plads til blot at være, trække vejret, stresse af og lade kroppen falde til ro, forklarer Kristian Engberg fra Sattva Yoga.