Kulturfænomen laver ny podcast sponsoreret af DSB

Danijel Drux har lavet en ny podcast i samarbejde med Heartbeats. Podcasten er sponsoreret af DSB. Foto: Danijel Drux

Danijel Drux er blandt andet kendt fra TV-fodboldprogrammet ”Sat Af” og hiphop-magasinet Droz Daily Steezin. Nu inviterer han kendte danskere ind til at snakke om deres rejse igennem livet i sin nye podcast ”Rejsen”. Selve podcasten sponsoreres af DSB og udgives af Heartbeats.

– Podcasten handler om, at jeg interviewer nogle kendte danskere om deres rejse, til der hvor de er i dag. Den skal give folk nogle fede historier og et smil på læben, fortæller Danijel Drux, med det borgerlige navn Danijel Deletic.

Læs også: 23-årige Kristian har droppet flyrejser i kamp for klimaet

Kommunikationschefen i DSB udtaler til spørgsmålet om, hvorfor DSB har indgået samarbejdet med Danijel Drux:

– Vi synes, at der var en god ide i den her podcast, som tager udgangspunkt i rejsen. Til at løfte den her podcast, virkede Danijel Drux bare som den rigtige, fordi han er en spændende person for vores kunder, udtaler Kommunikationschefen i DSB, Niels-Otto Fisker, og uddyber:

– Vi synes samtidig, det var en god ide at prøve af, om podcastformatet kunne være noget for vores kunder, netop fordi Danijels podcast også er en type podcast, der taler ind i det, som DSB handler om, nemlig det at rejse, både fysisk, men også mentalt, forklarer han.

Ekspert: ”Det giver rigtig god mening for DSB at sponsorere en podcast”

Marketing- og podcastekspert Eric Ziengs giver herunder et bud på, hvorfor DSB nu også vil sponsorere podcasts:

– Der er jo større og større interesse for podcasts. Man kan se både på Danmarks Radio, kulturstyrelsen og flere medierapporter, der viser, at flere mennesker lytter til podcasts, siger han.

En nylig undersøgelse viser, at omtrent en fjerdedel af unge i aldersgruppen 18 til 23 år siger, at de ugentligt hører podcasts, hvilket altså understreger podcastformatets voksende popularitet.

Adspurgt hvorfor lige netop DSB nu vil lave podcasts, har podcasteksperten Eric Ziengs også et bud på.

– Podcast er noget, man hører rigtig meget i transportsammenhæng, og da DSB faciliterer transport, kan de jo lige så godt give deres kunder noget underholdning, der kan associeres med DSB, udtaler han.

Kommunikationschef i DSB, Niels-Otto Fisker, understreger også, at det jo heller ikke er noget nyt, at DSB tilbyder noget underholdning til deres kunder på farten. Udover at sponsorere podcasten, udgiver DSB nemlig selv bladet ”Ud & Se”.

Læs også: Alle kan lege med podcast

Dog mener Eric Ziengs, at podcasten kan tilbyde nogle andre ting til forbrugeren, end et blad kan.

– Podcast er jo et medie, man kan forbruge, mens man laver noget andet modsat YouTube-videoer eller artikellæsning, hvor man skal bruge både øjnene og ørerne. I podcasts er det kun ørerne man bruger, derfor kan man altså stå og vaske op, køre i tog eller holde øje med sine legende børn, imens man lytter til podcast, udtaler han.

Derfor mener marketing og podcasteksperten, Eric Ziengs, at det giver rigtig god mening for DSB at sponsorere den her podcast.

”Der skulle jo være noget synergi”

Det var ikke kun hovedsponsoren DSB, der synes, at samarbejdet mellem dem, Heartbeats og podcastens hovedperson, Danijel Drux, gav mening.

Også Danijel Drux selv er glad for samarbejdet, da han mener, at der er en god synergi mellem podcastens tema og podcastens hovedsponsor.

– Der skulle jo være noget synergi. Du hører podcast, når du rejser. Det er der, man tit hører podcast. Så selvfølgelig skulle den hedde noget i den retning. Det var vigtigt, at det gav mening, udtaler Danijel Drux.

Det næste afsnit i podcasten ”Rejsen” kommer indenfor de næste to uger og der interviewer Danijel Drux rapperen Benjamin Hav fra rapgruppen Benal. I de foregående afsnit har han interviewet grundlæggeren af det Københavnske tøjmærke Soulland, Silas Adler, og gaderapperen Stepz, der både er en del af rapgruppen Molo og MellemFingaMuzik.

Sådan gjorde vi: Journalisten hørte podcasten på vej i skole og blev inspireret til at skrive en historie om den. Derefter foretog journalisten et interview med Danijel Drux og dernæst to telefoniske interviews med henholdsvis DSB og podcasteksperten.