I en branche hvor konkurrencen er ulig de fleste andre, giver økonomiske indsprøjtninger en unik mulighed for, at mindre musikskabere kan bruge mere tid på musikken og jagte drømmen om at kunne leve af det, de elsker.
En af de foreninger der hjælper musikskabere i form af legater er Koda Kultur. Hvert år afsætter de op til 10% af deres nettoindtjening til at give legater, der hjælper til løn, produktionsstøtte, sangskrivercamps, undervisningsforløb og muligheden for internationalt samarbejde. Det fremgår af deres hjemmeside.
Koda Kultur uddeler legater via deres fire underforeninger Autor, Dansk Populær Autorer (DPA), Dansk Komponist Forening (DKF) og Musikforlæggerne.
Hos DPA er de glade for, at de via legater kan hjælpe mindre kunstnere, der ikke kan leve af deres musik. Det fortæller Oliver Gorm Aabo, kommunikations- og legatkonsulent hos DPA.
– Det er desværre rigtig svært at tjene penge på sin musik, så at skulle lægge penge ud selv for at rykke sit projekt, det er rigtig svært. Det er fedt, at vi har den mulighed for at give noget til nogen, siger Oliver Gorm Aabo og tilføjer:
– Pengene gør, så nye musikere kan komme frem, og så dem der allerede er der, kan blive ved med at gøre det og tage deres musik til det næste niveau.
Koda Kulturs legatuddeling
- Koda Kultur har fire under underforeninger. Autor, Dansk Populær Autorer (DPA), Dansk Komponist Forening (DKF) og Musikforlæggerne.
- Koda Kultur gav i 2022 legater for 53,2 millioner kr.
Kilde: Koda.dk
I kamp mod industriens giganter
Jonas Carlsen, der er musiker, medstifter af musikselskabet Ambivolume og manager for flere artister, er begejstret for, at deres artister får den gyldne mulighed for at kunne bruge endnu mere tid på musikken.
– Det gør, så vi kan være konkurrencedygtige på vores (Ambivolume red.) og vores artisters vegne i forhold til at kunne spytte penge i deres projekter, så det fremstår professionelt og folk får øjnene op for det. 25.000 kr. gør meget for et lille selskab som os, der ikke har de store budgetter i forvejen, fortæller Jonas Carlsen.
Læs også: »Det bedste band i hele verden« vender tilbage til Roskilde Festival
”Det har hjulpet os til at være, hvor vi er i dag”
Camilla Grausen, der står for kommunikation og administrationen af puljer og camps hos Autor, fortæller, at de i 2022 gav legater for ca. 5,5 millioner kroner, hvor langt størstedelen af disse penge blev givet som arbejdslegater.
Et arbejdslegat er en sum penge, der bliver givet til musikskabere og fungerer som en form for løn til at lave musikken. Legatet betinger derfor en stor frihed og et stort ansvar hos modtageren.
– Det er en vis tillid, der følger med. Ved at give et arbejdslegat siger vi, at vi tror på, at du så godt du kan, skaber noget musik ud fra de her penge. Hvad de så rent konkret bruger de her penge på, om det så er til at tage fri fra deres job som pædagogmedhjælper er sådan set underordnet, og det ved jeg, at der er mange der synes giver muligheder. For nogen er det helt konkret at tage tid ud af kalenderen og tage tre uger i et studie eller i et sommerhus, hvor de sidder og nørkler med musikken og skriver sangene, fortæller Camilla Grausen.
Netop dette kan Jonas Carlsen fra Ambivolume nikke genkendende til.
– Ved de fonde vores artister får til musikudgivelse, går pengene til produktion af musikken. Det vil sige mere studietid, mix og master, hvilket hjælper utroligt meget til deres projekter, siger Jonas Carlsen.
Ambivolume har gennem Koda Kulturs underforening, Musikforlæggerne, flere gange søgt legater til deres artister, og det kan ikke undervurderes, hvor meget det har gjort for, dem og deres artister.
– Det har hjulpet os til at være, hvor vi er i dag, siger Jonas Carlsen.
Ambivolume har modtaget 28 legater til deres artister, siden musikselskabet blev grundlagt i 2020, og Jonas Carlsen håber på at kunne hjælpe flere artister med at få musikken som levevej.
Sådan gjorde vi: Koda Kulturs legater bliver løbene udgivet. Journalisten var opmærksom på, at Ambivolume har fået legater tildelt og ønskede at undersøge det nærmere. Interviews med kilderne blev alle foretaget telefonisk.