Macbook: Prisen stiger, men kunderne bliver

Det er blevet dyre at få fat i en Macbook, men kvaliteten på Apples nye bærbare computere er også blevet meget bedre. Foto: Morten Madsen, NetAvisen.
Det er blevet dyrere at få fat i en Macbook, men kvaliteten på Apples nye bærbare computere er også blevet meget bedre. Foto: Morten Madsen, NetAvisen.

Vores computere skal kunne mere, og derfor udgår de billigere Apple computere, så forbrugerne må hive flere penge op ad lommen for at få fingre i en computer med det ikoniske æble på. Sådan lyder det fra fra John G. Pedersen, der skriver for meremobil.dk og er ekspert i bærbare teknologier.

Tilbage i 2011 udtalte Apples administrerende direktør, Tim Cook, at teknologigiganten ikke kun ville producere produkter for de rige, men med Apples lancering af den nye Macbook Pro og afskaffelse af Macbook Air 11″ er det ikke blevet billigere at anskaffe sig en Macbook.

Læs også: Dansker skal kigge langt efter Apple Pay

Men selvom der nu skal graves lidt dybere i lommen for at få fingrende i et æble med bid i, så er kvaliteten i Apples produkter stadigvæk bedre end hos mange af konkurrenterne, og det er forbrugerne beviste om, mener John G. Pedersen.

– Brugervenligheden i Apples produkter er i en liga for sig. Du kan være tilhænger af Apple eller ej, men når du starter Apples produkter, så virker det bare, og det er forbrugerne beviste om, lyder det fra John G. Pedersen.

Forbrugerne er villige til at betale

Kasper Hesselbjerg Andersen, der studerer Arbejdslivsstudier ved Roskilde Universitet, er en af dem, som har erfaret, at brugervenligheden lokkede ham tilbage til Apple. Han har tidligere forsøgt sig med en Windows-computer, men det varede ikke længe.

– Jeg købte en Toshiba, da jeg bare skulle bruge en bærbar computer til studiet og tænkte, at en Apple-computer var lidt for dyr til dette formål, men efter fire måneder var jeg ved at blive sindssyg, så jeg solgte den og købte en Macbook Air. Den har været min trofaste ven igennem fem år, fortæller Kasper Hesselbjerg Andersen.

Læs også: Computerbriller lover mere, end de kan holde

De frustrationer, som Kasper oplevede med Windows-cumputeren, deler John G. Pedersen ligeledes. Ved Windows-computerne savner han ofte den brugervenlighed og det indhold, som han oplever i Apples produkter.

– Du kan gå ud i Bilka og købe en Windows-computer til 4.999 kroner, som er noget skrammel. Det, der sidder indeni sådanne Windows-computere, er ganske enkelt noget lort, siger John G. Pedersen og griner.

Større krav til indmaden 

Behovet hos forbrugerne har ændret sig, hvilket betyder, at der kræves mere af indmaden i Apples produkter. Det kan blive Macbook Airs endeligt.

– Jeg tror, at næste gang Apple kommer med en lancering af deres produkter, vil Macbook Air udgå fra markedet. Apple vil undgå at sælge computere, som forbrugere ikke kan bruge, når forbrugernes behov med f.eks. billede- og videoredigering skærpes, vurderer John G. Pedersen.

Læs også: Skuffede Apple-fans på Twitter: Hvor var overraskelsen? 

I stedet for Air-modellen tror John G. Pedersen, at Apple vil satse på andre af deres modeller, hvor man som forbruger får mere for pengene.

– Jeg tror, at Apple for fremtiden vil satse på deres Macbook-model, som er en lidt lettere version af Macbook Pro’en, vurderer John G. Pedersen.

Savner et billigere alternativ

Selvom kvaliteten i en Apples bærbare computere ofte er på et andet niveau end hos konkurrenter, så savner John G. Pedersen dog et billigere alternativ.

– Jeg kunne da godt ønske mig, at Apple ville gøre det samme på computermarkedet, som de gør på telefonmarkedet. Så de kommer med noget, som stadig fungerer og lever op til forbrugernes behov, uden det behøver at være helt vildt dyrt, lyder det fra John G. Pedersen.