- Det kommende boligområde Favrhøj skal placeres i den nye bydel, Favrholm, der ligger syd for Hillerød. Favrholm rummer også en togstation og et kommende regionshospital.
- Byrådet i Hillerød Kommune godkendte d. 30. november 2022 lokalplanforslaget til offentlig høring.
- Dele af Favrhøj-området er registreret i et §3-beskyttet naturområde, hvilket har medført, at Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød truer med at indgive klage til Planklagenævnet.
- Byggeriet forventes at starte i 2023.
Kilde: Hillerød Kommune og Stensdal Group
Mens Hillerød Kommune glæder sig over, at Favrhøj-byggeriet snart kan begynde, ser Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød ikke så rosenrødt på projektet, da de ikke er enige i, at projektet kan opføres lovligt.
Favrhøj er et byggeprojekt mellem Nyt Hospital Nordsjælland og Favrholm Station. Der er i lokalplanen lagt op til, at de 40.650 etagemeter primært skal fordeles i etageboliger mellem 4 og 7 etager, og i midten af byggeriet vil der være et højhus på 45 meter.
Høringsperioden for det nye boligområde blev afsluttet i slutningen af januar, og Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød har i et høringssvar til kommunen påpeget adskillige punkter, som de anser for problematiske.
– Placeringen sker i et område der er omkranset af en beskyttet mose, jernbanen og den trafikerede Overdrevsvej, lyder det høringssvaret, hvor de uddyber, at lokalplanen for Favrhøj beskriver et område, der bliver tæt bebygget, og mulighederne for at bevæge sig uden for området er yderst begrænsede, bemærker Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød i høringssvaret.
Selv om byggeriet i dag er planlagt til at fylde 2,6 hektar i stedet for den oprindelige plan, som lød på syv hektar, er Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød fortsat modstandere af projektet, som de mener ikke tager hensyn til naturen i området.
Læs også: Beboere plaget af støj i studieboliger: »Jeg følte mig nødsaget til at flytte«
Miljørapport: De nødvendige tilladelser kan meddeles
På baggrund af den foreliggende miljørapport, der skal give et overblik over hvilke miljømæssige forbehold der skal tages i forbindelse med opførelsen af byggeriet, vurderer Hillerød Kommune, at der kan meddeles de nødvendige tilladelser til etablering af projektet.
Sådan lyder det i miljørapporten, der er foretaget af By og Miljø i Hillerød Kommune. På samme tid er der i lokalplanområdet registreret såkaldt §3-beskyttet natur, som man ikke må bygge på, hvilket har fået Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød til at true med at indgive klage til Planklagenævnet, som er en statslig myndighed, der behandler klagesager vedr. lokalplaner.
Vi har talt med Dan Riise (V), der er formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget i Hillerød Kommune som mener, at Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød gør problemet til større, end det er.
– Det, der er problemet med Favrhøj er, at Favrhøj er en bydel, der kommer til at ligge mellem Favrholm Station og hospitalet. I forbindelse med det, skal der laves en sti, der går igennem mosen, så man kan man gå direkte over til hospitalet fra stationen af, fortæller Dan Riise.
Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød: Sjældne arter bør beskyttes
Michael Liesk, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød, fortæller, at de fortsat er bekymrede på trods af kommunens udmelding.
– Vi er stærk bekymrede for den natur, der bliver bortgravet og bebygget. Vi har også lokalt et ansvar for at beskytte områdets naturværdi, gamle moser, den økologiske balance, levesteder og dyrenes mulighed for at vandre, lyder det fra Michael Liesk.
Michael Liesk mener ikke, at det er alle, der tænker på konsekvenserne. Naturen og ikke mindst de arter, der findes i området, oplever et pres, uddyber han.
Vi har også lokalt et ansvar for at beskytte områdets naturværdi, gamle moser, den økologiske balance, levesteder og dyrenes mulighed for at vandre.
– Michael Liesk, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød.
Dan Riise fortæller, at noget af den sti, der går i Favrhøj-byggeriet over til hospitalet, lige går ind over et §3-område, som er mosen.
Der er endnu ikke er blevet taget stilling til de høringssvar, der er sendt ind, og det er endnu ikke muligt at oplyse, om kommunen vil gå videre med lokalplanen, lyder tonerne fra Dan Riise.
– Jeg går jo ikke ind på forhånd og beslutter, hvordan tingene skal være som udvalgsformand. Der er 7 medlemmer af udvalget, så vi afventer forvaltningens svar på alle høringssvarene, hvor vi efterfølgende får mulighed for at tage politisk stilling.
Lokalplanen er endnu ikke blevet godkendt, men Stensdal Group, der er hovedentreprenør, forventer, at byggeriet kan begynde i 2023.
Sådan gjorde vi: Journalisten læste om lokalplanen på Hillerød Kommunes hjemmeside og gravede efterfølgende ind i sagen. Herefter rettede journalisten henvendelse til formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Hillerød, for at få en uddybning af DN Hillerøds bekymringer, hvorefter Hillerød Kommunes formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalg, Dan Riise (V) blev kontaktet med henblik på at høre kommunens syn på bekymringerne. Journalisten undrede sig også over, hvor stort et områder der egentlig er tale om, så han hentede Miljøstyrelsens app “§3-natur” med henblik på at undersøge, hvor stort arealet er egentlig er.