En lørdag formiddag i Føtex er ikke det oplagte sted, hvis man som kunde vil hurtigt igennem køen ved kassen. Men det kan det snart blive ved hjælp af helt nye selvbetjeningsterminaler, der skal sende kunder effektivt gennem kasseområdet.
– Der findes allerede selvbetjeningsterminaler i Danmark, men nu tager vi skridtet videre, siger Jesper Kirstein, salgschef i NCR, som er et af de firmaer, der udvikler terminalen.
Terminalen testes i øjeblikket både i USA og England, og selvbetjening er allerede en stor succes i detailhandlen. Derfor vil terminalen formentlig kunne findes i Danmark i løbet af få år, oplyser Jesper Kirstein.
De nuværende selvbetjeningsterminaler i Danmark bruges ofte af kunder, der blot skal købe en liter mælk og en pakke havregryn, men de nye terminaler er også rettet mod kunder, der skal købe stort ind. Den udvidede selvbetjeningsløsning er nemlig mere effektiv for de forretninger, der ekspederer kunder med mange varer i indkøbsvognen.
Som udgangspunkt vil det jo betyde, at køerne formindskes. Der er stadig lidt manuelt arbejde, men hvis terminalerne kører, som de skal, så går det hurtigere.
Mads Hvitved Grand, pressechef hos Dansk Supermarked
Det går hurtigere
Den nye selvbetjeningsterminal kan beskrives som en portal eller en tunnel, hvor kunden kan lægge sine varer på et indgangsbånd. Herefter scannes og vejes varerne automatisk.
– Scanningen foregår hurtigere end i en almindelig udgangskasse, og en medarbejder kan overvåge flere terminaler på en gang. Den højere scanningshastighed og ikke mindst præcisionen er helt nyt i markedet for selvbetjening, oplyser Jesper Kirstein.
Læs også: Shoppingspioner forbedrer kundeservice
Varerne fortsætter herefter til et stort exitområde, hvor kunderne kan pakke deres varer i ro og mag.
– Mange kender situationen i dag, hvor man af og til “kæmper” med næste kunde om at få pakket sine varer, når man har betalt. Især når man har mange varer. Med den nye terminal får kunderne mere plads, og de får en smidig og ustresset måde at pakke på, forklarer Jesper Kirstein.
Nogle varesalg kræver dog stadig en medarbejder. Derfor registrerer terminalen fx salg af tobak og spiritus og tilkalder en medarbejder, der kan tjekke kundens alder.
Åben over for teknologi
Hos Dansk Supermarked følger man selvfølgelig med i, hvad der er af teknologi på markedet, siger pressechef Mads Hvitved Grand. Han forklarer, at de nye selvbetjeningsterminaler kan scanne op til hundrede varer i minuttet. Derfor er terminalen meget hurtig til at betjene kunder, og det øgede tempo er gode nyheder for kunderne.
– Som udgangspunkt vil det jo betyde, at køerne formindskes. Der er stadig lidt manuelt arbejde, men hvis terminalerne kører, som de skal, så går det hurtigere, lyder det fra Mads Hvitved Grand.
Han oplyser, at terminalerne ikke er lige om hjørnet i Dansk Supermarked, men at kæden er åben over for den nye teknologi.
– Vi vil gerne give kunderne muligheden for at tage teknologien til sig, så de kan komme igennem indkøbene hurtigere, men det er klart, at når vi indfører noget ny teknologi, så tager det også lidt tid for kunderne at vænne sig til, tilføjer Mads Hvitved Grand.