Nu kan du købe naboens mad, men er det klogt?

Alle kan nu sælge deres mad på Delihood. Men det kan have konsekvenser, advarer professor i fødevarevidenskab. 
Foto: Katie Smith

Det nye madkoncept Delihood giver privatpersoner mulighed for at sælge hjemmelavet mad til andre private. Man opretter en profil på Delihood og skriver, hvad man kan tilbyde. Det lyder nemt og enkelt – men det kan have konskvenser for brugerne.

Professor på Institut for Fødevarevidenskab Susanne Knøchel er bekymret for konceptet. Der er nemlig ingen kontrol af fødevaresikkerheden, og det er svært at bevise, at man er blevet syg af et specifikt måltid, fordi salget foregår mellem private.

– Ved salg mellem private vil der ikke være noget tilsyn eller krav til kendskab til forholdsregler, siger Susanne Knøchel.

Hun mener, at der er en væsentlig forskel på madlavning i mindre og større skala. Det vigtigste er fokus på hygiejnen, og her tvivler professoren på forbrugerens sikkerhed.

– Jeg ved ikke, om man har tænkt igennem, hvordan parterne står rent juridisk, hvis en køber tror, han eller hun har fået en infektion via et privat solgt måltid, siger Susanne Knøchel.

Læs også: Fødevaresikkerhed: Københavnerbutikker sjusker med dit fredagsslik

Delihood afviser ansvar

Presseansvarlig for Delihood Nick Rasmussen mener ikke, at det juridiske ansvar ligger hos virksomheden men hos brugerne selv.

Han hævder, at Delihood blot er en platform, der gør delingen af mad mulig. Det er altså brugernes eget ansvar, at indberette til Skat og have hygiejnen i orden. Det skal man være opmærksom på som bruger af platformen.

På deres hjemmeside kommer virksomheden med en række råd til god fødevarehygiejne og vejledninger til korrekt opbevaring af færdiglavet mad. Delihood linker også til Rådet for Bedre Hygiejne. De råd er dog kun er beregnet til almindelige hjem og familier og ikke masseproduktion af mad.

Virksomheden fremhæver i stedet, at hensigten med platformen er at mindske madspild.

– Der bliver lavet for meget mad i de danske hjem, som bliver smidt ud, og vi ønskede at udnytte det på en konstruktiv måde for at undgå madspild.  Det er nemmere at ramme mængden, når man laver mad til fire til seks personer end til én eller to personer, siger Nick Rasmussen.

Det gjorde vi: Undersøgte konceptet Delihood og problematikkerne omkring dette. Ringede til Fødevarerstyrelsen, rådet for Bedre Hygiejne og Delihood for, at få kilderne og deres udtalelser på plads.