Ny plan skal skabe tryghed efter skyderi

Arkaderne i Brøndby Nord er centrum for aktivitet i området. Foto: Magnus Nygaard Øyås

Udviklingen i boligområdet Brøndby Nord går den helt forkerte vej. Det viser nye tal fra Indenrigs- og Boligministeriets forebyggelsesliste, der detaljerer udviklingen i boligområder med risiko for udsatte borgere, for eksempel, på antallet af kriminelle beboere.

Det er dog ikke kun de nye tal der skaber utryghed. Den 17. november 2022 blev en mand, der var i slut 20erne, dræbt ved etagehusene på Brøndby Nord Vej, kunne dagbladet BT berette.

– Skuddrabet har været en episode, der har skabt generel utryghed i området. Man kan sige, det fik bægeret til at flyde over, siger Bo Mouritzen, sekretariatsleder for Det Boligsociale Sekretariat i Brøndby Strand, der administrerer den såkaldte boligsociale helhedsplan i Brøndby Strand.

Brøndby Kommune vil nu modarbejde den dårlige udvikling, ved at udvide selvsamme boligsociale helhedsplan i Brøndby Strand, så den også inkluderer Brøndby Nord.

Den boligsociale helhedsplan i boligområdet Brøndby Strand er en række initiativer, der aktivt forsøger at række ud til socialt udsatte borgere. Disse indebærer for eksempel sprogkurser og kreative tilbud til børn og unge.

Udviklingen i Brøndby Nord fra 2021 til 2022 på forebyggelseslisten

  • Andelen af beboere udenfor arbejdsmarkedet har set en stigning fra 23,9% til 24,3%
  • Andelen af ikke vestlige borgere har set en stigning fra 39,6% til 41,7%
  • Andelen af kriminelt dømte borgere har set et fald fra 1,82% til 1,79%
  • Andelen af borgere med kun afsluttet grundskole har set en stigning fra 50% til 51,1%

Kilde: Indenrigs- og boligministeriet

– Brøndby Nord er på forebyggelseslisten, ligesom Brøndby Strand, men modsat Brøndby Strand ses der en dårlig udvikling, siger Bo Mouritzen, sekretariatsleder for Det Boligsociale Sekretariat i Brøndby Strand, der administrerer den boligsociale helhedsplan i Brøndby Strand.

Bo Mouritzen vil  gerne lave en forebyggende indsats der kan stoppe den udvikling inden det går helt galt i Brøndby Nord.

Læs også: Ekspert: Derfor slår ghetto-indsatsen fejl

Det er især utryghed, som helhedsplanen formentligt vil fokusere på. Selvom selve planen ikke er udarbejdet endnu, har Bo Mouritzen en nogenlunde idé om, hvad den skal indebære.

– Det kan tænkes, at der bliver lavet indsatser i forhold til gadeorienteret livsstil. Det kunne  for eksempel være unge, der hænger ud på parkeringspladser, vaskekældere og har uhensigtsmæssig adfærd. Der kan vi aktivt gå ind og sende advarsler.

Bo Mouritzen påpeger dog, at helhedsplanen først og fremmest skal være forebyggende.

– Rent forebyggende vil vi prøve at tage fat i folk, der ikke kommer i skole, eller på anden vis ikke fungerer i deres hverdag. Vi skal prøve at komme ud og finde ud af, hvem vi skal danne relationer til? Hvem skal have hjælp til at lave noget mere fornuftigt i deres hverdag?

Stor politisk støtte

En potentiel helhedsplan har også skabt begejstring på Brøndby Rådhus.

– Vi har længe villet gå den her vej politisk, siger Maja Højgaard (A), viceborgmester og formand for Social- og sundhedsudvalget i Brøndby Kommune.

– Vi er meget glade for den indsats, der bliver lavet nede i Brøndby Strand. Vi kan se det har nogle virkelig gode, positive effekter. Vi oplever blandt andet, at helhedsplanen hjælper de borgere, der har svært ved at orientere sig kommunalt, at komme ind i kommunale tilbud, fortsætter Maja Højgaard.

Planen er, at den nye helhedsplan skal træde i kraft i august 2023, det fremgår i procesplanen for den boligsociale helhedsplan i Brøndby Nord. Det skal administreres af samme sekretariat, der administrerer helhedsplanen i Brøndby Strand.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt et referat fra Brøndby kommunes økonomiudvalgsmøde, der detaljerede den mulige boligsociale helhedsplan. Herefter har journalisten været i kontakt telefonisk med begge kilder. Desuden indhentede journalisten tal fra forebyggelseslisten fra d. 1 december 2022 gennem indenrigs- og boligministeriets hjemmeside.