Ny sikkerhedsbrille øger ikke sikkerheden

DriveSafe-brillen fra Zeiss formindsker blandt andet gener ved blænding i mørke. Foto: Pixabay
DriveSafe-brillen fra Zeiss formindsker blandt andet gener ved blænding i mørke.
Foto: Pixabay

Bilister, der bruger briller, oplever ofte udfordringer i mørke eller dårligt lys, fordi de blændes af modkørende biler og vejbelysning. De får nu hjælp fra den tyske brilleglasfabrikant ZEISS, som har udviklet brillerne DriveSafe, der er en hverdagsbrille, som optimerer bilkørslen. Det fortæller Bodil Just, brandansvarlig hos Nyt Syn, der forhandler DriveSafe i Danmark.

– Vi har fundet ud af, at mange bilister oplever at føle sig blændede i mørke af modkørende biler eller vejbelysning, og at det efterfølgende kan føles som en evighed, inden de får synet tilbage igen. Den ubehagelige oplevelse vil vi gerne hjælpe dem med at komme af med, siger Bodil Just.

Der er mange optikere, som gerne vil have, at vi gør det til et problem, at bilister bruger briller, men det er det faktisk ikke
Pernille Ehlers, specialkonsulent hos Råder for Sikker Trafik

Og noget tyder på, at brillerne er blevet vel modtaget. I hvert fald blev DriveSafe kåret som årets brilleglas i Storbritannien i 2016, mens blandt andet Bilmagasinet og Jyllands-Posten roser produktet i deres tests.

Læs også: Computerbriller lover mere, end de kan holde

Ingen øget sikkerhed

DriveSafe-brillen:

  • Kan reducere ubehaget ved blænding om natten fra modkørende biler og vejbelysning
  • Giver bedre syn, når man kører i dårligt lys eller mørke, så man bedre kan se fx vejskilte og cyklister
  • Gør det lettere at stille skarpt, når man flytter blikket mellem instrumentbrættet og spejlene
  • Fås fra 1597 kr. pr. glas med enkeltstyrke og fra 3.890 kr. pr. glas med flerstyrke. Dertil skal påregnes stel samt eventuelle yderligere features. Priserne er vejledende

Kilde: Nyt Syn

Mens DriveSafe scorer højt på bekvemmelighed, er der ikke meget, der tyder på, at de øger sikkerheden. Det mener i hvert fald Pernille Ehlers, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

– Hvis man kigger på ulykkesstatistikken, som vi jo gør, så kan man ikke se, at det er en ulykkesfaktor, at bilister bruger briller, siger Pernille Ehlers.

Læs også: Sejlads har kurs mod deleøkonomien

Hun kender ikke DriveSafe og vil derfor ikke udelukke, at de kan hjælpe visse bilister. Men at de – som det markedsføres af Nyt Syn – hjælper på trafiksikkerheden, er der ifølge Pernille Ehlers intet belæg for.

– Der er mange optikere, som gerne vil have, at vi gør det til et problem, at bilister bruger briller, men det er det faktisk ikke. Selvfølgelig skal man bruge solbriller, når solen skinner, og man skal have briller, der har god nok styrke, men det har de fleste også, lyder det fra Pernille Ehlers.

Det handler om tryghed

Optisk faglig ansvarlig hos Nyt Syn Jakob Søholt anerkender, at folk med briller ikke er hyppigere repræsenteret ved trafikulykker end folk uden briller. Alligevel mener han, at DriveSafe har sin berettigelse.

– Det, vi mener, er ikke sikkerhed, men tryghed, altså den oplevede effekt. Hvis man føler sig bedre tilpas, når man kører, ved at bruge DriveSafe, så føler man sig også mere sikker i trafikken. Og det er godt nok for mig, siger Jakob Søholt.

Læs også: Flere danskere vasker bil i vaskehal

Nyt Syn har i samarbejde med analyseinstituttet Wilke fået foretaget en undersøgelse, som blandt andet viser, at syv procent af de adspurgte altid eller ofte undlader at køre bil i mørke på grund af gener.

– At de bliver hjemme, er måske også en grund til, at de ikke er hyppigere implicerede i ulykker. Men det ved jeg ikke noget om, det er bare gisninger. Men kan brillerne hjælpe folk, som normalt ikke har lyst til at køre i mørke, til at føle sig trygge og sikre i trafikken, så er de en gevinst for dem, mener Jakob Søholt.