Nyt samarbejde vil udvide din horisont: »Sex og sexlegetøj kan være mega kinky, men også en stille og rolig søndags-ting«

Peechs pop-up-butik i Mads Nørgaard’s projektrum ‘GUL’, København K. (Foto: Alberte Hahn)

En t-shirt. Et par bukser….og så også en dildo . Det er, hvad du kan møde, når du shopper i en ny pop-up-buktik i København.

I butikken finder man kvalitetsfyldt sexlegetøj samt et eventprogram, som skal sætte fokus på intimitet og velvære.

En af de fire stiftere af sexlegetøjsfirmaet Peech, Clara Filippa Andersen, fortæller, at formålet med samarbejdet er at sprede budskabet om, hvad sex er, ved at tale om sexlegetøj, og hvordan man kan bruge det på mange forskellige måder.

– Vi har en del events i pop-up-butikken den næste måned. Både hyggelige og afslappede begivenheder, produktfremvisninger, blandt andet et event om produkter til penis, fredagsbarer og et event med to søde queers, Hannibal og Theo, som står i butikken og vejleder ud fra personlig erfaring, siger Clara Filippa Andersen.

Læs også: Sexlegetøj til mænd hitter

Missionen er at normalisere sex og sprede budskabet om, hvad sex er, og at sex kan være mange ting.

– Samarbejdet med Mads Nørgaard, samt det faktum at vi ligger lige ved siden af Mads Nørgaard-butikken, bidrager til at komme ud, hvor hverdagen og folk er, fortæller Clara Filippa Andersen.

KALENDER I ‘GUL’

-Fredag d. 21. april
Fredagsbar fra kl. 16 til 19.

-Lørdag d. 22. april
Glutenslut tager sine lækre mooncakes med, og der er sørget for lidt varmt at drikke.

-Onsdag d. 26. april
Peachy Party med Kathrine Graa, hvor I kan blive klogere på s3xlegetøjets historie.

-Fredag d. 28. april
Butikken bliver betjent af Hannibal og Theo med fredagsbar fra kl. 16 til 19.

-Lørdag d. 06. maj
Juli Pizzeria sørger for, at du kan få stillet sulten, når de laver cheesy slices til dig.

-Onsdag d. 10. maj
Peachy Party med fokus på produkter til p3nis.

-Lørdag d. 13. maj
Blaekfang hjælper os med at afslutte GUL med manér, når hun besøger os med hendes peechy stick & poke tatoveringer.

Kilde: Madsnorgaard.dk

Krop, køn og identitet på dagsordenen

Firmaet Mads Nørgaard mener, at samarbejdet er vigtigt, da man sætter krop, køn og identitet på dagsordenen, samt åbner for en samtale om at få sex til at handle om sundhed og velvære og ikke skyld og skam.

– Eventprogrammet er både sjovt og vigtigt for at nuancere billedet af sexlegetøj. Vi håber, at så mange som muligt, uanset køn, alder og baggrund, vil deltage, skriver firmaet Mads Nørgaard på sin hjemmeside.

“Sexlegetøj er ikke farligt”

Clara Filippa Andersen fortæller, at de hos Peech har et kurateret udvalg af sexlegetøj og gør meget ud af ikke at kønne sexlegetøj, men dele det op i funktioner. Bestemt sexlegetøj er altså ikke nødvendigvis kun til for eksempel kvinder, men fokus er på funktionen af det enkelte produkt.

Peech består derudover af et stort læringsunivers, hvor alle aspekter af sex italesættes.

– Vi startede Peech, fordi vi synes, det manglede. Vi synes, at der var en personlig mangel på et sted, hvor der er en italesættelse og nuancering af, hvad sex kan være – at sex og sexlegetøj både kan være mega kinky, men også en stille og rolig søndags-ting, siger Clara Filippa Andersen.

Clara Filippa Andersen fortæller, at det for Peech er enormt vigtigt, at deres butikker er med store og åbne vinduer, så man kan vise, at sexlegetøj ikke er så farligt, og noget der kan være æstetisk smukt. Produkterne ligger derfor fremme, så man kan mærke og røre ved dem, for det er noget, som taler til ens sanser.

– Kunderne er ikke bestemte aldersgrupper. Vi har folk i alle aldre, køn og seksualiteter. Jeg tror, at fælles for alle vores kunder er, at det er noget, som har manglet. Vi ved jo godt, at der er mange, der dyrker sex. Vi har altid lært meget om sex gennem popkulturen, men vi har måske ikke lært alle de aspekter af, at sex generelt kan være svært. Det vil vi gerne snakke om, også nede i butikken, når vi betjener kunderne, siger Clara Filippa Andersen.

Læs også: Børns Vilkår: Man skal også tale med børn om porno, sex og seksualitet

Afslappet forhold til sex

Sexolog Signe V. Bentzen, der blandt andet har praksis i København, beskæftiger sig oftest med input til køn og seksualitet, #metoo og tantra. Hun fortæller, at der ikke tales meget om sex og sexlegetøj, men det er ikke fordi, at det er hemmeligt, men fordi at det nu er allemandseje.

– Jeg tror, at de fleste har et ret afslappet forhold til sex og det at købe sexlegetøj. De to sexshops Lust og Sinful, som var nogle af de første på markedet i Danmark for salg af sexlegetøj, har været meget dygtige i deres markedsføring og dermed skabt flere købemuligheder på området. Jo mere markedsføring der er, des mere bevidsthed og legitimering skabes der for kunderne om markedet, lyder det fra Signe V. Bentzen, der har arbejdet som sexolog og parterapeut i mere end 12 år og har været med til at stifte Dansk Sexologforening.

Signe V. Bentzen mener, at det er interessant, at Peechs mission blandt andet er, at kulturen om seksualitet kan blive endnu mere afslappet.  

– Det påvirker vores købs- og brugsvaner, og vores indstilling til, om det er tabubelagt eller ej, siger Signe V. Bentzen.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt nyheden om pop-up-butikken på Instagram. Dernæst opsøgte journalisten en ansat i Peechs butik i Læderstræde og fik på den måde fat i Clara Filippa Andersens telefonnummer, således et interview kunne gennemføres. Journalisten fandt sexolog Signe V. Bentzens telefonnummer på internettet og kunne dernæst lave et interview.