Siden marts 2022 er 343 ukrainske flygtninge taget ophold i Furesø.
78 flygtninge bor i midlertidige boliger på Ny Vestergårdsvej i Værløse.
72 procent af ukrainerne er i job.
Ud af 118 ukrainere, der har påbegyndt danskuddannelse i 2022, 2023 og 2024, er kun 45 fortsat aktive.
52 ukrainere, der fortsat bor i Furesø, er dermed stoppet med danskundervisningen igen og 21 er flyttet til andre kommuner eller udrejst.
Dette fremgår af en orientering, som beskæftigelses- og erhvervsudvalget i Furesø Kommune har fået.
En kæmpe udfordring
– Det er en kæmpe udfordring, siger Helle Valentin (Ø) formand for beskæftigelse og erhverv i Furesø Kommune.
Helle Valentin (Ø) har blandt andet bedt forvaltningen om at finde nogle forklaringer på, hvorfor så få ukrainere gennemfører danskundervisningen. Én af forklaringerne er formentligt, at mange af ukrainerne er i job, og derfor har svært ved samtidigt at følge danskundervisningen.
– Det har min udelte opmærksomhed. Beskæftigelsessituationen kan vende og dem, der ikke kan dansk ryger ud af arbejdsmarkedet først. Det er så vigtigt i forhold til et selvforsørgelses-perspektiv og et integrationsperspektiv (at kunne dansk red.). Det jeg har bedt om og som forvaltningen også er i gang med, det er årsagerne til, hvorfor så få deltager i danskundervisning. Noget af forklaringen er formentlig, at de er i arbejde, siger Helle Valentin.
Tilbyder danskundervisning på alle niveauer.
Danskprøver: PD1, PD2 og PD3.
Indfødtsretsprøven.
Medborgerskabsprøven.
Undervisning i forbindelse med virksomhedspraktik.
FVU-start og FVU dansk.
Læs også: Ukrainske børn sidder fast i modtageklasser: »De tænker på, at de skal tilbage til Ukraine«
Hanne Merete Jensen, der er forstander i Sprogcenter Furesø og har arbejdet med disse emner i 25 år mener, at der er mange forskellige årsager til, at ukrainerne stopper. Der er ikke kun en årsag.
– Vi har en særlig problematik, generelt, i forhold til ukrainere. De er her på midlertidigt ophold og har hele tiden en forventning om at skulle hjem igen. Man er ikke voldsomt motiverede for at lære et nyt sprog, siger Hanne Merete Jensen.
Samtidig fortæller Hanne Merete Jensen en bekymring for ukrainerne i forhold til det danske arbejdsmarked.
– Det er da højst uheldigt, hvis det reducerer deres mulighed for at være på arbejdsmarkedet, fremadrettet, at de ikke har modtaget danskundervisning.
Forstanderen på Sprogcenter Furesø siger desuden, at da over 70 % er i arbejde er er det dermed svært for ukrainerne også at skulle modtage dansk undervisning.
Krigen mellem Ukraine og Rusland startede tilbage i februar 2022, hvor Rusland invaderede Ukraine.
Sådan gjorde vi: Journalisten startede med at researche på furesoe.dk, hvor baggrunden for denne historie blev udlagt. Via Furesø Kommunes hjemmeside fandt journalisten ud af, at der havde været møde i beskæftigelses- og erhvervsudvalget den 5. november. Dernæst ringede journalisten til Helle Valentin (Ø) og Hanne Merete Jensen (Forstander i Sprogcenter Furesø) og foretog interviews.