Pesticider i Tårnbys drikkevand: »Det er foruroligende«

Tårnby Forsyning sikrer levering af drikkevand til borgerne i kommunen. Foto: Casper Brix Hartvigsen

I en opgørelse lavet af Danmarks Naturfredningsforening fra oktober, viser det sig, at alle drikkevandsboringer foretaget i Tårnby Kommune, de seneste fem år, har indeholdt spor af pesticider.

Miljøstyrelsen beskriver pesticider som et middel, der skal hjælpe med at bekæmpe ukrudt, skadedyr og svamp i planter. Pesticider har været brugt i konventionelt landbrug, til at beskytte landmændenes afgrøder.

Ifølge EU-databasen over aktive pesticider findes der 1481 pesticider, og de kan være mere eller mindre farlige for mennesker afhængigt af koncentration og stoftype.

Pesticider

– EU sporer lige nu 1481 pesticider
– Pesticider bruges til at bekæmpe ukrudt, skadedyr og svamp i planter
– I 2016 blev der fundet pesticider i 25% af alle boringer i Danmark
– I 2022 er der fundet pesticider i 55% af alle boringer i Danmark
– Pesticider til bekæmpelse af ukrudt kaldes herbicider
– Pesticider til bekæmpelse af skadedyr kaldes insekticider
– Pesticider til bekæmpelse af sygdomme kaldes fungicider

Kilde: Miljøstyrelsen, GEUS og Danmarks Naturfredningsforening

Forskningen i pesticider kan ikke give noget endegyldigt svar på, om indtagelse af pesticider er farligt for mennesker, men den stigende tendens til fund af pesticider i drikkevandsboringer bekymrer stadig ekspert.

– Det er foruroligende, at koncentrationen er stigende med årene. Det er bevist i undersøgelser med dyreforsøg, at man kan udvikle kræft, hvis man er udsat for store koncentrationer af pesticider i mange år, lyder det fra Johnni Hansen, seniorforsker på Center for Kræftforskning, forskningscenter for Kræftens Bekæmpelse.

Det, vi gør nu, er det, der skal sikre rent drikkevand i fremtiden
Johnni Hansen, seniorforsker på Center for Kræftforskning, forskningscenter for Kræftens Bekæmpelse.

I forhold til indtagelse af pesticider, er det klogeste at anvende et forsigtighedsprincip ifølge Jonni Hansen.

– Man kan ikke udelukke, at indtagelse af pesticider, over en længere periode, er farligt for mennesker. Det ideelle udgangspunkt er, at man helst ikke skal udsættes for pesticider overhovedet, siger han.

Læs også: Tvivl i Tårnby: »Jeg har faktisk skiftet blok«

Danmarks Naturfredningsforening mener, at det er for sent at få pesticidfrit vand for den nuværende generation.

– Det vand, vi indvinder i dag er 30-40 år gammelt. Det, vi gør nu skal sikre rent drikkevand i fremtiden. Man har fundet DMS i Tårnby, som er et pesticid der stammer fra landbrug, lyder det fra Walter Brüsch, som er uddannet geolog og seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Artiklen fortsætter under kortet.

Pesticidfund i Tårnby fra de seneste fem år. Data indhentet fra GEUS-Jupiter, database over vandboringer.

Drikkevand overholder kvalitetskrav

Tårnby Forsyning forsikrer, at drikkevandet i Tårnby er rent, når det kommer ud af hanerne.

– Vi kan garantere, at drikkevandet er rent. Når vandet når ud til forbrugerne i Tårnby, overholder det alle kvalitetskrav, herunder at eksempelvis koncentrationen af pesticidrester er under grænseværdierne, siger Einer Lyduch, viceborgmester i Tårnby og bestyrelsesformand i Tårnby Forsyning.

Læs også: Haveejere kan købe pesticider i litervis: »Det er op til folks egen samvittighed«

66 pct. af Tårnbys drikkevand bliver købt fra HOFOR, og de resterende 33 pct. indvindes i Tårnbys egen undergrund. Ved blandt andet at blande vandet fra HOFOR med Tårnbys eget vand, sikres det rene vand i Tårnby, lyder det fra Einer Lyduch.

Man kan ikke lukke alle forurenede boringer

Det har før været praksis, at man lukker vandboringer, hvori man finder spor af pesticider, men mængden af grundvandsreserver begynder at slippe op.

– Forsyningssikkerheden er på spil. I gamle dage ville de have lukket vandboringerne ved fund af pesticider, men det kan man ikke i dag, for så kan man ikke forsyne danskerne med vand, siger Walter Brüsch.

Sådan gjorde vi: Journalisten fik ideen via et facebookopslag i gruppen Tårnby på tværs. Heri var der linket til Danmarks Naturfredningsforenings opgørelse, der konkluderer, at der er pesticider i Tårnbys grundvand. Herefter tog journalisten kontakt til en forsker for at bekræfte præmissen om, at pesticider i kroppen er farligt. Dernæst interviewede journalisten parten fra Kræftens Bekæmpelse. Afslutningsvis interviewes repræsentant fra Tårnby Forsyning. Interviews er foretaget telefonisk. Tal i graf og model er indhentet fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), som er et uafhængigt geologisk datacenter, der udfører geologisk forskning og undersøgelser, heriblandt drikkevandsboringer.

 

One Response to "Pesticider i Tårnbys drikkevand: »Det er foruroligende«"