Private tandklinikker skal aflaste Roskilde Kommune

Børn og unge skal fremover til Solrød og København for at besøge Tandregulering.dk. Foto: Pixabay.com

Tandregulering.dk og Specialtandlægerne i Roskilde skal fra slutningen af november tilsammen tage imod 300 børn og unge.

Tandregulering.dk skal tage imod 100 nye patienter, mens Specialtandlægerne i Roskilde kommer til at tage imod 200 nye patienter. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Roskilde Kommune.

– Før sommerferien 2023 blev der konstateret ventetid på udarbejdelse af materiale til tandregulering samt på udarbejdelse af behandlingsplaner for børn og unge, der er visiteret til tandregulering, skriver Roskilde kommune.

Med andre ord har der været lang ventetid på at få lavet en bøjle eller på anden vis få reguleret tandsættet hos kommunens børn. Den lange ventetid på specialtandlæger i 2023 har ifølge Roskilde Kommune været på grund af opsigelser.

Procentdel af danskere, der har været til tandlægen:
2009: 58,3%
2014: 47,2%
2018: 53,9%
2020: 51,7%
Kilde: Danmarks Statistik

Kommunen er derfor ikke overraskende nu glad for at kunne tilbyde, at kommunens børn og unge kan starte behandlingsforløb på tandklinikkerne.

Roskilde Kommune kan ikke komme nærmere ind på, hvor lang ventetiden har været i løbet af 2023, da det ikke er blevet opgjort.

”Cadeau til Roskilde Kommune”

Tandregulering.dk har klinikker i Kalundborg, Solrød og København. Det er deres klinikker i Solrød og København, der skal tage imod de 100 nye patienter.

Derfor oplever de også, at flere forældre er frustrerede over, at det nye samarbejde kommer til at betyde længere transporttid. Alternativet ville dog være, at kommunens børn og unge skulle vente endnu længere tid på at starte deres behandlingsforløb.

Læs også: Danske Regioner opsiger tandlægeoverenskomst

– Jeg synes det er flot af Roskilde Kommune, at de i stedet for at lade børnene vente i lang tid på at få en tid til tandreguleringsbehandling, har afsat midler til at få dem i gang med et forløb. Der skal der lyde stor cadeau til Roskilde Kommune for at have taget stilling til problemet og gøre noget ved det. Så selvom forældrene skal bruge lidt ekstra tid på transport, er det positivt, at deres børn kommer i gang med deres behandling, siger Helen Torkashvand.

Lang udrulning

Tandregulering.dk, der skal tage imod 100 børn og unge, har seks måneder til at begynde behandling på de nye patienter. Selvom det kræver meget af Tandregulering.dk, er de også afhængige af familiernes fleksibilitet. Det fortæller specialtandlæge i ortodonti ved Tandregulering.dk, Helen Torkashvand, der dog ikke er bekymret for, om de når i mål med opgaven.

– Når de børn og unge bliver henvist til os, skal vi først have fat i forældrene, for at aftale en tid til, at barnet eller den unge kan blive set af specialtandlægen. Derefter skal vi tage materiale og aftale en tid, hvor en eller begge forældre skal have information om behandlingsplanen. Vi er dermed også afhængige af, at familierne har tid til at komme til de tider, vi giver dem, siger Helen Torkashvand.

Sådan gjorde vi: Roskilde Kommune fortalte 10. november i en pressemeddelelse, at de indgår et samarbejde med Tandregulering.dk og Specialtandlægerne i Roskilde. Journalisten kontaktede Roskilde Kommune, der gav skriftligt svar. Efterfølgende foretog journalisten telefonisk interview med Helen Torkashvand fra Tandregulering.dk.