Af Naja Duus Bendixen, Emil Stig Pedersen og Tobias Amnitzbøll Bruun Lauritzen
Det er næsten blevet midnat en helt almindelig onsdag aften på Vesterbro i København. Langt størstedelen af bydelens befolkning ligger trygt under dynerne, men i Eliaskirken ved Vesterbros Torv i København er fire kvinder først lige mødt på arbejde som frivillig.
I kirken holder Night Light Café til – et frivilligt initiativ, der tre gange ugentligt åbner porten til Guds hjem og tager imod de nigerianske prostituerede, der holder til på Istedgade og omegn. Her kan de få en kop kaffe, en sandwich og snakke med hinanden og de frivillige.
Det primære formål ved at være frivillig er dog ikke at agere kirketjener, men at skabe trygge og tillidsfulde rammer for de ca. 30 prostituerede, der tager imod tilbuddet de tre gange om ugen, caféen har åbent.
Hør også: RADIO: Nigerianske prostituerede tegner og maler på Vesterbro
Det er ikke altid lige let at komme ind på livet af de nigerianske prostituerede, der gæster kirken mellem midnat og klokken 3. Det kan både være hårdt og anstrengende, da de prostituerede kan have svært ved at stole på mennesker og i det hele taget kommer fra et miljø, der er radikalt anderledes end den baggrund, de fleste frivillige kvinder i kirken er bekendt med.
Det har derfor også en positiv effekt, at Night Light Café foregår i et kristent miljø, da sådan et fællesskab ofte er genkendeligt for både de prostituerede og de frivillige.
Den pensionerede sygeplejerske Birgitte Geneser er en af de cirka 40 kvinder, der arbejder som frivillig i Eliaskirkens Night Light Café.
Gennem snart halvandet år som frivillig er hun blevet konfronteret med sine grundlæggende værdier og har sat spørgsmålstegn ved sit eget forhold til kristendommen.
Hør hendes oplevelse med at være frivillig i det nedenstående radioindslag.