Robotstøvsugere giver ikke mere tid

4986A372-D0C9-42F8-B1CB-955A47987084

Der bliver ikke mere tid til beboerkontakt, selvom det er robotter, der støvsuger på plejehjemmene. Det mener Karen Stæhr, der er sektorformand for social og sundhed hos Fag og Arbejde (FOA):

– Jeg vil godt sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget tid, der egentlig bliver frigivet ved robotstøvsugning.

Hun mener, at de højteknologiske støvsugere tværtimod kan risikere at give plejepersonalet ekstra arbejde bagefter, fordi de ikke gør ordentligt rent:

– Der er alligevel støv i hjørnerne bagefter, og robotstøvsugeren kan ikke tage panelerne.

– Den tid, man sparer ved ikke at feje med kosten, bruger man bare på at gøre støvsugeren ren bagefter.

Gylla Brandborg, plejehjemsleder Danahøj

På plejehjemmet Danahøj i Aalborg har de tre robotstøvsugere, som de bruger i opholdsstuerne. Men plejehjemsleder på stedet, Gylla Brandborg, synes ikke, at robotstøvsugerne gør en bemærkelsesværdig forskel hos dem. Hun forklarer, at de er et hjælperedskab, men ikke nogen guldgrube, for de moderne støvsugere kræver meget koordinering i hverdagen. Beboerne skal nemlig helst ikke være tilstede, når robotterne gør deres arbejde:

– De demente tror, at det er en hund, der kommer rundt, og de bliver bange for den, fortæller plejehjemslederen.

Robotstøvsugere til alle plejehjem i Aalborg Kommune

I Aalborg fik kommunens 43 plejehjem alle tildelt robotstøvsugere. Det fremgår af kommunens hjemmeside, at robotstøvsugerne blev indført for at forbedre plejepersonalets arbejdsmiljø. Gytte Gade, der er funktionschef for plejehjemmene i Aalborg Kommune, forklarer, at robotstøvsugerne er til for at spare på plejepersonalets ressourcer:

– Maskinerne aflaster og gør, at medarbejderne kan koncentrere sig om plejeopgaver. De forebygger, at plejepersonalet bliver nedslidt for hurtigt, siger hun.

Læs mere: Forsker kritisk over for kommune-robotter

Der er dog ikke lavet nogle målinger over, hvor meget tid robotstøvsugerne sparer plejepersonalet, og ifølge Gylla Brandborg ser virkeligheden også en anelse anderledes ud:

– Den tid, man sparer ved ikke at feje med kosten, bruger man bare på at gøre støvsugeren ren bagefter.

Fjern fokus fra robotterne

Karen Stæhr fra FOA synes, at robotstøvsugere fylder for meget i diskussionen om velfærdsteknologi. Hun mener, at der er andre ting, der virkelig kan skåne plejepersonalet og give dem mere tid til beboerne.

Her fremhæver hun blandt andet intelligente toiletter, der kan skylle og tørre brugeren. Ifølge Karen Stæhr er toiletterne et konkret eksempel på, hvordan plejepersonalet kan få færre tunge løft i deres hverdag samtidig med, at beboeren ’slipper for det ydmygende ved at skulle hjælpes på toilettet’.

Netop intelligente toiletter har man fået på det spritnye Fremtidens Plejehjem i Nørresundby ved Aalborg.