Rygekupéer hjælper ikke mod passiv rygning

Her kan man se en mand ryge en cigaret inde på en bar. Foto: Wikipedia
Her kan man se en mand ryge en cigaret inde på en bar.
Foto: Wikimedia

Lugten af tobaksrøg kan få reaktioner frem i alle. De fleste ved, at tobaksrøg er sundhedsskadeligt og kræftfremkaldende.

I 2007 kom rygeloven, der skulle sikre, at man ikke blev udsat for passiv rygning. Nu har barer og diskoteker på over 40 kvadratmeter derfor installeret afgrænsede såkaldte rygekupéer for at forhindre passiv rygning.

Men speciallæge i lungemedicinske sygdomme, Martin Døssing, mener ikke rygekupéer fungerer.

– Der er en helt klar øget sundhedsrisiko ved rygekupéer på barer og diskoteker, siger han.

Mennesker, der ikke ryger, har øget risiko for hjertekarsygdomme og kræft, når de indånder tobaksrøgen ligegyldigt om, der er en rygekupé eller ej. Selvom de fleste afgrænsede rygekupéer har mulighed for at lukke en dør for at undgå, at røgen siver ud i rummet, påpeger Martin Døssing, at de giftige partikler fra tobaksrøgen bliver udsendt til resten af lokalet alligevel, når døren åbnes og lukkes.

– Hvis man som ikke-ryger befinder sig på en bar eller diskotek med rygekupé, så svarer det til at ryge fem cigaretter på grund af passiv rygning, fortæller Martin Døssing.

Der skal være fuldstændig separation mellem rygere og ikke-rygere for at komme passiv rygning til livs.
Geo Clausen, professor på DTU og leder af sektionen for indeklima og bygningsfysik

Bedre udslusning

Geo Clausen, professor på DTU og leder af sektionen for indeklima og bygningsfysik, mener, at rygekupéer er bedre end ingenting. Problemet ved rygekupéer ligger i, hvordan de bygges og installeres.

– Hvis det skal gøres rigtigt, så skal der være en udslusning med undertryk, ellers slipper røgen ud, siger han.

Han fortæller dog, at i praksis er det meget svært at installere disse udslusningsanlæg, fordi det er meget dyrt.

Læs også: Danmark skal gå en røgfri fremtid i møde

Rygere skal gå udenfor

Geo Clausen forklarer, at man må indse, at rygning i den ene ende af baren eller diskoteket ikke har den nødvendige effekt for at stoppe passiv rygning.

Partiklerne fra tobaksrøgen sætter sig på tøjet hos folk i rygekupéen og sætter sig på væggene, i loftet og på møbler, når rygere træder ud af rygekupéen.

– Der skal være fuldstændig separation mellem rygere og ikke-rygere for at passiv rygning kommer til livs, fortæller han.

Dette kan ske ved, at rygere går udenfor, når de befinder sig på barer og diskoteker.

Martin Døssing synes også, at dette er den rigtige løsning på problemet. Han påpeger dog, at man skal vente udenfor i mindst to minutter, før de giftige partikler fra tobaksrøgen forsvinder fra ens tøj, hvis det skal være fuldstændigt hensigtsmæssigt.