Hesselbækgård Havecenter i Birkerød kan godt mærke, at vejret har været svingende i løbet af foråret. Kunderne er endnu ikke gået plante-shop-amok, men faktisk behøver de slet ikke at bekymre sig. Selvom det har sneet en del i foråret, tager planterne ikke skade af det.
Faktisk kan planterne godt klare sne. Det bliver først et problem, hvis planterne er vokset op i et drivhus hen over vinteren og herefter bliver udsat for frostgrader, siger Iben Margrete Thomsen, der er seniorrådgiver ved institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
– Hvis de købte planter har været i drivhus i kortere eller længere tid, og derfor er gået i gang med at springe ud eller blomstre nu, går det galt, hvis man har sat dem udenfor, og der pludselig kommer frost. Sne gør ikke så meget. Det er frostgrader, der er problemet. Her taler man om under 2 minusgrader. Jo flere frostgrader, jo værre skader, så minus 5 eller 10 grader kan være slemt, siger Iben Margrete Thomsen.
Læs også: Ramsløg eller liljekonval: Her er, hvad du skal kigge efter i naturen lige nu
Hvis planterne står i et drivhus med en høj temperatur hen over vinteren, kan det få konsekvenser for planten, hvis den bliver sat ud i haven i foråret, hvor der er frost og lave temperaturer, fortæller Mathias Neumann Andersen, der er forsker i plantefysiologi ved institut for agroøkologi på Aarhus Universitet.
Disse planter bør du beskytte mod frost
-
- Oliventræer
- Laurbær
- Citrustræer
- Kaktusser
- Kilde: Plantetorvet.dk
– Det bliver først et problem, hvis temperaturerne i vinterperioden og det tidlige forår har været for høje. Så vækkes planterne fra deres dvale og bruger sukkerstofferne til den første spæde vækst, og så er de meget udsatte for frostskader, hvis det igen bliver rigtig koldt. For de kan ikke gå tilbage i dvale, når de først er begyndt at vokse, forklarer han.
Plantecenter håber på bedre vejr
Mens mange butikker og virksomheder i Danmark stadig er lukket på grund af coronarestriktioner, har Hesselbækgård Havecenter mulighed for at holde åbent.
Mange danskere har gået derhjemme under nedlukningen, hvilket har givet dem tid til at gøre deres haver forårsklar. Problemet er dog, at mange er bange for, om deres blomster kan klare forårsfrosten.
Det kan mærkes på antallet af kunder, fortæller Holger Schierning, der er haverådgiver og gartner hos Hesselbækgård Havecenter.
– Vi har ikke haft ligeså travlt som sidste år. Det skyldes, at det har været koldt i år. Vi har stadig kunder og rigeligt at lave, men kunderne er ikke væltet ind ligesom sidste år, hvor det gik helt amok. Alt var jo stort set lukket ned, så folk kunne ikke gøre så meget andet end at handle i havecentre. Vi forventer, at kunderne kommer inden for den nærmeste fremtid, når temperaturen stiger. Kulden har holdt mange folk tilbage, da folk ikke går i haven, når det er frostvejr. Marts har været ekstrem kold og med meget frost. Men vi forventer at få travlt meget snart, siger Holger Schierning.
Ifølge DMI har temperaturen i Rudersdal været tæt på eller lidt under normaltemperaturen i januar og februar, mens temperaturen er steget jævnt i marts og april, dog med udsving, hvilket er normalt for de to sidstnævnte måneder. Derfor havde den optimale løsning været, hvis danskerne havde gjort deres haver klar i efteråret. På den måde kunne planterne have vænnet sig til forårskulden, siger Mathias Neumann Andersen.
Læs også: Graf over vejret i Rudersdal i løbet af foråret
– Dem, der gjorde haven klar i efteråret, vil ikke få så mange problemer med blomster og hele planter, der bliver ødelagt af sne og frost i foråret, fordi planterne i haven springer ud og blomstrer senere end dem, de kan købe i plantecentrene. Grunden til, at det er godt med en forholdsvis kold vinter er, at planter fra vores klimazone sagtens kan klare kulde. Når det bliver koldt om efteråret går de i dvale og danner sukkerstoffer, der beskytter de nye knopper mod frost. Så længe det er koldt, forbliver planterne i denne dvaletilstand og kan derfor modstå kulde, siger Mathias Neumann Andersen.
Red dine blomster med et tæppe
Hvis danskerne er bekymret for, om deres planter kan klare frosten, findes der en løsning på problemet, fortæller Iben Margrete Thomsen.
– Man kan beskytte planterne med et tæppe eller lignende. Og de dør nok ikke helt, medmindre de er meget følsomme, eller det er et frosthul, siger Iben Margrete Thomsen.
Læs også: Find ud af, om din plante bør beskyttes mod frost
Ifølge Mathias Neumann Andersen kan nogle blomster klare frosten bedre end andre, og derfor ville det være en god idé at beskytte de mest sårbare.
– Nogle blomster er mere følsomme end andre og kan klare et par grader frost, selvom de er i blomst eksempelvis påskeliljer og krokus. Andre bør man beskytte i haven, hvis man lige har købt og plantet dem, og der er udsigt til nattefrost. Man kan dække med tæpper, plastik, presenninger eller måske haveaffald, siger Mathias Neumann Andersen.
Sådan gjorde vi: Historien udspringer af forårssæsonen i landets haver. I den forbindelse undersøger journalisten, om det har haft konsekvenser for de mange planteshoppere, at deres planter har været udsat for sne og kulde i løbet af foråret. Hertil er der blevet foretaget mundtlige og skriftlige interviews.