Nyt initiativ: Singlerne vandrer for fællesskabet

– Du går jo ikke bare ned i Netto og siger: »Hej, jeg hedder Lars,« fortæller Lars Jeppesen.
Foto: Ida Abildtrup/Netavisen

Lars Jeppesen blev for et års tid siden single og timingen med nedlukningen af Danmark på grund af coronavirus var mildest talt ikke den bedste.

– Det endte sådan set bare i arbejde og hjem og i corona-hverdag. Caféer er lukket, alt er lukket. Jeg har ikke tiltro til dating apps og Tinder, alt det her show er ikke lige mig, siger Lars Jeppesen.

Læs også: Datingside for pensionister lukker

Det var begrænset, hvilke aktiviteter man kunne lave på grund af corona, men en vandretur var dog stadig mulig. Lars Jeppesen oprettede i begyndelsen af marts i år Facebook-gruppen “Frederikssund Singlernes vandre klub”, han blev positivt overrasket over, at gruppen hurtigt voksede til over 100 medlemmer. Siden har de vandret hver søndag kl. 10. Oftest er de 10-15 personer som vandrer ud i Frederikssunds natur.

Det kan være svært at møde nye mennesker

Da Lars Jeppesen var i slutningen af 40’erne, flyttede han til Frederikssund. Han fandt hurtigt ud af, at det var besværligt at møde nye mennesker.

– Du går jo ikke bare ned i Netto og siger: »Hej, jeg hedder Lars«. På denne her måde er det meget mere naturligt, siger Lars Jeppesen.

Læs også: Præst: Moderne dating presser kærligheden

Det samme fortæller medvandreren, Tina Folkmann Iversen, som har været med i klubben fra starten af. På turene møder hun mennesker, som hun ellers ikke ville have mødt og kommer dermed til at kende mennesker fra lokalmiljøet. Hun vinker nu til mennesker i køen til testcentret, som hun kender fra vandreturene.

Målet er at komme hinanden ved

Hovedformålet med vandreklubben er ikke nødvendigvis at få en kæreste, men i højere grad at komme hinanden ved. Aldersspændet er da også stort i vandreklubben, den yngste vandrer er i midt 30’erne, mens alderspræsidenten har rundet de 70 år.

Lars Jeppesen håber at vandreklubben bliver starten på flere arrangementer. De har i hvert fald allerede planer om, at der skal grilles til sommer.

Sådan gjorde vi: Artiklen er lavet på baggrund af en Facebookgruppe, som én i redaktionen var faldet over. Jeg kontaktede administratoren, Lars Jeppesen, og lavede et telefoninterview med ham. Lars Jeppesen satte mig i kontakt med Tina Folkmann Iversen, som jeg ligeledes lavede et telefoninterview med.