Af Emma Hjelmbjerg og Magnus Heldager
Et bedre sundhedsvæsen. Flere læger. Kortere ventetider. Mere i løn til sygeplejersker. Sundhed og sundhedsvæsenet er et af folketingsvalgets helt store emner, men den økonomiske krise kradser også. Så hvad er egentlig vigtigst for den befolkningsgruppe, der er mest i berøring med læger, sygeplejersker og hospitaler, og hvor mange samtidig må klare sig med en folkepension?
For at se nærmere på, hvordan de ældre stemmer, har NetAvisen besøgt flere valgsteder i Albertslund Kommune til en snak om, hvad seniorerne prioriterer højest, når de sætter deres kryds.
Pensionisternes pressede pengepung
Vi møder Birgit Larsen ved Kongsholmcentret i Albertslund. Hos hende er der ingen tvivl om, hvor krydset skal sættes. Hendes fokus ligger klart på de ældre – og især på deres pressede økonomi.
Hvad fokuserer du på, når du skal stemme?
– Ja, det kan du næsten regne ud, ikke? Pensionister. For de er bare gået ned og ned og ned i deres pension, og udgifterne stiger bare. Du får måske 100 kroner mere om året efter skat i folkepension, og så stiger din elregning 2-300 kroner, og din husleje 2-300 kroner. Så bliver pensionen udhulet mere og mere, forklarer hun.
Hun tilføjer også, at hendes vigtigste fokuspunkt i valgkampen er ærlighed hos kandidaterne.
– Jeg stemmer på den, jeg synes virker mest ærlig, fordi det hele jo er en gentagelse, når man når vores alder. Så ved du jo godt, at det er en gentagelse, og der bliver sagt en hel masse, som ikke kan lade sig gøre dagen efter valget. Det er hensigtserklæringer, mener hun.
Klima og sundhed
Det er dog ikke alle, der har den pressede økonomi som hovedfokus.
Ægteparret Mariane og Giancarlo Mambelli er nemlig enige om, at klima og sundhed er deres vigtigste fokuspunkter, og de er ikke i tvivl om, hvilket parti de stemmer på.
– Jeg har fået krydset med i min fødsel, og det følger jeg hele vejen op, siger Mariane, hvortil Giancarlo bakker hende op:
– Vi ved, hvilken plads vi har i samfundet.
Heller ikke Erik Rasmussen er i tvivl om, hvor krydset skal sættes. For ham er det nemlig altid samme sted. For Erik Rasmussen er det ikke inflationen, der fylder mest, men noget helt andet.
– Det er sundhedsvæsnet, siger han.
Der skal også passes på de unge
Blandt de ældre er sundhed, klima og økonomi populære emner, men flere af de ældre vælgere har også et godt øje til politik, der tilgodeser unge.
Hanne og Verner Støckel nævner de ældre som et vigtigt emne, men de tilføjer, at unges trivsel også er noget, der interesserer dem.
– Der skal være bedre forhold for de unge og til at studere, for det er dem, der skal føre verden videre, ikke? Børn og unge, siger Hanne Støckel.
Unges trivsel er et emne, der går igen hos ægteparret Lis og Leif Nielsen. For Lis Nielsen var det afgørende for hendes stemme, at kandidaten havde ungdomspsykiatrien som mærkesag – et emne, der er heftigt debatteret i medierne for tiden.