Skal demente fyldes med morfin?

Det hele startede med trillebøren. Evald Nielsen var en glad og udadvendt mand, der arbejdede som vicevært. Men pludselig en dag måtte han grædende spørge sin kone om hjælp, fordi han ikke kunne finde sin trillebør. Det skulle siden vise sig, at episoden var et af de første tegn på demens, og efter den dag mistede Evald Nielsen langsomt alle sine basale færdigheder, indtil han til sidst kom på plejehjem.

Det hele begyndte for 14 år siden, og i dag er Evald Nielsen en af de mange demente plejehjemsbeboere, der bliver smertebehandlet med morfinplastre. Et omdiskuteret emne – da de stærke morfinplastre normalt kun anbefales til eksempelvis patienter med kræft.

En ny undersøgelse fra Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet viser, at hver femte demente beboer på plejehjem i 2010 blev smertebehandlet med morfinplastre. Læge Christina Jensen-Dahm, der står bag undersøgelsen, synes, at det giver anledning til bekymring, men hun kan ikke sige noget om, hvorfor det ser ud, som det gør. Imidlertid frygter Alzheimerforeningen, at de demente på plejehjem får morfin som et beroligende middel, og de synes, det er for meget.

Hanne Vinfeldt Jensen er lillesøster til Evald Nielsen, og hun har stået ved hans side gennem hele forløbet med demens. Hun forstår godt, at man er bekymret over forbruget af morfin, men hun kan ikke se, hvad man skulle gøre anderledes.

– Jeg siger ikke, at det skal misbruges, og jeg vil ikke have, at han skal ligge som en zombie på grund af morfinen, men samtidig vil jeg også være sikker på, at han ikke har ondt, og han ikke har det dårligt, siger hun om brorens behandling.

Lars G. Johansen er formand Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM, der repræsenterer faget Almen Medicin. Han forklarer, at morfinen giver en beroligende effekt og får smerterne til at forsvinde. Men behandlingen med morfin kan samtidig medføre nogle ubehagelige bivirkninger, som kvalme, opkastning og svimmelhed.

– Med plastrene er virkningen mere langvarig og konstant end med tabletter. Det vil sige, at bivirkningerne også er mere langvarige og konstante, og derfor skal vi være forsigtige, når vi går over til plastre, forklarer han.

Uden sprog

Evald Nielsen har ligesom mange andre demente fuldstændigt mistet sit sprog. Derfor kan det være svært at vide, hvordan han har det. For hvordan ved man, om en person har smerter, når vedkommende ikke selv kan sige det?

– Hvis vedkommende ikke selv kan fortælle det, så må man bygge sin vurdering på observationer fra andre, og det vil typisk være pårørende eller plejepersonale, som kender vedkommende rigtig godt, og som lægger mærke til ting, som kan indikere en forandring hos personen, forklarer Christina Jensen-Dahm, der står bag undersøgelsen.

Hun fortæller, at den demente eksempelvis kan ændre adfærd, gang eller kropsholdning. Det kan være, at personen ikke spiser, trækker sig fra kontakt med andre eller er urolig.

Det er netop nogle af de tegn, som Hanne Vinfeldt Jensen holder øje med, når hun hver 14. dag besøger sin bror på plejehjemmet. Hun har lært at læse det i brorens ansigt, hvis der er noget galt.

– Jeg kender min bror til hudløshed. Jeg kan se det i hans øjne, han laver nogle ansigtstræk, som han ikke plejer at lave, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg kan se det på hans krop. Han har nogle lyde, han kan komme af med. Når han har en god, stille og rolig dag, så er han også stille, så er han ikke højrøstet. Han spiser godt, og han virker veltilfreds. Hvorimod hvis han har det dårligt, så er han meget urolig, benene kører på ham, og han okser rundt i sengen, så han ligger oppe i hovedgærdet eller helt ned i fodenden.

Jeg siger ikke, at det skal misbruges, og jeg vil ikke have, at han skal ligge som en zombie på grund af morfinen, men samtidig vil jeg også være sikker på, at han ikke har ondt, og han ikke har det dårligt
Hanne Vinfeldt Jensen om behandlingen af sin demente bror

Misbrug?

Både Christina Jensen-Dahm og Lars G. Johansen påpeger, at det er meget vigtigt, at personalet på plejehjemmet er kvalificeret, og at de pårørende er opmærksomme, så man kan undersøge den demente, hvis der sker forandringer.

– Jeg har så meget tillid og tiltro til plejerne på afdelingen i forhold til, at de ikke gør noget uhensigtsmæssigt i forhold til morfin og morfinplastre, siger Hanne Vinfeldt Jensen.

Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen, er dog bekymret over udviklingen.

– Vi frygter, at man giver demente smertestillende medicin som en slags erstatning for de beroligende psykofarmaka, man tidligere har brugt, fordi det kan være svært at arbejde med demenspatienter, og fordi man kan være undermandet og undernormeret, lyder det fra Nis Peter Nissen.

– Hvis der er kommet en kultur, hvor man bruger smerteplastre i stedet for andre metoder til at hjælpe demente og berolige dem, så har vi et alvorligt problem, fordi så er der tale om misbrug, udtaler han.

Hos Fagforeningen FOA, der repræsenterer personalet, kan man godt forstå, at Alzheimerforeningen er bekymret over, om man giver de demente for meget medicin. Her mener man ikke, at det er personalet på plejehjemmene, der skal kritiseres, men at man skal kigge på hele området.

– Spørgsmålet er, om man har de nødvendige ressourcer til at tage sig af de demente, sådan som man gerne vil, siger Karen Stæhr, der er sektorformand for social- og sundhedsområdet i FOA.

Christina Jensen-Dahm kan fortælle, at man hos Nationalt Videnscenter for Demens arbejder med at skulle lave nogle flere undersøgelser af området. Man vil blandt andet undersøge, hvorfor forbruget af morfin er så højt i Danmark.

Som situationen er nu, holder Hanne Vinfeldt Jensen dog fast i, at behandlingen med morfinplaster er det rette for Evald Nielsen.

– Jeg havde da helst set, at min bror var så frisk og rask, at han kunne nøjes med panodiler, men det kan jeg godt se, at han ikke kan, siger hun.

  demens, demente, morfin, plejehjem