På elektrikerens butiksdør kan der komme til at sidde et klistermærke med teksten “Her tager vi lærlinge”.
Som det ser ud nu, har døren intet klistermærke, men det kan måske blive anderledes i fremtiden i Gentofte Kommune, hvis formand for Erhvervs-, beskæftigelses- og integrationsudvalget i Gentofte Kommune Søren Heisels (S) ønske går i opfyldelse.
Han drømmer nemlig om at lave en kommunal ordning, hvor virksomheder, der tager lærlinge, kan skilte med, at de bidrager med at uddanne fremtidens faglærte.
Søren Heisel (S) har længe ønsket at lave sådan en ordning i kommunen, men også i sit private erhverv, hvor han arbejder som forbundssekræter i fagforeningen 3F.
– Hver gang, man går ind i en butik, kan man se en smiley, der viser, om hygiejnen er i orden. Tænk, hvis der også hang et skilt, hvor man kunne se, at forretningen tager ansvar og har lærlinge, siger Søren Heisel (S).
Andre ordninger kører allerede
I Gentofte Kommune er ordninger, hvor virksomheder kan vise, at de hjælper kommunen, ikke fremmede.
Der findes allerede ordningen Vi Ta’r Ansvar, som virksomheder i kommunen, der gør en ekstra indsats for at hjælpe ledige i arbejde, kan være med i. Ordningen giver virksomhederne et diplom og et logo, som de kan klistre på butiksdøren, samt et logo, de kan tilføje til deres hjemmeside. Det er den ordning, som Søren Heisel gerne vil arbejde videre med.
Fakta om forslaget
- Søren Heisels (S) idé sigter mod at øge antallet af lærepladser ved at styrke virksomhedernes sociale profil.
- Gentofte Kommune har allerede ordningen Vi Ta’r Ansvar, som tildeler logoer og diplomer til virksomheder, der hjælper ledige i arbejde.
- Der er lige nu 44 virksomheder med i Gentofte Kommunes Vi Ta’r Ansvar-ordning.
Kilde: Gentofte Kommune
– Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave en lignende ordning i Gentofte Kommune, men for lærlinge. De virksomheder, som i dag er med i Vi ta’r Ansvar-ordningen, er rigtig glade og stolte af at være med. Og mit indtryk er, at de virksomheder, som tager lærlinge, også er rigtig stolte af det. Derfor giver sådan en ordning god mening, siger Søren Heisel (S).
Emilie Damm Klarskov, der er analysechef ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, mener, at det er en god idé med en slags smileyordning for lærlinge.
– Vi kan jo se, at virksomheder er glade for at have lærlinge, når først de har dem. Og vi kan også se, at lærlinge ofte bliver fastansat hos de virksomheder, de har været i lære hos. Det lyder som en rigtig god idé, at man også kan brande sig med den slags ting som virksomhed, siger Emilie Damm Klarskov.
I Danmark er der ifølge www.læreplads.dk’s hjemmeside 19.234 synlige elevprofiler. Hvis man er ved at uddanne sig til tømrer, bager, mekaniker, kok eller andre fag, hvor en læreplads indgår som en del af uddannelsen, skal man oprette en profil på læreplads.dk.
De 19.234 profiler er altså elever, som pt. står uden lærepladser.
»Der er jo kommet et stigende fokus på virksomheders sociale ansvar, og set i det lys er det da godt, hvis de kan brande sig ved at tage lærlinge«
Emilie Damm Klarskov, analysechef ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Og dét problem ønsker Søren Heisel (S) at modarbejde med en smileyordning for lærlinge.
– Der er rigtig mange unge mennesker lige nu, der mangler lærepladser, og vi står også til at mangle faglærte ude i landet. For nogle fag mangler der i dag lærlinge, men for rigtig mange fag mangler der stadig lærepladser. Tænk, hvis sådan en ordning kunne hjælpe med at skaffe flere lærepladser og samtidig oplyse kunderne. Det vil jo være en “win-win”, siger Søren Heisel (S).
En mulighed for at brande sin virksomhed
I Gentofte Kommune ligger firmaet Hellerup Elektriker, som i dag har seks lærlinge ansat.
Torben De Lemos er ejer af Hellerup Elektriker, og han vil gerne være med i en smileyordning for lærlinge, hvis den kommer.
– Det lyder som en god idé at brande lærlinge som noget positivt. Man kan jo lave nok så mange tiltag for at brande sig selv som virksomhed, men sådan en ordning med lærlinge ville da være meget væsentlig. Specielt med alt den snak om, hvem af de unge der skal på gymnasiet, og hvem der skal ud i det praktiske arbejde, siger Torben De Lemos.
Læs også: Ukrainere hos kendt burgerkæde udløser pris
Emilie Damm Klarskov mener også, at ordningen ville være en god mulighed for virksomheder til at vise, at de tager ansvar, siger hun.
– Vi har jo haft en periode, hvor der ikke har været nok lærepladser. Og der er jo kommet et stigende fokus på virksomheders sociale ansvar, og set i det lys er det da godt, hvis de kan brande sig ved at tage lærlinge, siger Emilie Damm Klarskov.
Søren Heisel (S) tror også på, at forbrugerne vil foretrække at vælge en tømrervirksomhed eller elektriker, som har lærlinge i virksomheden.
Sådan gjorde vi: Journalisten lavede i første omgang et interview med Søren Heisel (S), hvor kilden gav udtryk for et ønske om at oprette ordningen. Journalisten fulgte op på ideen og interviewede de resterende kilder mundtligt.