Snottet? Derfor skal du blive hjemme fra arbejde

Mange af os tager på arbejde, selvom vi er lidt småsløje, for vi er jo friske nok til at yde noget.

Men når du tager på arbejde med en snottud, smitter du dine kollegaer. Virksomhedens samlede antal sygedag bliver derfor større, end hvis du var blevet hjemme.

Det fortæller Allan Randrup Thomsen, der forsker i immunforsvaret.

»Det er ikke hensigtsmæssigt at gå på arbejde, når man er allermest forkølet. Der spreder man vira rundt omkring, så selvom man måske selv leverer noget arbejde på nedsat kraft, risikerer man, at alle ens kollegaer bliver smittet, så det samlede antal sygedage set fra virksomhedens synspunkt bliver større,« fortæller Allan Randrup Thomsen, der er professor på Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på KU.

Derfor smitter du

Det er, når du planter snotfingrene på kopimaskinen, at du smitter kollegaerne.

»Meget af smitten foregår, når man pudser næse eller lignende. Så får man noget sekret på hænderne, og hvis man ikke er omhyggelig med hygiejnen, kan man afsætte det på dørhåndtag , telefoner og fotokopieringsmaskiner,« siger Allan Randrup Thomsen.

Den næste raske medarbejder, der trykker print, bliver let smittet, efter du højst sandsynligt har efterladt sekret på maskinen forinden.

»Han eller hun kommer i kontakt med det her sekret og klør sig i næsen, eller øjnene eller lignende, og så kan infektionen overføres på den måde,« forklarer Allan Randrup Thomsen.

Tyndt snot smitter mest

Snottet smitter, uanset hvor grelt det står til med den løbende næse. Der er dog tidspunkter, hvor risikoen for at smitte kollegaerne er større.

»Så længe man er snottet, smitter man principielt set. Men der er meget forskel på, hvor meget man smitter afhængigt af, hvor meget man udbreder det her snot. I den fase, hvor det er tyndtflydende, og det løber ud af næsen, er risikoen meget større end efterfølgende, når det sådan er svært at pudse ud,« fortæller Allan Randrup Thomsen.

De tre råd

Der er tre ting, du kan gøre for at undgå at smitte kollegaerne med snottet, hvis du alligevel vælger at tage på arbejde.

Allan Randrup Thomsen foreslår som det første håndsprit. God håndhygiejne er et af de stærkeste og letteste våben mod smitten, og det er noget alle i princippet kan leve op til, siger han.

Det andet råd er, at du hoster ind i armhulen og ikke ned i hænderne. På den måde undgår du at få sekret på hænderne og tørre det af i tastaturet til den næste, der kommer forbi, forklarer Allan Randrup Thomsen

For det tredje kan du dække munden til med en maske. Det vil afgjort reducere en del af spredningen, mener Allan Randrup Thomsen, men tilføjer »det er nok lidt udansk og lige ekstremt nok. Og med de to andre ting er man også et langt stykke hen ad vejen.«

Hvornår må vi så gå på arbejde igen?

Så længe næsen løber, må du pudse i snotkludene hjemme under dynen.

»Så længe man har en næse, der løber hele tiden, og man skal pudse næse hvert tiende minut, så vil jeg anbefale, at man bliver hjemme. For det vil med stor sandsynlighed smitte til flere af dem, man er sammen med,« fortæller Allan Randrup Thomsen.

Og hvis du har feber, kræver det en ekstra dag derhjemme.

»Når man har feber, vil jeg sige, at man hvert fald skal blive hjemme en dag mere end, at feberen er normaliseret, for at være rimelig sikker på, at man ikke smitter,« mener Allan Randrup Thomsen.

Læs også: Danskerne arbejder 12 minutter mere

Læs også: HK: Rygeforbud giver flere sygedage