Sparekniv rammer indsats for flere grønne bygninger

Den nye energiaftale sikrer, at grøn udvikling inden for byggesektoren kan fortsætte, men besparelserne vil få konsekvenser for antallet af nye energibesparende tiltag.
 

Regeringen har med den nye energiaftale bevilliget Videncenteret 20 mio. kroner i perioden 2012-2015.
 

Selvom sektionsleder Vagn Holk Lauridsen er godt tilfreds med de 20 mio. kan han alligevel ikke helt skjule en vis ærgrelse over, at støtten er blevet halveret.
 

– Det vil slå hårdt, fordi antallet af nye tiltag vil blive påvirket af den mindre støtte. Det kan ikke undgås, hvis eksisterende løsninger skal opdateres og holdes i live, vurderer Vagn Holk Lauridsen.
 

Videnscenteret for energibesparelser i bygninger har især fokus rettet mod energibesparende tiltag i etageejendomme og større kontorbyggerier.

Vagn Holk Lauridsen har et fremtidigt ønske om, at forøge indsatsen på området for mindre bebyggelser, men det sætter besparelserne imidlertid en stopper for.
 

-Mindre byggeri, såsom små og mellemstore virksomheder var på min ønskeseddel, men det kan man godt glemme alt om lige nu i hvert fald. Og det er en konsekvens af det mindre budget, påpeger sektionslederen.
 

Centeret har de sidste tre år bidraget med rådgivning og uddannelse i energibesparende tiltag i bygninger. Vagn Holk Lauridsen glæder sig dog også over støtten.
 

– Set i lyset af de hårde, intense energiforhandlinger, så skal vi være glade for, at regeringen stadig synes, at Videnscenteret har en berettigelse, fortæller han.

Læs også:

Videncenter for energibesparelser i bygninger forlænges i fire år 

Regeringens nye energiaftale