Viceborgmester om grøn pris: Det er et boost for Helsingør

Helsingør håber på at tiltrække grønne samarbejdspartnere og motivere borgerne. 
Foto: Chanice Black

I Helsingør håber man på, at en ny grøn pris kan resultere i nye samarbejdspartnere til grøn omstilling og skabe mere opmærksomhed på kommunens grønne tiltag.

Helsingør Kommune har for nyligt vundet European Green Leaf Award 2024, som anerkender en europæisk by eller kommunes ekstraordinære indsats inden for klima og bæredygtighed. Vindernes fremlagte fremtidsvision skal implementeres over de næste 14 måneder, så resultaterne kan ses i vinderåret 2024.

– Jeg håber, at vi får et boost, nu hvor vi er blevet en Green Leaf City. Vi håber, at vi kan lave nogle fora eller få nogle sparringspartnere, også med de andre Green Leaf-byer. Så kan vi blive inspireret eller lade andre blive inspireret af vores idéer og samtidig invitere andre danske kommuner ind, så vi lader os inspirere af hinanden. For vi kan ikke allesammen opfinde den dybe tallerken, siger Mette Lene Jensen (V), viceborgmester og formand for Miljø- og Bæredygtighedsudvalget i kommunen.

Kommunal stolthed

Hun håber, at prisen kan vise borgere og andre kommuner, at Helsingør allerede gør meget.

– Jeg er enorm stolt af, at vi faktisk gør rigtig meget i kommunen, selvom der er nogle borgere, som gerne vil finde hullerne i osten, og synes, det er for dårligt, og at vi ‘greenwasher’ her. Det gør vi altså ikke, jeg tror ikke, de er klar over, hvor mange ting der i virkeligheden er i gang, at alting ikke kan gøres på én gang, og vi gør meget i forhold til andre kommuner, siger Mette Lene Jensen.

Hun fortæller blandt andet, at Helsingør Kommune har samarbejdet med GoGreen Danmark om at tydeliggøre butikker, restauranter og lignende, som er øko-certificerede, og derudover har holdt borgermøder, hvor de har givet borgerne en række gode råd til energisikring af hjemmet.

Desuden har de indført fjernvarme og et nyt kloaksystem, som skal forbedre vandkvalitet og -effektivitet.

Om European Green Leaf Award:

  • Europa-Kommissionen lancerede European Green Leaf Award i 2015.
  • Prisen uddeles hvert år til maksimum to europæiske byer eller kommuner, der gør en dedikeret indsats for at forbedre miljøet; med fokus på indsatser, der genererer vedvarende, grøn vækst og nye jobs.
  • Dette års European Green Leaf Award-ceremoni fandt sted i den franske by Grenoble d. 27. oktober 2022 klokken 18:00, hvor Helsingør delte prisen med den slovenske by Velenje. Hver by modtog en præmiesum på 200.000 euro til videre grøn udvikling.

Kilde: European Commission

Det faktum, at Helsingør har vundet European Green Leaf Award 2024, er en god indikator for, at kommunen er på rette spor med sin tilgang til den grønne udvikling.

Det mener Gitte Larsen, der er koordinator for Klimasekretariatet hos Helsingør Kommune.

– Det er en anerkendelse af, at de ting, vi gør, har sat i gang og har opnået indtil videre, er en god måde at arbejde på. Selvfølgelig kan man gøre ting på forskellige måder, men at vi i hvert fald har gang i nogle rigtig gode ting. Og det giver jo kun blod på tanden til at lave flere ting, siger hun.

Kommunens videre grønne udvikling

Det er vigtigt for Europa-Kommissionen, at man bruger den medfølgende præmiesum til både at videreudvikle bæredygtighed i kommunen og til at sprede budskabet om, at man er en af Green Leafs ‘Grønne Ambassadører’, som er titlen på alle tidligere vinderbyer. Dermed skal pengene altså bruges specifikt til klimadagsordenen og ikke diverse andre kommunale dagsordener.

– Kommissionen lægger vægt på, at man arbejder seriøst med klimadagsordenen og på involvering af og dialog med borgere. Det er derfor også en af de indsatser, som vi vil styrke, forklarer Gitte Larsen om Europa-Kommissionens forventninger til de Grønne Ambassadører.

Læs også: Tredje gang er lykkens gang: Helsingør vinder endelig prestigefyldt grøn pris

Herunder siger hun, at Helsingør gerne vil understøtte lokalsamfundet og hjælpe det i gang med borgerdrevne initiativer, ved for eksempel at stille kommunale lokaler til rådighed.

Kommunen ønsker, at borgerne skal kunne mødes for at hjælpe hinanden med klima-relaterede problemstillinger. Dette kan for eksempel være “Stop madspild”-initiativer, som findes i flere andre danske kommuner, eller syklubber, hvor erfarne syersker kan hjælpe med at fikse folks gamle tøj, så det ikke skal smides ud.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen stammer fra et tweet fra Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), der delte, at Helsingør vandt European Green Leaf Award 2024. Herfra undersøgte journalisten prisen i sig selv og kontaktede kilderne for citater. Begge kilder er interviewet over telefon.