Succes med rygestop i Rødovre: »Kondien blev bedre, astmaen fik det bedre, og maden smager bedre«

Flere og flere stopper med at ryge i Rødovre Kommune og det skyldes blandt andet de gratis rygestopforløb som kommunen tilbyder. Foto: Aleksandr Aleksandr, Flickr.com

Antallet af rygere i Rødovre Kommune falder, og Rødovre Sundhedscenter, som står for rygestopforløbene, oplever en generel stor henvendelse fra borgere, som ønsker at kvitte smøgerne.

– Vi tilbyder rygestopforløb i grupper. Hvis man som borger er interesseret i det, henvender man sig til os, og så taler man med en rygestoprådgiver. Herefter finder man så sammen det rigtige tilbud, forklarer Maria Clausen, leder af Rødovre Sundhedscenter.

Lisa Hartmann Jensen er en af dem, som har benyttet sig af rygestoptilbuddet. Hun har været røgfri i 6 år. Hun fik tit ondt i hovedet, når hun røg, og efter at have fået at vide fra en øre-, næse-, halslæge, at det ville være en god idé at stoppe med at ryge, meldte hun sig til Rødovre Kommunes rygestopforløb.

– Jeg har før prøvet at holde op ved bare at stoppe, men kurset gav mig mere viden om at holde op på den rigtige måde, så chancerne for at forblive røgfri var større. Og så er der bare fedt, at kondien blev bedre, astmaen fik det bedre, og maden smager bedre, siger Lisa Hartmann Jensen.

Cirka halvdelen gennemfører forløbet

Handleplanen for Rødovre Kommunes sundhedsindsats for en Røgfri Fremtid i Rødovre 2020-2023 omfatter en række ting. Man ønsker at forebygge rygestart hos børn og unge, fremme røgfrie miljøer ved at indføre røgfri arbejdstid, røgfrie legepladser m.m. og at fremme rygestop ved netop at tilbyde rygestoptilbud.

Rødovre Sundhedscenter oplever, at mange, der gennemfører forløbet, også forbliver røgfrie.

– Vi har stor erfaring med at folk holder deres rygestop, også efter de seks måneder. Der ligger det på omkring de 53% for Rødovre af dem, som har gennemført forløbet, og det man går efter – altså kvalitetsmålet på landsplan – er 50%. Der ligger vi lige lidt over, oplyser Maria Clausen, leder af Rødovre Sundhedscenter.

Røgfri Fremtids indsatsområder

  • Forebygge rygestart hos børn og unge
  • Fremme røgfrie miljøer
  • Fremme rygestop ved gratis rygestopforløb

Tanja Maria Pedersen er en af dem, som også har holdt sit rygestop efter forløbet med Rødovre Sundhedscenter.

– Jeg fuldførte kurset og er stadigvæk røgfri. Det er så dejligt at have sluppet røgen. Vi havde en super god underviser på kursus. Han talte lige ind til mig. Han var empatisk og nede på jorden, og vi havde god støtte i ham og de andre på holdet, forklarer hun.

Oplever abstinenser i fællesskab

Nina Pi Buchwald er en af dem, som har brugt forløbet til at blive mere bevidst om sine rygevaner, og er som udgangspunkt stadig røgfri efter rygestopforløbet, men kan ind i mellem godt tænde en cigaret, hvis hun har følt sig meget presset. Men hun ryger slet ikke i samme omfang som før rygestopforløbet.

– Jeg er blevet meget bevidst om hvornår og hvorfor, jeg tænder min cigaret. Jeg er blevet gjort bevidst om, hvordan jeg skal holde mig røgfri. Desuden havde jeg en dygtig coach, og i dag kan jeg altid ringe til rygestoplinjen, hvis jeg savner et råd, fortæller hun.

Rygestopforløbene tilbydes enten som et gruppeforløb eller som individuel rådgivning, men sundhedscenteret har stor erfaring med, at gruppeforløbene gavner bedst, da det giver borgerne en mulighed for at støtte hinanden. Det er nemlig sådan, at man faktisk stadig ryger, de første uger, man er på forløbet.

– Man bliver forberedt på holdet, hvad man kan forvente af de kommende uger. Man aftaler også i fællesskab en rygestopdato, og det har den fordel, at når man mødes, så er man samme sted og oplever samme abstinenser, fortæller Maria Clausen, leder af Rødovre Sundhedscenter.

Men trods af den positive indvirkning rygestopforløbet har på Rødovre Kommunes handleplan, har Rødovre Sundhedscenter også haft udfordringer, og har måtte tilpasse sig på bedste vis for at forhindre frafald.

– Det, at skulle samle mennesker i grupper, har ikke svinget så godt med Covid-19. Vi fandt vores vej ved at lave det forløbene virtuelt eller afholde individuel vejledning, da smitten var på sit højeste. Vi oplevede, at langt de fleste borgere gerne ville mødes fysisk, og egentlig har vi ligget ret fint med tilslutningen af forløbene trods Covid-19, siger hun.

Læs mere: Stor succes: Folkeskoleelever i Billund Kommune dropper smøgerne

Stigende brug af røgfri nikotinprodukter

Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport ”Brug af røgfri nikotinprodukter blandt unge” fra 2022, er røgfri nikotinprodukter stærkt udbredt og ses stort set alene blandt børn og unge mennesker.

Overordnet set er der 11,4% af 15-29-årige som anvender røgfri nikotinprodukter, som er mere end hver 10. ung i Danmark.

Rødovre Sundhedscenter er klar over stigningen i brugen af røgfri nikotinprodukter, og tilbyder derfor også rygestoptilbud til borgere, som er afhængige af røgfri nikotinprodukter. Formålet med tobaksforebyggelsen er, at flere børn og unge kan vokse op i et røgfrit hjem og liv, og mindske chancen for, at de selv begynder på tobaksprodukter. Derfor ser Maria Clausen det lige så vigtigt at følge udviklingen indenfor røgfri nikotinprodukter.

– Vi har unge, som kommer og benytter sig af rygestopforløbet med individuel vejledning. Der kan vejledningen foregå over telefon eller SMS, da det som udgangspunkt også kan være rarest for de unge, som ikke altid ønsker at møde op på kommunen. Vi prøver virkelig at følge med og imødekomme de unges behov også, og hvis det fungerer bedst med de unge, at vi har kommunikation over sms – så er det, det vi gør, fortæller Maria Clausen.

Sådan gjorde vi: Den journaliststuderende faldt over en nyhed på Rødovre Kommunes hjemmeside om, at de var i front med rygestop, og kontaktede derefter Rødovre Sundhedscenter og lavede et Facebookopslag i Facebook Rødovre for at få fat på borgere, der havde været igennem rygestopforløbet. Kilderne er interviewet over telefon.