Sure Lauritz.com-kunder kontakter fortsat Auktionshuset i Hørsholm

Flere tidligere Lauritz.com-kunder går til Auktionshuset.com i Hørsholm, når de har brug for at lufte deres frustrationer. Foto: Thobias Lisby Hermannsen

Telefonopkald og mails fra utilfredse kunder var, og er stadig i vist omfang, hverdag for ansatte på Auktionshuset.com i Hørsholm. Problemet er bare, at det i mange tilfælde slet ikke er deres kunder.

Det er selvfølgelig ikke behageligt, når der er nogen, der ringer og skælder ud. Det er urimeligt, fordi det ikke har noget med os at gøre.
Birgitte de Roepstorff, filialchef i Auktionshuset.com i Hørsholm

D. 1. august 2023 blev størstedelen af det konkurs- og skandaleramte Lauritz.com solgt til ejerne af Auktionshuset Hørsholm, der derefter skiftede navn til ‘Auktionshuset.com’ og åbnede seks nye afdelinger i landet.

Lauritz.com var kort forinden blevet begæret konkurs med en samlet gæld på 148 millioner kroner. Forud for konkursen af et af Danmarks ældste auktionshuse stod en lang række af fortørnede kunder frem og fortalte, at auktionshuset skyldte dem penge for salg af deres ejendele.

For tidligere kunder af Lauritz.com er meget, som det plejer at være efter salget til Auktionshuset i Hørsholm. Auktionsplatformen, hvor man køber og sælger varer, ligner sig selv, og samtidig har omkring 50 medarbejdere fra Lauritz.com fået job i Auktionshuset.com’s i alt syv afdelinger i landet. Men de nye ejere har ikke overtaget det allervigtigste for en stor gruppe af Lauritz.com’s tidligere kunder – gælden til kunderne på cirka 50 millioner kroner.

Det har affødt stor forvirring og frustration hos mange af de private kunder, som Lauritz.com skylder penge, hvilket afdelingen i Hørsholm har kunnet mærke. De er blevet kontaktet af utilfredse kunder, som blandt andet mener, at Auktionhuset.com skylder dem de penge, som de aldrig har modtaget fra Lauritz.com.

Mængden af henvendelser fra sure og frustrerede kunder har været voldsom for de ansatte – særligt lige efter overtagelsen. Det siger filialchef i afdelingen i Hørsholm, Birgitte de Roepstorff.

– Det er selvfølgelig ikke behageligt, når der er nogen, der ringer og skælder ud. Det er urimeligt, fordi det ikke har noget med os at gøre, siger hun.

Læs også: Massetyveri af bildele omgivet af mystik 

Auktionshuset.com i Hørsholm forstår dog til fulde folks frustration, og at de har behov for at rette den et sted hen.

– Vi prøver at svare folk pænt og ordenligt, når de ringer og prøver at hjælpe hinanden med at komme igennem at skulle høre på alle de frustrerede mennesker, som vi jo virkelig godt forstår er frustrerede, siger hun.

Auktionshuset.com har ikke overtaget konkursforpligtelserne fra Lauritz.com. Derfor har de nye ejere intet at gøre med den gruppe af kunder, som ikke har modtaget deres penge af Lauritz.com.

Frustrerede Lauritz-kunder har fået detaljeret vejledning 

Alle tidligere kunder, som har penge til gode ved Lauritz.com, har modtaget en udførlig vejledning til, hvordan de skal håndtere deres triste situation. Derfor giver det ifølge advokat og partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, Rune Derno, som er kurator i sagen, ikke mening, at de retter henvendelse til Auktionshuset.com i Hørsholm.

– Det (Auktionshuset i Hørsholm) er i hvert fald ikke det rigtige sted at rette henvendelse til. De skal selvfølgelig anmelde deres krav over for os, siger Rune Derno.

Læs også: Hver fjerde 7. klasses elev i Rudersdal føler sig mobbet. Kan have store konsekvenser, siger mobbeforsker

Rune Derno er, ligesom Birgitte de Roepstorff, også blevet kontaktet af mange mennesker, som føler sig dårligt og uretfærdigt behandlet. Selvom det ofte kan være ubehagelige samtaler, så går han ikke grædende hjem fra arbejde.

– Nogle gange er der også nogen, der lader deres frustration gå ud over mig. Der er man som advokat, som arbejder med det her fagområde, vant til den slags, siger han.

Som kurator i sagen er Rune Dernos opgave at skabe et overblik over Lauritz.com’s gæld. I den forbindelse sælger han også værdier i det konkursramte selskab. Beløbene, som han får ind, kan han derefter fordele til de grupper, der har krav på penge fra det konkursramte selskab.

Lauritz.com

  • Lauritz Christensen Auktioner blev grundlagt i 1885.
  • I 1999 fik auktionshuset nye ejere og skiftede navn til Lauritz.com.
  • Siden 2000 har Lauritz.com udelukkende afholdt netauktioner.
  • I 2016 blev Lauritz.com børsnoteret.
  • D. 11. juli 2023 blev Lauritz.com begæret konkurs med en negativ egenkapital på 59 millioner kroner.
  • Ved konkursen havde selskabet en samlet gæld på 148 millioner kroner.
  • Størstedelen af Lauritz.com blev d. 1. august 2023 solgt til ejerne af Auktionshuset Hørsholm, der derefter skiftede navn til ‘Auktionshuset.com’.

Kilde: DR

Men selv hvis kunder fra Lauritz.com anmelder deres krav til Rune Derno, er det dog langt fra sikkert, at de vil modtage penge.

– Lige nu ser det ud som om, at det kan blive rigtig rigtig svært, siger han.

Der er ganske enkelt ikke penge nok til alle, og kunderne står langt nede på listen i den sammenhæng, er forklaringen. Der skal først betales advokatomkostninger, lønninger til ansatte og gæld til offentlige. Først derefter bliver det kundernes tur.

Sådan gjorde vi: Historien udspringer af samtaler med ansatte i Auktionhuset.com i Hørsholm. Filialchef i Hørsholm, Birgitte de Roepstorff, er derefter blevet interviewet telefonisk. Det samme er tilfældet med Rune Derno, som er kurator i konkursboet for Lauritz.com.