Den transpolitiske talsperson Linda Thor Pedersen har ikke særlig stor tiltro til Sundhedsstyrelsens nye vejledning for transkønnedes møde med sundhedssystemet, som skal i høring til april.
Hun er nemlig langt fra tilfreds med det udkast til den nye vejledning, som Sundhedsstyrelsen har lavet. Vejledningen er under opbygning, og Sundhedsstyrelsen har lovet at lytte til både transkønnede og eksperter.
– Der har været utilfredshed med den eksisterende vejledning blandt transkønnede. Sundhedsstyrelsen arbejder i en åben og inddragende proces, hvor såvel organisationer for transkønnede samt fagfolk bliver hørt, skriver Annlize Troest fra Sundhedsstyrelsen i en mail til NetAvisen.
Det, vi gerne vil med den nye vejledning, er at sikre, at der er åbne og differentierede behandlingstilbud.
Annlize Troest, Sundhedsstyrelsen.
Læs også: Flere partier: Transkønnede er ikke psykisk syge
Sundhedsstyrelsen kan endnu ikke oplyse, hvilke forbedringer den nye vejledning kommer til at indeholde. Til gengæld er formålet med den nye vejledning, at stille nye faglige krav til udredning og vurdering før behandling af transkønnede.
– Det, vi gerne vil med den nye vejledning, er at sikre, at der er åbne og differentierede behandlingstilbud, der samtidig undgår at stigmatisere transkønnede i sundhedsvæsenet, skriver Annlize Troest fortsat.
I dag skal transkønnede gennem et psykiatrisk udredningsforløb på Rigshospitalets Sexologiske Klinik, før de kan få igangsat et hormonelt- eller kønskorrigerende operation.
Sundhedsstyrelsen har en konservativ opfattelse
Landsforening for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBT, har fået indblik i Sundhedsstyrelsens udkast til den nye vejledning. Og de er ikke begejstrede, fortæller transpolitisk talsperson for LGBT Linda Thor Pedersen.
– Vi er betænkelige ved de idéer og tanker, som Sundhedsstyrelsen har på nuværende tidspunkt. Vi håber, at vi med saglige argumenter kan få Sundhedsstyrelsen til at ændre opfattelse, så vejledningen bliver med udgangspunkt i, hvordan transpersoner selv ser tingene, siger Linda Thor Pedersen.
Vi håber, at kravet om psykiatri bliver fjernet fra behandling af transkønnede.
Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson for LGBT.
Linda Thor Pedersen siger, at LGBT fortsat vil holde et politisk fokus for at få ændret transkønnedes lange udredningsforløb, før de kan få hormonel behandling eller kønsskifteoperation.
– Vi håber, at kravet om psykiatri bliver fjernet fra behandling af transkønnede. Der er desværre nogen i Sundhedsstyrelsen, der sidder med en meget konservativ opfattelse af, hvad det vil sige at være transkønnet, fortæller Linda Thor Pedersen.
Læs også: Jette er forretningsmand om dagen og kvinde om aftenen
Sundhedssystemets opfattelse af transkønnede i dag er Linda Thor Pedersen meget kritisk overfor. Hun oplever, at sundhedsstyrelsen har en konstant mistanke om, at transkønnede fejler noget mentalt.
– Vi bliver umyndiggjort og sygeliggjort. Bare fordi at vi er anderledes end en normal opfattelse af, hvad det vil sige at være mand og kvinde, er vi ikke forkerte. At vi er anderledes, er ikke lig med, at vi er syge, siger Linda Thor Pedersen.
Transkønnede bør ikke være i det psykiatriske system
Psykoterapeut Anna Baagø arbejder hos Terapikollektivet, som blandt andet har fokus på transkønnede. Selvom transkønnede fra 1. januar 2017 ikke længere skal diagnosticeres for at få behandling, ser Anna Baagø alligevel, at transkønnede bliver taget helt ud af det psykiatriske system.
– Man bør fritage transkønnede fra at skulle igennem psykiatriske udredninger. Adgang til operationer og hormonelle behandlinger bør i stedet være baseret på informeret samtykke, så transkønnede kan få den kønsidentitet, de ønsker. Den måde, man kan forbedre systemet på, er at lade være med at betragte det som en sygdom, lyder Anna Baagøs vurdering.