I påsken bliver det nødvendigt at sætte mere tid af til at rejse fra den ene påskefrokost til den anden. Banedanmark har nemlig offentliggjort planer om at udføre omfattende sporarbejde flere steder i landet.
Dette indebærer vedligeholdelse og fornyelse af over 3.200 km jernbanenet fordelt på fire forskellige strækninger.
Sporarbejdet betyder, at en stor del af togtrafikken bliver aflyst. I stedet vil DSB udsende cirka 200 togbusser til transport på de udsatte strækninger.
Ifølge DSB drejer det sig om op til 2.000 rejsende i timen på den travleste rute fra København til Århus.
Ruten omfatter strækningen Slagelse-Fredericia. Det er på denne strækning at man kan forvente halvanden times forlænget rejsetid, fordi det er her, at langt de fleste passagerer på de fire belastede strækninger, hvor der udsendes busser, kan findes.
De udsatte strækninger
- Mellem Slagelse og Fredericia
- Mellem Fredericia/Kolding og Vojens
- Mellem Tinglev og Padborg/Flensburg
- Mellem Orehoved og Nykøbing F/Rødby Færge
Det kan du gøre
Det er muligt at undgå togbusserne, hvis man er forudseende nok. DSB anbefaler rejsende at planlægge deres tur fra A til B uden for sporarbejdsperioden:
– Vi anbefaler alle rejsende at tage afsted før 1. april kl. 22 og efter 6. april kl. 10. Her kan man slippe for skiftet mellem tog og bus, og dermed undgå forlængede rejsetider, fortæller Martin Larsen, kommunikationsmedarbejder i DSB.
Der er også penge at spare, hvis man skal tværs gennem landet til påske. DSB har sat ekstra mange Orange-billetter til salg den 30-31. marts og igen den 7. april, hvor man kan rejse med InterCity-tog på tværs af landet for blot 99 kr. inklusiv pladsbillet.
Læs også: Derfor startede fredag morgen i togkaos
Mening med galskaben
Det er ikke tilfældigt, at Banedanmark udfører sporarbejde i påskeferien. Tværtimod er det nøje planlagt, og der er taget hensyn til flere forhold:
– Det er om natten, i weekenderne, påske-, sommer-, efterårs- og vinterferien, at Banedanmark planlægger deres sporarbejde, da der samlet set er færre, der tager toget. Vi forsøger så vidt muligt at friholde pendlerne, der tager toget til og fra arbejde, og som er afhængige af at kunne hente og bringe deres børn og handle ind til aftenmaden. Derfor giver det god mening at lægge sporarbejderne om natten, i weekenderne og ferierne, hvor det generer færrest mulige, fortæller Martin Larsen.
DSB har lavet en guide til, hvordan man kommer nemmest gennem påsketrafikken.
Også i Kristi Himmelfart i maj kan passagerne se frem til mere sporarbejde.
Læs også: Pendlere kæmper mod dårlige togtider
Sporarbejdet er kommet for at blive
Hvis man som passager håber på, at sporarbejdet snart tager en længere pause, så bliver man skuffet. For ifølge Martin Larsen har Banedanmark ingen planer om at bremse den regelmæssige vedligeholdelse af jernbanerne:
– Det her store sporarbejde er kommet for at blive i de kommende år. Det er nødvendigt at vedligeholde skinnerne efter årtiers efterslæb på vedligeholdelse og fornyelse. Ligesom man sørger for vedligeholdelse i kloakkerne og på vejene, er det også nødvendigt på skinnerne, siger Martin Larsen.
Til gengæld er der gode nyheder for bilisterne i påskedagene. Ifølge Vejdirektoratets prognose vil rejsetrafikken fordele sig nogenlunde jævnt hen over hele perioden uden større forsinkelser.
Læs også: Pendler: Jeg tager et tidligere tog for at få en siddeplads